Hvad er spejderarbejde egentlig?
Det var spændende at læse de mange gode kommentarer i går. Stor tak for dem – og kom gerne med flere.
Spejderarbejdet er faktisk verdens største børne og ungdomsorganisation med 40 millioner medlemmer – og samtidig en af dem som færrest forstår hvad drejer sig om. Helt enkelt er spejderarbejde en meget velovervejet rute fra barn til voksen. En transformation hvor barnet, der grundlæggende er egoistisk og afhængigt (af andre) gradvis lærer at tage ansvar og være selvstændig. Egoisme erstattes altså lige så stille med ansvarlighed, mens afhængighed gradvis afløses af selvstændighed.
Mens spejderen oplever de spændende aktiviteter tænker han eller hun næppe over den pædagogik der ligger i et lag nedenunder, og det er sådan set heller ikke meningen. Pædagogikken har fem elementer:
- Et gradvis fremadskridende program med mange små milepæle. I gamle dage hed det prøver og duelighedstegn; nu har man en mere tidssvarende form, men ideen om at spejderen skal opleve “vindersituationer” og stadig udvikle sig, består.
- Aktiviteter med størst mulig bredde, dvs. næsten alt kan være spejderarbejde og forskellen på spejderarbejde i Nicaragua og i Danmark er enorm på overfladen. Men fælles er at aktiviteterne skal balancere fysisk, intellektuel, social og åndelig udvikling.
- En forpligtelse til at arbejde med sig selv, dvs. gøre sit bedste for at blive den person man gerne vil være. Oprindelig skete dette gennem et personligt “spejderløfte”; nu har det flere former. Essensen i forpligtelsen er at arbejde med sig selv, at tage ansvar for andre og så en “åndeligt” forpligtelse (oprindelig pligten mod Gud), som oftest er knyttet til den religion man tilhører. En tredjedel af verdens spejdere er muslimer.
- Et gradvis skift af fokus fra det nære (familie, kammerater, lokalsamfund) til det nationale og globale. Derfor de mange internationale aktiviteter. Der findes spejdere i stort set alle lande med undtagelse af Iran, Nordkorea, Cuba og Kina.
- En ledelsesform, hvor børn og unge leder jævnaldrende og hvor den voksne (frivillige og ulønnede) leders funktion er understøttende frem for dominerende – en rejseledsager, ikke en rejseleder.
Spejderarbejdets grundlæggende PR-problem er at dette ikke er enkelt at forklare; folk ser alene aktiviteterne og så tror de at spejderarbejde bare er en fritidsaktivitet man “går til” lige som fodbold og blokfløjtespil. Og hvis spejderkorpsene så holder lidt for længe fast ved gamle symboler, korte bukser, spejderhat og andre ydre ting, så får bevægelsen let et gammeldags og lidt latterligt image. Og der står vi efter min mening i dag.
Når jeg taler med andre erhvervsledere undrer de sig over at jeg gider spilde tid på noget så non-mainstream som spejderarbejdet og jeg forstår dem godt. Men de fleste har alligevel erfaring for at medarbejdere der er eller har været spejdere (eller FDF’er), gennemgående er bedre end andre med samme formelle kvalifikationer. Og har de først brugt de ti minutter det tager at forstå hvorfor, ser de lyset: Det virker ganske enkelt.
Hvad siger du? I morgen vil jeg fortælle om hvad jeg selv laver som spejder..
4. januar 2007 kl. 08:54 #
Hej Lars,
Skønt emne!
Jeg er helt enig – spejder er ikke noget, man “går til” – spejder er noget, man ER. Og selv om jeg ikke længere er aktiv, danner spejder-værdierne og principperne stadig grundlaget for min egen børneopdragelse og ikke mindst for min måde at forvalte mine kompetencer på arbejdet.
4. januar 2007 kl. 10:00 #
Husk også Rummelighed.
I den enkelte gruppe/klan/trop er der plads til meget forskellige mennesker. Ud over at det skaber stor tolerance, giver det anderledes muligheder for dem, der ikke trives i skole og “almindelige” fritidsaktiviteter. Der er plads til de stille, de larmende, de fingersnilde, de sjove, de stærke, de tænkende – ja, faktisk kan man ikke undvære nogen af delene, når man f.eks. skal gøre klar til en større lejr. Med andre ord lærer man nødvendigheden af forskellighed.
4. januar 2007 kl. 10:43 #
Når jeg tænker tilbage på spejdertiden er det med stor taknemmelighed. I en meget ung alder blev jeg patruliefører, det var bare livet for et enebarn. Min første udenlandstur uden forældre,14 år gammel, til London for at møde Lady Baden Powell står stadig som et af højdepunkterne. Landslejrene som intendant hvor overblik og samarbejde var naturlige opgaver og fantastisk sjove og lærerige. Jo, spejderbevægelsen var/er noget helt unikt. På et tidspunkt i en jobsamtale blev jeg spurgt om mine erfaringer med at lede medarbejdere og jeg begyndte at tale om mine erfaringer som spejder – det skulle jeg ikke have gjort; blikket i min samtalepartners øjne blev blanke, og kommentaren var “hvad kommer det os ved?”. De erfaringer jeg fik dengang som spejder, er guld værd og jeg undrer mig engang imellem – for det er en kompetence uden lige at være uddannet indenfor militæret for mænd, jeg mener i al beskedenhed at “uddannelsen” indenfor spejderiet er mindst lige så meget værd, og totalt overset! Indtil nu!
