Forskning skal ikke ledes som en fabrik
Tankevækkende at lære kommentarerne til gårsdagens indlæg – og at tale med forskerne her på skibet om forskningens vilkår i Danmark. Noget tyder på at min kritik i går var alt for mild!
Det der er kerneproblemet er, at forskning ikke kaqn ledes som man i de gode gamle dage ledte en fabrik. Altså ved at sætte meget præcise og målbare mål, lægge detaljerede (produktions)planer, udarbejde detaljerede budgetter og derefter forlange afvigelsesforklaringer på alle de punkter hvor virkeligheden ikke gik som planlagt. Jeg medgiver at der kan være projekter hvor den gode gamle ledelsesmodel stadig virker, men så er det i hvert fald ikke forskning. For selve forskningens natur er at den er en rejse i ukendt land. Man må medbringe rigeligt vand og proviant; man må forberede sig så godt som muligt, men rejsen forløber altid anderledes end planlagt. Og undervejs opstår muligheder som ingen havde tænkt på. Er det så vigtigere at overholde planerne end at udforske det ukendte?
Man kan til tider godt få det indtryk at planerne er vigtigere end resultaterne.
Vi har brug for forskningsledelse der forstår og anerkender forskningens natur. Og det betyder i praksis at man sætter de dygtigste mennesker sammen (gerne med forskellig baggrund), aftaler en retning de vil arbejde i, giver dem optimale rammer for arbejdet (hvilket bl.a. betyder vide rammer) og belønner dem for den nye erkendelse, de skaber – også selvom den ikke stod i den oprindelige plan. Og så lader man dem være i fred en rum tid, dvs. at man ikke kræver alt for hyppig rapportering på alt for detaljeret niveau.
En bemærkning til gårsdagens kommentarer:
“Drift” betyder “øvrige udgifter” til apparatur, rejser, medhjælp, bøger, konferencer og alt muligt andet.
Onsdag morgen (dansk tid) skulle vi nå den Antarktiske halvø! Mere følger..
23. januar 2007 kl. 21:22 #
Kære Lars Kolind,
Det er måske en ide at sende andre danske topchefer på en tur med Galiæa ekspeditionen, således at de også kan få en forståelse af de forhold der gælder ved forskning. Så må vi bare håbe at udviklingsmidlerne kommer til at sidde lidt løsere i muldvarpeskindet end de gør idag.
Jeg ser gerne at forskning og opfinderi bliver behandlet bare en smule ens.
Det er jo lidt pudsigt at produktideer fra forskere og opfindere har så svært ved at slå igennem i dagens Danmark – se bare vores bærbare minedetektor der ikke nævnes med mange ord i DK, men som får stor opmærksomhed i f.eks. USA med en 5 siders artikel: “HUMANITARIAN MINE CLEARANCE – THE IMPORTANCE OF INNOVATION”: http://www.maic.jmu.edu/
Lars, du ønskes en god tur i Ishavet – selvom det nok er en kold fornøjelse.
Med venlig hilsen
Lars C
http://www.plbrake.dk
24. januar 2007 kl. 08:27 #
To forskere fra ETH Zürich, Céline Ray og Christian Bürgin, var i Silicon Valley for at undersøge, hvad virksomhederne dér gør, for at få succes. Her er et par inputs fra Céline og Christian, som I måske kan bruge:
„..Ideen so rasch als möglich auf Papier bringen oder einen Prototyp erstellen.“
„..Ideen von den Leuten zu trennen. Dadurch können zwar Ideen kritisiert werden, nicht aber der Kopf der dahinter steckt.“
„Selbst bei einem Grillabend sprechen die Leute über ihre Geschäftsideen.“
„Man spreche sich stets mit dem Vornamen an, unabhängig von Alter und Stellung.“
Læs mere her:
http://www.ethlife.ethz.ch/art.....alley.html
24. januar 2007 kl. 08:58 #
Et fremragende indlæg Frank – mange tak – alt for ofte oplever jeg i virksomheds- og foreningsarbejde, at det ikke drejer sig om konstruktivt at bearbejde ideen, men ofte kun om idemageren, og det hele ender op i følelsesladede diskussioner uden tanke på at give ideen næring og få denne gennemført.
