Forskere kan udnyttes bedre.

 G3 0602 Sten fra 6 km dybde.jpg

Jeg tror at de dygtigste forskere som dem vi har med her på ekspeditionen, bruger mindst en fjerdedel af deres tid på at skaffe penge; nogle halvdelen af tiden. Det kan jeg ikke bevise statistisk, dertil er stikprøven for lille. Pengene de skaffer, er til egen forskning og den hale af assistenter og PhD studerende der arbejder for dem. En erfaren forsker fortalte at hans rådighedsbeløb til “drift” er 8.000 kr. om året. Alle udgifter derudover må han ansøge om og argumentere for til (alt for små) fælles puljer.

En erhvervsvirksomhed ville aldrig bruge sine dygtigste specialisters tid på den måde. Den ville gøre alt hvad der stod i dens magt for at give forskeren så tæt på 100 % af sin tid til at forske. Og den ville afsættemindst det tidobbelte beløb til “drift”. I de virksomheder jeg kender, er det ikke ualmindeligt at en senior forsker eller udviklingsingeniør bruger adskillige 100.000 kr. om året til “drift”.

Problemet er at vi er godt på vej ind i et “kontrolsamfund”. Politikere og embedsmænd vil have “hånd i hanke” i hvad pengene bruges til. De vil have dokumentation og forklaringer på enhver afvigelse fra plan.

Sådan kan man efter min meniing ikke få forskning i verdensklasse. Den kræver at de rigtige mennesker får de rigtige udfordringer og de rigtige rammer for at løse opgaverne. Støtte og opmuntring i stedet for kontrol. Og de servicefunktioner der kan frigøre forskerne for at spilde deres tid med administration.

Hvorfor går vi i nøjagtig den modsatte retning?

Fra Vædderen: Vi sejler på 11. døgn mod den Antarktiske halvø. Ser isbjerge og albatrosser, men ikke meget andet. Tirsdag  aften skulle vi være fremme. Vejret er os fortsat nådigt, men jeg må indrømme at jeg snart længes efter lidt fastere grund under fødderne… Jeg kunne drømme om at flere kunne prøve en så lang sejltur (ca. 8000 km i et stræk). Når man flyver 8000 km på ti timer og sover lidt på vejen, har man ingen fornemmelse af afstand. Det har vi her! Havet er uendelig stort. På billedet ser I mig med en lidt speciel souvenir: Småsten fra havbunden, fisket op fra 6 km dybde i Sydhavet. Der har de formentlig ligget under 600 atmosfæres tryk og i totalt mørke i nogle millioner år.

 

19 kommentarer til “Forskere kan udnyttes bedre.”

  1. Birgitte Saltorp

    Husk også, at vi i vores offentlige system betaler de bedste hjerner så lidt, at mange af dem søger andre steder hen, fortrinsvis til udlandet. Omvendt er vi så heldige, at mange fremragende naturvidenskabsfolk er hjemmefødinge, så vi har flere, end der, set med internationale briller, tilkommer en så lille nation. Og de leverer den ene stille verdensrevolution efter den anden i forskningen – stille på den måde, at vi sjældent hører om det i Danmark.

  2. Helle Munch Oldefar

    Hvad gør de, der hvor de har forskere i verdensklasse? Måske vi kunne lære noget af dem.

  3. Lianne Hansen

    Kontrol giver ikke fantasien og kreativiteten næring. Dette behov for kontrol læres allerede i folkeskolen.

    Jeg kommer til at tænke på at et frit læringsforløb allerede bør startes i vuggestuerne. De små børns fordomsfrihed og nysgerrighed, skal næres herfra. De skal have et miljø hvor fantasien kan få frit løb og dette skal fortsætte i børnehaver og folkeskoler. Vi skal skabe læringsmiljøer, hvor de frit kan gå omkring og få stimuleret deres sanser. Det vil skabe mennesker med fantasi og kreativitet og et selvværd, som vil frigøre dem fra behovet om at kontrollere andre.

