Kolind Kuren

Kampen for De Forenede Staters uafhængighed af de britiske koloniherrer kulminerede i 1789 med vedtagelsen af den amerikanske uafhængighedserklæring og erklæringens ordlyd står stadig som det centrale grundlag for det amerikanske samfund. Erklæringen gør op med andre staters ret til at bestemme over USA og definerer de centrale amerikanske frihedsrettigheder. Andre lande blev inspireret og centrale punkter fra den ameikanske uafhængighedserklæring findes i  mange landes forfatninger i dag, også i den danske grundlov.

Uafhængighed og frihed er stadig grundlæggende for vores samfund. Men i takt med at verden er blevet mindre har vi brug for en er klæring om vores afhængighed af hinanden. Landene er afhængige når de vil sikre fred og frihed. Virksomheder er afhængige fordi ingen virksomhed har al den viden der skal til for at udvikle, producere og levere et komplekst produkt. Og mennesker af afhængige fordi flere og flere opgaver skal løses i fællesskab.

Derfor foreslår jeg at Danmark bliver det første land i verden der vedtager en afhængighedserklæring.

Her er mit forslag til Afhængighedserklæring, som Folketinget passende kan vedtage på Grundlovsdag den 5. juni 2007:
Vi folketingsmedlemmer, ministre og andre danske borgere, som i dag er forsamlet på Christiansborg, erklærer at
·    Vi tager afstand fra egoisme, isolationisme, snæversyn og kortsyn som ødelægger vore muligheder for at udvikle Danmark til et foregangsland i verden, og vi afviser ledere der arbejder for snævre særinteresser, og dermed forsømmer at arbejde for det fælles bedste i den organisation de har ansvaret for,
·    Vi afviser den misopfattelse af demokratiet hvorefter flertallet er berettiget til at træffe afgørelser til skade for et stort mindretal. Kernen i demokratiet er efter vor opfattelse evnen til at arbejde sammen og forene modstridende synspunkter og interesser i løsninger der gavner almenvellet.
·    Vi anser det for selvindlysende at alle mennesker kan bidrage til at udvikle Danmark og verden og derfor skal have mulighed derfor,
·    Vi ønsker at arbejde for en samfundsorden hvori mennesker og organisationer med forskellige forudsætninger inddrages i et samarbejde om at finde løsninger både i den enkeltes verden, i virksomheder og i samfundet som helhed,
·    Vi forpligter os til at løse fælles problemer gennem samarbejde inden for sådanne rammer at både fællesskabet og den enkelte får nytte heraf,
·    Vi beslutter at etablere de institutioner og mekanismer der er nødvendige for at mennesker, organisationer, virksomheder og samfundsinstitutioner kan løse opgaverne i fællesskab i overensstemmelse med denne erklæring.

Måske er dette begrebet der dækker den meningsfulde, socialt ansvarlige virksomhed?

Hør her hvordan en af initiavtagerne, Lars René Petersen, Projekt Socialøkonomi, Reventlowsgade 14, 2. th.
1651 København V, beskriver begrebet: Socialøkonomien er som begreb helt nyt i Danmark, men som virksomhedsform har den dybe rødder, der kan spores helt tilbage til højskolernes og andelsbevægelsens opståen. En række politikere, uddannelsesinstitutioner, men også repræsentanter fra det private erhvervsliv og fra den frivillige sektor har fået øjnene op for begrebet socialøkonomi. Det er bl.a. sket i erkendelse af, at en række samfundsmæssige udfordringer og sociale opgaver ikke kan løses alene af den offentlige sektor, erhvervslivet eller af den frivillige sektor, men derimod kræver en virksomhedsmodel, som går på tværs af disse sektorer – og samarbejder tæt med disse.

Se mere på www.socialokonomi.dk

Netop hjemkommet fra Nicaragua satte jeg mig til at regne lidt på økonomien i den “skole”, Centro Carita Feliz (www.caritafeliz.org), som min bror driver i Nicaragua. Skolen omfatter 1700 børn, der deltager i undervisning i 96 klasser pr. dag, 500 børn der herudover får skolepenge til “almindelig” skolegang hvis de klarer sig godt, 400 børn pr. aften til middagsmad og show på skolen, 200 mennesker der søndafg aften spiser middag på skolens restaurant og et ukendt antal børn og deres familier, der går til læge og får medicin på skolen.

