Hvad laver jeg som spejder?
Jeg er faktisk stadig spejder. Men uden dog at være ude og ligge i telt hver anden weekend. Jeg er næstformand i World Scout Foundation.
Det er mit mest spændende (frivillige og ulønnede) spejderjob hidtil. Men det kan de færreste formentlig forstå. Jeg er nemlig med til at rejse penge til udviklingen af internationalt spejderarbejde og det er det de færreste der synes er sjovt. Nærmest tværtimod.
Men det er fordi de tror at vi beder folk om penge til spejderarbejdet. Det gør vi ikke. Til gengæld giver vi mennesker der har penge, en mulighed for at bruge dem til noget der nytter. De fleste folk der har tjent penge, vil gerne bruge nogle af dem på andet end rødvin, bøffer og golfudstyr til sig selv. De vil gerne opleve at de gør en forskel. At de er med til at gøre verden lidt bedre end den ellers ville ha været. Og selvom de også giver til nødhjælp til ofrene for naturkatastrofer og krige, så vil de meget hellere bruge penge på noget der sætter spor halvtreds eller hundrede år frem. Det er her vi kommer ind.
Helt kort er der tre grunde til at mange gerne vil “investere” i udvikling af spejderarbejdet:
- Det drejer sig om udvikling af børn og unge til fremtidens ledere. Når det virker, sætter det sig spor 50 eller 100 år frem og det får betydning for langt flere mennesker end lige netop dem der bliver spejdere. Og hvis et samfund har gode ledere med gode værdier så kan alt lade sig gøre – og vice versa.
- Det drejer sig om frivilligt arbejde. En folkeskolelærer udsendt med DANIDA til Mellemamerika med firhjulstrækker, bolig, familie, skolepenge og hjemtransport koster en million kr. pr. år. For det beløb kan man træne 300 – 500 frivillige ledere der vel at mærke bliver på stedet og arbejder mange år frem. Kort sagt: Mere udvikling for pengene.
- Det skaber og udvikler verdens største globale netværk af børn, unge og voksne på tværs af religiøse, politiske, sociale og racemæssige skel. Konflikter bliver lidt sværere jo stærkere det netværk bliver. Og diktatorer får det også lidt sværere.
Der skal bruges rigtig mange penge, men de kommer: I de sidste fem år er der over 100 danskere der personligt og diskret har givet beløb på 10.000 dollars eller mere til udvikling af internationalt spejderarbede. Det er rigtig mange! Og mange af dem står højt på listen over landets mest respekterede erhvervsledere og opinionsdannere. Og der er både tidligere spejdere og ikke-spejdere, kvinder og mænd, unge og gamle, jyder og ø-boer. Og de fleste anbefaler venner og familie at gøre det samme.
Kan man forestille sig en bedre spejderopgave?
I morgen rejser jeg til Christchurch…
5. januar 2007 kl. 08:46 #
God rejse – jeg glæder mig til at modtage dine indtryk undervejs, i særdeleshed i lyset af de mildest talt noget person fikserede indlæg, der har været.
5. januar 2007 kl. 09:48 #
Alt er fikseret i personer:
Uden Baden-Powell og frue ingen stærk internatopnal spejderbevægelse. Uden kombinationen af spejderbevægelse og Lars Kolind ingen Kolind-kur.
Nu giver Gunner ikke den store forklaring på, hvad han mener med personfiksering, men jeg har oplevet de seneste dages erfaringsdeling som i bedste forstand tankevækkende. Det kunne være interessant med en eller anden form for statistik på hvor mange, der er spejdere i teenage-årene, der ender som ledere (i en eller flere sammenhænge).
Foreløbig: God tur! Det bliver spændende at få inputs fra naturvidenskaberne m.fl.
5. januar 2007 kl. 10:01 #
hvor er det rigtig det du skriver.
jeg sidder her og nikker til det jeg læsere.
jeg er selv kun 22 og har været spejder i de 16 af dem og der kommer nok et par år mere.
det jeg har lært igennem spejder har hjulpet mig i skolen, sport og senere på mit arbjede.
det at være spejder og har ve deltaget i diverse lederkurser og selv være instruktør har givet mange bonus point på arbejdsmarket men også i mit frivillige arbejde både nationalt og internationalt.
lige nu er det integretions i spejderbevægelsen der har min opmærksomhed og mon ikke det ender i et tvær kopsligt projekt.
ser frem til at læse mere og god rejse.
5. januar 2007 kl. 10:30 #
Det er blevet til en del personlige (personfikserede…) beretninger, men jeg blev da inspireret til at skrive om spejderarbejdets betydning for mit liv, når Lars slog den tone an.
Jeg tror forandringer og udvikling tager udgangspunkt i individer, og at de baseres på de værdier og kompetencer, den enkelte står for. Derfor mener jeg det er OK at komme med konkrete eksempler på hvad spejderideen har skabt hos specifikke personer. Det er her handlinger, holdninger og livssyn i høj grad er formet, og derefter kan bruges konstruktivt i arbejdet for et godt liv og et godt samfund som ramme for os alle.
Statsministeren lagde i sin nytårstale vægt på balancen mellem Velfærd og Ansvar. At man er i stand til at tage vare på sig selv og på andre, og samtidig skabe resultater, er i høj grad noget af det jeg har fået med fra spejderarbejdets grundide om patruljesystemet: at børn leder andre børn, understøttet af voksne.
At dette princip, med blandt andet Lars’ arbejde med at rejse penge til udviklingsprojekter især i Østeuropa, kan udbredes, mener jeg gør en forskel. Jeg er enig; man kan ikke investere i noget bedre.
Rigtig god tur på Galathea Ekspeditionen!
5. januar 2007 kl. 12:31 #
Forklaring – jeg tænker i særdeleshed – uden at ville tage parti, på debatten omkring Anders Lund Madsens holdninger og deltagelse, det har i perioder præget den daglige debat i JP.
6. januar 2007 kl. 11:39 #
Hvis der skulle sidde nogen og læse her, som ikke er spejdere, og som har en kritisk indstilling i modsætning til os der er grebet af baccillen, så vil det være rart med lidt konstruktivt modspil til alle os der er enige.
7. januar 2007 kl. 14:48 #
Jeg vil da også gerne bidrage med mit besyv, med fare for at det bliver endnu en personfikseret beretning.
Jeg har været med på stort set alle niveauer i spejderarbejdet siden jeg begyndte som juniorspejder i Vissenbjerg på Fyn. Jeg har været leder for forskellige enheder, haft funktioner på division og distrikts niveau, jeg har siddet i korpsudvalg og i KFUM-Spejdernes hovedbestyrelse og jeg har arbejdet godt 5 år på verdensspejderorganisationen’s Europakontor. Nu er jeg involveret i fundraising i Europa og bliver tilkaldt til at give mit input vedrørende lederes rolle i bevægelsen fra tid til anden.
Jeg er – selvfølgelig – enig med de fleste her at det har været nogle fantastiske og lærerige oplevelser som har mærket for livet.
En refleksion jeg gerne vil dele med jer er: da jeg besluttede at forlade jobbet som spejder var det ganske svært at konkretisere de erfaringer jeg havde fået som frivillig og måske navnlig professionel spejder. Ofte til jobsamtaler mødte jeg en mur af uforståenhed når de så at jeg havde brugt godt 5 år af mit professionelle liv på at være spejder – selv nu 4 år senere har jeg kolleger som siger at det spejderi er nok ikke noget de har lyst at tale alt for højt om…
Alt det for at sige at jeg tror der er en stor forskel på hvor vigtige vi selv opfatter os og hvordan det omkringliggende samfund opfatter os.