  4. Bruno Thomasen

    Det kunne tyde på at 80/20%-reglen er gældende også i dette tilfælde.

    80% af aktiviteterne burde i det mindste være helliget selve forskningen, og de resterende 20% den medfølgende administrative nødvendighed – gad vide om det ikke er den omvendte fordeling der er situationen.

  5. Helle Munch Oldefar

    Det er ret fascinerende med 80/20 reglen. Jeg synes efterhånden, den passer i uhyggeligt mange tilfælde.
    Tænk hvad der kunne spares i administration (bureaukrati), hvis man brugte den i stedet for fine beregninger, som alligevel ikke passer helt ;-) Og det er vel det, der missionen i Kolindkuren, ikke?

  6. David Lamhauge

    Blot et opklarende spørgsmål fra en skolelærer der troede han vidste alt: Hvad er “drift”?

  7. Kristian Wachtell

    Som een af de lægevidneskabelige forskere der igennem de sidste 15 år har brugt ca. 20% min tid på at skaffe penge til forskning så:

    1) Der er der simpelthen for få penge i systemet og
    2) Det er for bureaukratisk at få fat i dem.
    3) Fordi der er så få penge i systemet, så bliver det meget politisk hvem der får penge.
    4) Måske ikke så overraskende men ofte kan fondsbestyrelser ikke genkende det gode, succesfulde projekt, når de ser det.
    5) Der er en genuin mistillid til at udnytte potentialet mellem forskerne (lægerne) og (famaceutisk) industrien. Det er som om at lægerne er købt til en bestemt forskning af industrien (som om det offentlige aldrig kunne finde det!) som så nærmest går ud over patienterne for at sælge produktet.
    6) Pressen elsker en historie om en forsker som har fået penge til at rejse til en sydhavsø som derfor implicit er på ferie.
    7) Det offentlige har ansat kontrollanter (Institut for rationel farmakoterapi) som på en helt aldeles tendentiøst måde nedgør forskning som koster det offentlige penge.

    Det er ikke let at forbedre det system – men det hele drejer sig om at der meget få penge – så en tre-fem dobling af forskningsmidlerne vil være meget velkommet. På trods af politiske udtalelser fra både den nuværende og tidligere regering, så er det ikke min erfaring at det er meget lettere at få midler til forskning. Når det er sagt så lykkes det at drive forskning som ender med at komme patienter til gode – det er bare ikke nær så effektivt som det kunne være – og det paradoksale er, at vi i Danmark har en struktur som gør at vi på mange fronter kan være lige blandt verdens bedste.

  8. Bruno Thomasen

    En visionær forsknings- og videnskabsminister kunne måske gøre en forskel, og det er vi vel ret beset i sidste instands delvis medvirkende til, at vi har?

    Er det ikke at sætte sit “x” et andet sted?

  9. Birgitte Saltorp

    Det er ikke en garanti at sætte sit kryds et andet sted – der skal skabes debat, megen debat, om emnet. Vi er i tiden op til valget nødt til at deltage aktivt i den politiske debat og spørge ind til hvad, de forskellige partier vil satse på at give dansk forskning internationale vilkår. Eller bedre: for at sætte en ny positiv standard for forskning.

    Vi taler om læserbreve, debatindlæg, kronikker, deltagelse i vælgermøder, emails til partier og deres relevante politikere, deltagelse på blogs og sikkert en masse mere. Det er ikke så udmattende, som foranstående sætning kan få det til at se ud: hvis vi er tilpas mange, der laver hver sin “medieplan”, vil andre automatisk følge efter, og hvis vi er en del, der begynder nu, risikerer forskning at være et væsentligt tema i den kommende valgkamp.

    Action?

  10. Helle Munch Oldefar

    Til Kristian Wachtell: Hvor går IRF ind og negør forskning? Jeg har kun set, at de ikke vil anbefale nye og meget dyrere lægemidler, som ikke har bedre effekt end gamle. Men du må have et konkret eksempel, siden du skriver sådan, og det er – som meget andet – gået hen over mit hoved. P.f. tak.