Det konster ca. 12.000 USD pr. måned. Et barn i Carita Feliz koster altså 12.000 * 12.000 / 1700 = 85 USD pr år, dvs. ca 500 kr. pr. år. De såkaldte “ulandseksperter”, der har set på projektet, siger at dette tal er mellem 5 og 10 gange lavere end det burde være. Men sådan er det altså.

Hvis 10 ud af Danmarks 14 milliarder kr. i årlig udviklingsbistand blev brugt på at give børn det rygstød i tilværelsen, som medlemsskabet (ja det er et medlemsskab) af institutioner som Carita Feliz giver, kunne vi have 20 millioner børn i et sådant program. Verdens største af sin art…

Det kunne ændre verden. Hvorfor ikke?

I søndags skrev jeg en klumme i Jyllands Posten om et fænomen, jeg har tænkt over længe: Fænomenet synes at være så generelt at man kan formulere det som en “sociologisk naturlov” på linie med Murphys Lov, Moores Lov og Janteloven.

Modstandsloven siger at modstanden imod en ny ide er proportional med nyhedshøjden og ideens vigtighed. Altså noget i retning af

R = K * I * C,

hvor R er modstanden imod den nye idé, K er en konstant der afhænger af organisationens art, størrelse og kultur, I er Innovationshøjden og C er konsekvensen af ideen, dvs. dens vigtighed. Hvis altså en ide er både ny og vigtig vil modstanden være størst.

Organisationer har altså lettest ved at acceptere nye ting der er enten helt uvæsentlige eller ikke særlig nyskabende. Derfor har innovation så ringe kår. Især store og magtfulde organisationer har svært ved at acceptere forandring, hvilket afspejles i at deres konstant K, er et stort tal.

Modstandsloven fik jeg bekræftet næsten samtidig ved at læse reaktionerne på det forslag jeg har stillet i en kronik i Jyllands Posten om et permanent Galathea forskningsskib. Det er en radikalt ny ide og en ide med potentielt meget store konsekvenser. Og bortset fra en enkelt kommentar, var reaktionen fra “systemet” negativ. For dyrt, ikke nødvendigt fordi vi allerede har et fiskeriundersøgelsesskib osv. Pengene kunne bruges bedre af de eksisterende organisationer osv…

Jeg har besluttet at sove på det inden jeg tager næste skridt.

Hilsen fra Madrid – på vej til Danmark efter 6 uger.

Hvad siger du?

Spørger man en økonom om hvad fattigdom er, svarer han prompte: Folk (i et udviklingsland), der lever for under 2 dollars om dagen, er fattige.

Men det er et meget forenklet billede af verden, for her i Nicaragua er der mange mennesker med under 2 dollars om dagen, der bestemt ikke opfatter sig som fattige, mens andre der tjener mere, godt kan opfatte sig som fattige. Fattigdom er et relativt begreb, men endnu mere et spørgsmål om kultur.

Her i Granada hvor jeg er nu, driver min bror en form for skole, Centro Carita Feliz (www.caritafeliz.org), som nu har 1700 børn tilknyttet. Fælles for børnene er at de kommer fra familier med meget små midler – det man normalt forstår ved fattige. I Granada skyder nye restauranter op som paddehatte – turismen udvikler sig hurtigt. Men de fattige har aldrig nogensinde været ude at spise på restaurant. Det er en del af deres kultur at den mulighed er helt uopnåelig. Og turismen og restauranterne gør deres fattigdom endnu mere synlig. Hvortil kommer at meget udviklingshjælp gives som gaver der ydmyger modtageren, som skal være åh, så taknemmelig.

Men ikke mere. For hvis et barn i Carita Feliz er “excellente” kan hun/han indtjene en særlig valuta, “Caras”. Excellente er at være flittig i skolen, få gode karakterer, møde hver gang og til tiden, hjælpe de andre børn, tage initiativer og stille forslag. Når barnet har samlet nok Caras kan hun/han invitere familien på Ristaurante Carita Feliz, der er åben hver søndag aften kl. 18-22.