24. januar 2007 kl. 09:31 #
De sidste to punkter hos Ray og Bürgin er til fulde opfyldt på det hæderkronede Niels Bohr Institut, og pkt.1 forekommer mig også at være til stede, for så vidt det snarere drejer sig om papir end prototyper, fordi den slags modeller fordrer mere end et almindeligt husholdningsbudget.
I øvrigt har jeg hørt en medarbejder på netop Niels Bohr Instituttet sige om kunststøtte, at man skal planlægge at spilde 50%. Jeg forstår det som at “smide penge efter” projekter, der er så vanvittige, at mainstream-tankegangen vil være, at det kan kun gå galt.
Hvis man vedner den tanke positivt, som mange amerikanske virksomheder trods fokus på markedet, så kan de “spildte” penge være dem, der er bedst givet ud, fordi de projekter, de støtter, ofte er dem med syvmilestøvler på… eller dem, der foretager kvantespring, hvis vi nu skal blive i nærheden af den teoretiske fysik.
Måske behøver vi slet ikke tage til udlandet for at lære, hvad der kan gøres. Måske har vi nogle meget kvalificerede bud i vores egen baghave.
24. januar 2007 kl. 09:51 #
Tak for gode input, Birgitte og Gunner.
Til Birgitte: Hvad kan andre – iflg. din viden/erfaring – endvidere lære af den måde, de arbejder på ved Niels Bohr Instituttet? Har du nogle flere tiltag, der vil være værdiskabende for andre at tage i anvendelse?
24. januar 2007 kl. 12:25 #
Der er både store og små projekter for forskere og opfindere, nogle kræver mange resourcer og andre få. Der er også forskere der laver prototyper – en prototype er ikke nødvendigvis en “følbar” ting – men kan ligesåvel være et computerprogram.
Vores minedetektor har kostet ca 100 mandeårs arbejde – hvilket er en betragtelig omkostning. Til denne udvikling har vi haft og har stadig ganske mange forskere involveret – idet grundforskning er platformen for vort højteknologiske projekt.
Vi har også spinoff ideer, der er opstået i mainstreamen af projektet. Ethvert højteknologisk udviklingsprojekt vil nærmest per automatik sende udviklere og forskere ud i mange forskellige retninger, fordi “vi skal lige afprøve dette her” Det er så vores force at vi operere med aflønningsprincippet “no cure, no pay” for alle involverede, hvilket giver mulighed for individuelle afprøvninger.
Med venlig hilsen
Lars C
http://www.plbrake.dk
25. januar 2007 kl. 09:50 #
Mht prototyper, så gik mit ikke-eksplisitte forbehold på, at de tager tid/koster penge, også når de simuleres. Men ja, meget kan lade sig gøre ad teknisk vej.
Ud fra mit kendskab – som er af selskabelig art – til Niels Bohr Instituttet må jeg sige, at det, man altid har drevet der, er talent management i den mest fundamentale forstand: at lade folk fokusere på det, de er gode til, snarere end at forlange, at de skal forbedre sig på områder, der ikke interesserer dem. Eller som en bekendt fra NBI sagde: Hvis man ikke brænder for sit fag, så holder man ikke længe her. Med bl.a. Einstein som eksempel anerkender man også, at det ikke nødvendigvis er den med de højeste eksamenspapirer, der kommer til at lave de store gennembrud.
Punkt 2: Vidensdeling. Der er opstået mange interessante regnestykker på papirservietter fra spisesteder omkring NBI. De fleste har ikke ondt af, at andre tænker med på deres projekter, men de medtænkende plejer også at anerkende den oprindelige tænkers ret til projektet.
Selvfølgelig opstår der også kollegialt fnidder, men nogle af medarbejderne er rimeligt gode til at skære igennem.
Kort sagt, ikke bare respekt for men udnyttelse af forskellighed. Og respekt for, at det er forskelligheden, der driver værket frem.