  11. Kristian Wachtell

    Nu er det ikke en diskussion om for og imod Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF), men blot en konstatering at instituttet som regel anbefaler det billigste upåagtet at der er en sammenhæng mellem pris og kvalitet. Det er nemlig sjældent som du skriver “ny og dyrere lægemidler som ikke har bedre effekt end gamle.” Det er oftest sådan at en del af arbejde gøres med de gamle mens at de nye giver en eller ande form for forbedring. Helt analog så kan du sikkert høre bedre med det billigste høreapparat, men det bliver ikke nødvendigvis den bedste høreoplevelse, livskvalitet osv. Eller analog hvis du kører i en Yogo, kan den transportere dig fra A til B men en dyre Volvo kan få dig mere sikkert frem, bryder måske ikke så meget ned osv. Instituttet får derfor også altid ret, når de siger, at man får størstedelen af effekten ved at bruge det billigste.
    Derudover er der en sammenhæng, som gør at dem som udforsker et givet område også har en rimelig forventning om et rimeligt efterfølgende afkast. Hvis default argumentet er, at der allerede findes produkter som gør en del arbejdet, så er der ikke noget incitament til at fremdrive ny forskningen eller forbedre det eksisterende. Hvorfor overhovedet opfinde stjerneskruen, når der findes en eksisterende skrue – det er selvfølgelig fordi der er added value.
    I vores verden er der talrige eksempler at IRF ikke vil accepterer denne added value med fx statin behandling for forhøjet kolesterol hvor man anbefaler at bruge 70 øre produktet i stedet for 7 kr. produktet. Et andet eksempel er forskellig blodtryksmedicin hvor instituttet fremdrager dårligt designet forskning for at promovere den billigste medicin. Et tredje helt nyligt eksempel er at IRF har optrådt i en sag hvor industrien nu laver om på pilleformuleringen med det påståede ene formål at forlænge patentet. Den anden side af den historie er at ændringer i pilleformuleringer kan være added value for patienterne. Fx har en ændring i pilleformulering medvirket til at præparater (beta-blokkere) har kunnet bruges hvor man før advarede imod det ved såkaldt hjerteinsufficiens.

    Er det så pengene værd? Jeg bruger altid ”farmor prøven” – hvad ville jeg give min farmor hvis det var hende jeg behandlede.

  12. Birgitte Lesanner

    Det er dejligt for alle os med alt for fast grund og al for kedelig udsigt over Urbanplanen at læse om jeres rejse og erfaringer.
    Og så falder al snak om mindre bureaukrati og mere kreativitet altid i god jord her.
    Så … hvornår kommer du tilbage … og kunne vi finde ud af noget ;-)
    - Pigerne på Kaffeklubben
    dr.dk/p1/kaffeklubben

  13. Frank Calberg

    Jeg har følgende spørgsmål til Lianne Hansen, Kristian Wachtell og Lars Kolind:

     Til Kristian: Har du 3 konkrete og konstruktive forslag til, hvad ledere for specialister/forskere efter din mening skal gøre bedre – udover, som Lars Kolind foreslår, i højere grad at ”støtte og opmuntre”?

     Til Lianne: Du skriver, at behovet for kontrol allerede læres i folkeskolen. Har du – udover de forslag der allerede er nævnt under kategorien ”folkeskolen og uddannelsessystemet” – 3 konkrete forslag til, hvad ledere i folkeskolens regi – dvs. både skoleledere og politikere – efter din mening skal gøre bedre?

     Til Lars: Hvad siger lederne for de specialister/forskere, der er ombord på ”Vædderen”, at de konkret vil gøre for at forbedre de forhold, du påpeger som uhensigtsmæssige?

  14. Lars Kolind

    Spændende at følge debatten her fra Antarktis. Til spørgsmålet om hvad Vædderens forskere siger: Jeg tror der er to reaktionsmønstre: Dels resignerer man og dels kører man udenom systemerne og får det bedste ud af situationen. Danskere er jo vidunderligt pragmatiske og de finder den adfærd og de argumenter der får tingene til at glide trods et ret tåbeligt system.