4. januar 2007 kl. 12:58 #
Ambrose Bierce skrev i “the Devils Dictionary” att det som är självklart är det som är klart för mig själv. Jag tror att vi som är engagerade i scoutrörelsen har svårt att se vad vi egentligen lärt oss och vad som skiljer oss från andra.
För några år sedan reflekterade min fru och jag över detta och skrev “Var redo – om ledarskap och organisation i den nya ekonomin (http://www.holmstrom.se/dok/scoutlar.pdf). Vår tes är att vi inte bara är bra på ledarskap utan också på att åstadkomma resultat – två egenskaper som starkt borde värdesättas i företag och organisationer.
Men om vi själva har svårt att förstå de unika kunskaper vi tillägnat oss, hur svårt skall då inte andra då ha?
Du har genom dina erfarenheter unika möjligheter att överbrygga de olika kulturerna.
4. januar 2007 kl. 14:26 #
Jeg kender også rigtig godt til problemstillingen med at andre ikke forstår konceptet i spejderbevægelsen. Netop det at man er spejder i modsætning til at gå til en fritidsaktivitet gør at man forstår hvad den enkelte person får ud af spejderiet.
Forståelsen er en del af forklaringen, og før man får den, forstår man ikke hvilken effektiv udvikling børn og unge kommer igennem.
Voksne vil også have en god udvikling ved at melde sig under fanerne, da udfordringen på lederplan ligner den spejderne gennemgår. Så er der nogen der bliver inspireret af dette emne som ikke har haft chancen, så grib den nu.
Som eksempel vil jeg nævne at vi som ledere for en flok meget konkurrence orienterede store spejdere måtte lære nye ting og nye måder at gøre tingene på før vi kunne lære de unge mennnesker nyt, og udfordre dem så de blev bedre.
Når man som leder sidder med den slags udfordringer svarer det reelt til den udvikling der hele tiden er behov for at vi alle gennemlever i vores dagligt arbejdsliv, hvis vi vil være med til at flytte virksomheden og samfundet.
Det er med til at gøre såvel spejderarbejdet som jobbet spændende.
Lars: Jeg er meget enig i at vi som spejderbevægelse skal tilpasse os til det samfund vi omgives af.
Om vi skal have spejderhat eller lignende må komme lidt an på den enkelte. jeg tror på at vi skal skelne mellem om vi sælger os på “spejderhatten” eksternt eller bruger den internt som en del af fællesskabet.
Derfor kan vi godt holde fast i nogle af de gamle traditioner internt, som jeg personligt synes er med til at noget af den atmosfære som har holdt mig fast gennem mange år.
Eksternt skal vi af med det støvede look og finde en metode hvor vi er i stand til at profilere vores grundlæggende værdier, som du har beskrevet på en god måde.
Mange ungdomskoler og lederkurser har taget de gamle aktiviteter fra spejderarbejdet og solgt godt på det, men har de fået den grundlæggende ide med over, det tror jeg ikke.
Så vi har ikke solgt konceptet, men aktiviteterne og det er ikke nok.
4. januar 2007 kl. 18:51 #
Er meget enig i, at spejderarbejde har nogle unikke pædagogiske kvaliteter.
Det er simpelthen rendyrket “erfaringsbaseret læring” – man taler ikke kun om at gøre noget. Man gør det – og tilmed ofte på en måde eller i en sammhæng, hvor ens følelsesregister også kommer på arbejde.
Og det er derfor erfaringerne varer ved – og kan tages med og bruges i andre livssammenhænge f.eks. som leder eller forældrer.
Desuden rummer spejderarbejdet også det amerikanerne kalder for “service learning”. At man lærer gennem at gøre noget godt for andre. “Serve to learn” eller “Læring i en god sags tjeneste”, som jeg kalder.
Den slags læring huskes også for altid og som kan være kimen til udvikling af reel og forankret social ansvarlighe – der bliver en af de væsenligste lederkompetencer i fremtiden, hvis vi ønsker et harmonisk og velafbalanceret samfund.
Læs evt. mere om service learning på dette link:
http://www.servicelearning.org/
Så lad os få meget mere af den slags læring
4. januar 2007 kl. 19:06 #
I samband med att min fru och jag skrev “Var Redo” ordnade vi ett tvådagars diskussionsseminarium med 12-13 scoutledare som vi känt i många år. Det var intressant att konstatera att vi hade gemensamma erfarenheter av att förvånas över hur okunniga många chefer i företag och förvaltning är vad gäller att åstadkomma saker tillsammans med andra. Dessutom konstaterade vi att flera avböjt erbjudanden att bli första linjens chefer eftersom de redan tyckte sig ha fått den erfarenhetet i scouterna. Ur mitt perspektiv borde de alltså ha påbörjat en chefskarriär långt tidigare, men många etablerade chefer är inte vana att se potentialen hos andra.