Det er en rigtig restaurant, med stofduge på bordet, stofservietter, levende lys, menukort, tjenere og rigtig god mad. Betalingen kan kun erlægges i Caras. I søndags var der 220 gæster, som havde reserveret bord (naturligvis) i deres fineste puds. Uforglemmeligt. Billedet viser lidt af stemningen, herunder det show, der blev opført under middagen, hvor ældre elever dansede. Det findes ikke finere i Nicaragua og her kan man altså kun betale ved at være ”excellente” – ikke ved at være rig.

Vi tager ikke imod dollars – nej tak!

Kultur kan ændres…

Efter tre dage i Nicaragua er jeg ved at vænne mig til igen at have fast grund under fødderne. Her er dejlig varmt (30 grader) og masser af aktivitet.
I aftes havde min bror og jeg inviteret den danske ambassadør i Mellemamerika til middag sammen med Francesco Fiallos, der var statsminister i regeringen før Daniel Ortega overtog præsidentposten i januar. En af forskellene mellem dansk og nicaraguansk tradition er at alle der har haft med den tidligere regering at gøre, fyres fra deres poster efter et valg her i Nicaragua. Det gælder også mennesker der har gjort en god indsats. Det eneste der tæller, er om man har partibogen i orden. Hvis folk samarbejdede med der forrige regime er de pr. definition ude. Både embedsmænd og medlemmer af diverse råd og nævn.
Det er et enormt spild af talent og har efter min mening intet med demokrati at gøre. At fjerne alle forgængerne er alene et spørgsmål om at sikre sig  uindskrænket magt.
Den historie Fiallos fortalte , fik mig til at tænke på om vores nuværende regerings korstog imod råd og nævn i 2002 i virkeligheden var udtryk for samme tankegang: Alle der havde gjort en indsats under den forrige regering var sortlistet.
Jeg synes ikke at man skal sætte folk i bås på den måde. Vi bør se på hvad folk mener og hvad de faktisk gør. Gå efter synspunktet i stedet for personen. Det burde være kernen i demokrati både i Danmark og i Nicaragua.
Er det for hård en kritik? Hvad mener du?

Mere fra Nicaragua i morgen..

I dag slutter 28 dages togt med Vædderen for mig. I der har læst bloggen, er sikkert ikke i tvivl om at jeg har oplevet meget og haft god tid til at tænke over hvad der skal ske fremover.

Jeg arbejder på et forslag om permanent forskningsskib, som passende kunne få navnet Galathea. Ikke Vædderen som nu har sejlet et år. Den har tjent sit formål godt og den kunne gøre mere nytte til forskningsopgaver i de nærmeste år. Men Vædderen er et inspektionsskib – ikke et forskningsskib. Danmark har brug for et forskningsskib der dækker mere end havforskning. Et fyrtårn der skal repræsentere det bedste, Danmark kan præstere. Et vindue for Danmark som man både kan se indad og udad. Et vindue ikke alene for forskning men for hele den danske befolkning. Et skib vi kan være stolte af, og som når det er hjemme ikke skal gemmes væk, men ligge synligt for alle på Langelinje eller et andet sted i landet. Det kommer der mere om i de kommende uger.

Om et par dage tager jeg til Nicaragua og derefter til Danmark. Du hører nærmere..

Galathea Ekspeditionen har to formål: Forskning og formidling. Mit indtryk er at de forskningsprojekter der har været på dette togtben, har været lødige, værdifulde og relevante. Forskerne har arbejdet koncentreret og der har været en omfattende dialog imellem de enkelte forskningsgrupper og den har haft betydelig værdi.

Men formidlingen… Den kan man opdele i to: Pressedækning og formidling. Store virksomheder og organisationer skelner imellem pressekontakt og formidling/undervisning og bruger mange rssourcer på begge dele. Pressekontakten skal medvirke til at medierne dækker virksomheden og dens aktiviteter og selvfølgelig helst positivt. Undervisning og formidling retter sig mod skoler, gymnasier, andre uddannelsesinstitutioner, kommende medarbejdere, særlige interessegrupper og befolkningen som helhed. Den er planlagt og systematisk og den drives af virksomhedens egne medarbejdere, mediefolk, pædagoger og andre fagfolk.