  15. Lars Christensen

    Vi er alle en del af systemet, at skyde på politikerne er efter min ringe mening forfejlet, fordi politikerne kun sætter grænserne – vi andre skal så fylde ud og ikke gribes af grådighed og andre systemnedbrydende tendenser.

    Jeg har tit set bundliniefikserede økonomer der direkte har været ødelæggende for en kreativ proces.
    Disse økonomer der findes alle steder hvor penge formidles og altså også indenfor den private sektor, har meget stor indflydelse på hvilke projekter der godkendes og hvilke der bestemt ikke kan komme på tale, fordi de ikke er styrede godt nok!

    Til David Lamhauge: “Drift” er alle servicefunktioner og faste udgifter omkring f.eks. en forskerstab.

    Med venlig hilsen
    Lars C
    http://www.plbrake.dk

  16. Kristian Wachtell

    Ja, jeg er enig med Lars om at der er en vis stemning af resignation og folk som tænker “at den som lever stile lever godt” og der er en god portion pragmatisme til at få ting til at gå alligevel.

    Når det er sagt så er det ikke specielt effektivt at de som udtænker nye veje også er dem som slikker frimærker, kopierer ansøgninger i 16 til 26 eksemplarer, journaliserer 6,000 EKG’er i mapper, sikrer at data-flow registreres korrekt etc. Ikke fordi det er finere at tænke de store tanker, men fordi at evnerne oftest ligger forskelligt således at de som tænker “helt vildt” måske er dårligt organiseret således det aldrig bliver til noget fordi man enten ikke evner at organisere og gennemføre det praktiske. Jeg tror det er fordi at hjernen som tænker vildt simpelthen ikke evner det arbejde som kræver det lange seje træk – de tænker simpelthen for meget på hvilken fisk, de skal fange i morgen i stedet for at få toget til at køre til tiden.

    Hvis jeg så skulle give tre konkrete (enslydende) forslag:
    1) “send flere penge”, “send flere penge” og “send flere penge” og det gerne i samarbejde med industrien, for igen universitet og industri har forskellige evner hvor man kan komplimentere hinandens evner og styrker. Den forskning som drives frem i DK er i forvejen ret billig set i en international sammenhæng og set i forhold til hvad det koster i USA – så er det helt uforståeligt, at det kan lade sig gøre. Dér er der bare flere penge i systemet, ikke mindst flere konkurrencer, priser på helt små beløb ($1,000) til at give den unge forsker en ekstra opmuntring til de sure timer langt ud på natten.
    2) Undgå for alt i verden mere centraliseret offentlig støtte, det gør det vanskeligere at kontrollere, kritisere og jeg tror ikke på at det sikrer mere succes, fordi selv fondsbestyrelserne i statens forskning fond har svært ved at se en virkelig succes når nogen sender noget deres vej.
    3) Det er derfor også vigtigt, at vi får de positive samarbejdshistorier mellem universitet og industri frem i pressen, så det ikke handler om at miskreditere forholdet fordi nogen har fået en middag eller en tur til London.
    4) Hvad staten derimod kan gøre, er at give mere fordelagtige skattefradrag til almindelige mennesker når de indbetaler til forskellige fonde. Samtidigt skal man gøre det mere populært og med fordelagtige skattefradrag til at mere velhavende danskere med 5-10-25 millioner kr. på bankkontoen kan oprette en forskningsfond, hvor man uddeler en gang om året. Jeg har flere gange fået støtte af sådan en fond, hvor beløb på kr. 80-100.000 har gjort hele forskellen på om vi levede eller døde. Blandt andet på grund af skattetrykket, tror jeg, at mange tænker at, det offentlige må tage sig af dette, og derved fritages den enkelte for det sociale ansvar. Men det offentlige tager sig ikke meget af dette – jeg ville ønske, at jeg bare havde 8,000 kr. til årlig drift! Så systemet er loose-loose system hvor det sociale ansvar forsvinder ud i det blå.