Galathea Ekspeditionens formidlingsproblem er at ledelsen har sat lighedstegn imellem formidling og presse. Pressen opfatter sin opgave som at levere nyheder og historier – ikke at formidle forskning. Galathea har en pressestrategi, men har lagt alt for lidt vægt på formidling. Det ville dog have været til at bære, hvis vore to public service medier DR og TV2 havde været deres public service forpligtelse voksen. Men vedholdende og bekræftede rygter siger at DR valgte at stå helt af projektet fordi DR ikke kunne få eksklusivitet. Er det meningen med public service? Jeg synes at det er en skandale og jeg gad nok høre generaldirektørens forklaring på det. Hvorfor i alverden kan DR kun være med hvis alle andre medier udelukkes?

Jeg forstår at der er en tilsvarende forklaring for TV2, der dog bringer 5 minutter om ugen i forbindelse med søndag aftens vejrudsigt.

Hvad siger du?

I morgen har jeg sejlet fire uger med Vædderen og jeg har lyst til at fortælle hvordan dagliglivet er på et sådant skib:

Vi starter tidligt. Morgenmad 0715. Dansk hele vejen igennem bortset fra mælken som stammer fra Acorerne (langtidsholdbar) og juicen, som vistnok er fra new Zealand. Men ellers er her Ota Solgryn, Havrefras, Guldkorn, dansk bihonning (avlet i egen bigård) og marmelade fra Den Gamle Fabrik. Og friskbagte rundstykker og brød med Kærgården hver morgen. Billedet viser morgenmaden i den messe hvor jeg spiser.

Så er der en række planlægningsmøder og alle er hurigt i gang med at forske, skrive, filme eller sejle skibet med alt hvad det indebærer. Aktivitet hele dagen og hvis vejret er til det bliver der tager prøver på umulige tidspunkter, som betyder at “forskerbyen” på agterdækket summer af aktivitet også kl. 2 om natten.

Frokost allerede halv tolv (igen pæredansk med rugbrød, kryddersild, leverpostej, spegepølse, lune retter mmm) og aftensmad 17.30. Lækkert, veltillavet og pæredansk. Pludselig er der hvalrulle hvorefter nogle løber til sidedækket for at gå i gummibådene med diverse udstyr, mens andre flokkes på broen og dækket armeret med kameraer og kikkerter. Der sker noget hele tiden og gør der ikke, er det sikkert fordi vi forlægger (dvs. sejler) i åbent hav med 15-18 knobs fart. Det svarer til knallertfart. men hvis man sejler et helt døgn kommer man faktisk langt, op til 800 km. Skibet er velsejlende, hvilket betyder at det har flaps og stabiliseringstanke, der begrænser rulningen. Men det vipper alligevel og kun få er sluppet for søsygen. Den bekæmper man ved at tænke på noget andet, gå udenfor, holde sig i ro, spise og drikke rigeligt og så lægge sig ned i køjen og vente på bedre tider. 

Hver aften er der foredrag om de enkelte forskningsprojekter eller andre aktuelle emner. Lærerigt og et godt grundlag for senere fordybelse. Man taler meget mere sammen på et skib end til daglig. Også med folk, som man ellers aldrig ville tale med. Det er noget af magien ved at være på et skib.

Man lærer hurtigt det helt specielle sprog på skibet, og forstår man ikke et udtryk, så findes der en ordbog på hvert lukaf. Hvis man har glemt at lægge det på slingredugen eller søsurre det kan det sikkert findes på dørken. Jeg tørner normalt ind kl 22 og har hverken savnet vinen til aftensmaden eller alt det der normalt forstyrrer en i løbet af dagen. Her kan man koncentrere sig og fordybe sig. Hvis man da ikke deltager i skibets turnering i kampludo.

Jeg kunne godt klare fire uger mere…

I dag var jeg rigtig ude på eventyr. Sammen med andre for Vædderens besætning gik vi i land på en lille ubeboet ø. Byggede en varde som en kommende Galathea ekspedition forhåbentlig finder. Men derudover havde vi bare rigtig god tid for vi skulle vente mens Vædderen var på besøg hos en Chilensk marin forskningsstation. Og hvad er så bedre end bare at kigge ud over vandet og vente på at sælerne dukker op. Og det gjorde de. Svømmende i små grupper af 3-5. Nysgerrige som den du ser på billedet: Hvem er de mærkelige folk inde på bredden?

Om to dage er vi i Valparaiso og dermed er Galathea slut for mig. Mere i morgen..