    I morgen tager jeg til Lissabon, hvor jeg tjener lidt på at undervise portugisiske læger, så jeg kan betale lidt til driften så som Lars siger så skal vi nok finde en vej alligevel.

  17. Helle Munch Oldefar

    Farmorprøven bruger jeg også selv, men jeg må tilstå, at den ikke altid falder ud til den nyeste forsknings side!
    Der er mange bias’ og hvem har ret? Skal forskning gøres for forskernes skyld? Jeg vil selv gerne oplyses om de aspekter der gør, at jeg har mulighed for at træffe en beslutning, ikke en forsker eller læge, som er betalt af nogen.
    En læge, der udskriver en recept er ligeså (lidt) uvildig som apoteket, der udleverer et præparat. Jeg har altid lært mine børn at stille sig kritisk, for firmaer og forskere lyver naturligvis ikke, men man kan vel stille spørgsmålstegn ved relevansen af at noget virker med f.eks. 40% sikkerhed, når man ikke ved hvad det er der er undersøgt (hele designet af undersøgelsen) og hvad det betyder i forhold til andre ting.

  18. Lianne Hansen

    Svar til Frank Calberg.
    Så enkelt er det ikke, men jeg vil forslå skoleledere og politikere at se,hvordan elever arbejder efter Maria Montessoris principper, som børnene har vist hende. Helt fra vuggestuen af arbejder man med at gøre børnene uafhængige af den voksne, for det er den største kærlighed man kan give barnet.
    1:Børnene sætter sig selv i arbejde og
    2:det er selve læringsprocessen, der er den vigtige ikke resultatet.
    Den voksnes job bliver så
    3:at observere børnene
    4:at tilrettelægge et inspirende læringsmiljø, et klasselokale, hvor alle sanser kan tilgodeses og dermed også alle fagområder, måske lige bortset fra nogle få, samt at forelægge nye ting for elever,der er gået i stå. Eks. kunne det være elever, der skal lære en ny regningsart. Læreren fremlægger materialet, så eleverne ved, hvordan det skal bruges. Når det så er lært, kan de igen arbejde videre selvstændigt og sætte sig selv i arbejde.
    Børn, der arbejder efter disse principper er ikke interesseret i ros udefra, det giver en indre tilfredsstillelse at lære gennem processen. Og de få et selvværd som er uvurderligt. I Montessori børnehaver er det ikke nødvendigt at lave støjdæmpende foranstaltninger for deres er ro og harmoni. Det lyder for godt til at være sandt og undskyldningerne for ikke at prøve,ja men det sikkert de veltilpassede børn. Nej, nej og atter nej, for Montessori startede med de fattige børn i Rom.
    Jeg har været i praktik i en Montessori klasse og jeg har ikke siden været i klasser, hvor eleverne var så optaget af deres arbejde. Filosofien er, at de arbejder ud fra en indre trang til at lære.
    Dette kan også gøres med større børn, men der er pædagogikken en anden naturligvis.
    Og med alt dette vil jeg slutte med at sige at kontrollen er en selvkontrol og ikke en udefrakommende kontrol.

  19. Frank Calberg

    Mht. Lars Kolinds ønske om, at ledere for forskere fokuserer noget mere på at støtte og opmuntre, læste jeg i dag på innovationsbloggen.dk et noget chokerende indlæg fra Anders Drejer.

    Mht. deres deltagelse i den offentlige debat nævner Anders Drejer bl.a. i sit indlæg, at hverken han selv eller Steen Hildebrandt, der er blandt de mest brugte forskere i medierne, får, som han udtrykker det, ”så meget som en lille bitte hilsen” fra deres leder.

    Læs mere her:
    http://www.innovationsbloggen.dk/er_forskere_bare_dumme
    http://www.asb.dk/about/news/archive/2007/mestomtalteforskere.aspx

Skriv en kommentar

Current day month ye@r *

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.