4. januar 2007 kl. 19:22 #
Tak for denne mail og billedet fra Arresøcentret i Nordsjælland, hvor jeg blandt andet har været centerleder. Den holdning, som der her er givet udtryk for mødte jeg også i Kenya, hvor jeg var spejder i 1½ år. Vi mødtes blandt andet ved Baden Powells grav i weekenden omkring den 22. februar med 5.ooo spejdere fra Kenya og 5 hvide fra andre lande. Det er en dejlig international organisation, hvor spejderne lærer at spejderarbejdet også lever udenfor grænserne. Vi skal styrke vort internationale arbejde. det lærer de unge meget af. Spejderarbejdet er en livstil.
4. januar 2007 kl. 20:59 #
Hej Lars!
Tak for en spændende blog! Det er uden tvivl de her indlæg om spejderiet der har fanget mig. Jeg læste med stor interesse artiklen i Børsen/Business, hvilket ledte mig her til bloggen.
Jeg er selv aktiv spejder. Jeg er seniorleder og ung i bestyrelsen, så er mildt sagt “bidt” af spejderlivet. Jeg er i dag 19 år og fortryder allerede én ting ved min spejdertid.. ..nemlig at jeg først startede som 11 årig!
Jeg kan kun være enig i din kommentar omkring spejdernes nuværende image. Jeg har i min lokale gruppe selv arbejdet for at skaffe nye medlemmer, hvor jeg selv udformede PR materialet. En moderne designet folder, som blev sendt rundt til de yngre årgange på skolen, efterfulgt af et åbent hus arr. – det gav pote, 100 % medlemsfordobling.
Det er sådan nogle ting der giver mig lyst og iver til at fortsætte. Store planlægninger af arrangementer og ture er også lige min kop te, det er fedt!
Jeg nyder at glæde andre, og ikke mindst gøre noget jeg mener gavner og udvikler andre.
- Jeg ser i øvrigt samme problemstilling som dig, den største udfordring pt, må være at få ikke-spejdere til at forstå hvad det handler om.. !
Glæder mig til at læse med igen i morgen!
- Søren
5. januar 2007 kl. 00:24 #
Kære læser.
Da jeg har været KFUM-Spejder siden 1942, kunne jeg bruge mange ord for at beskrive spejderarbejdet. Jeg vil blot trække nogle få punkter op, som har været vigtige for mig, samtidig med at jeg jo må konstatere, at spejderliver har forandret sig meget over tiden, bl. a. fordi verden har forandret sig.
1. Patruljesystemet var fra begyndelsen særegent for spejderne. Det, at drenge (piger) leder drenge under en voksen leders ansvar, har været udviklende for manges forskellige evner.
2.Karaktertræning er et gammeldags ord, som har været brugt i spejdernes lederuddannelse. Heri ligger selvfølgelig kimen til øvelse i at blive bedre til de mål, som vi satte med spejderlov og løfte.
3. Spejdersport er det ord, vi bruger om arbejde med alle emnerne i vort arbejdsprogram. Mange prøver nu om dage med noget lignende – de kalder det bare overlevelsesture – og mange glemmer, at det var spejderne, som begyndte.
4.Fællesskabet i patruljen, hvor vi er “alle for en, og en for alle” er et stærk opdragende element, som også er medvirkende til at give en slags “korpsånd”.
Det var bare nogle få overordnede emner, som hvis de trænes i spejdertroppene giver børn, som samfundet kan få megen gavn af.
Med spejderhiilsen
Søren Hansen
6. januar 2007 kl. 12:42 #
Spændende læsning.
Er selv (meget) aktiv spejder – og kan nikke genkendende til Lars’s indlæg.
Det er erfaringerne fra spejderlivet der givet modet til “at turde” ind i det civile liv.
Der er ingen uddannelse der når helt rundt som spejderlivet. Forandringsparathed (når programmet ikke lige passer til det der interesserer denne aften), kreativiten, organisatorisk, udfordrende. Kunne blive ved.
Men hvor er det egentlig påfaldende, at der skal bruges mange ord for at forklare, hvad spejderarbejder er?
En af metoderne er den, som Lars bruger: Storytelling.
Det handler om at formidle den gode historie.
Herved skabes andre “billeder” end bål, tov og snobrød.
Og så har vi alle ambassadørerne. Nuværende og tidligere spejdere. Trække dem frem og lade deres oplevelser sprede sig som ringe i vandet.
Men det handler også om fornyelse i spejderbevægelsen.
På nogle områder er vi langt fremme. Arbejdet med det hele menneske, patruljearbejde. Værdier (“midler”?) som har bestået i mange år er adopteret af virksomhederne.
Men vi har ikke fornyet os organisatorisk (stadig samme opbygning som for 100 år siden)samt forholdt os til udviklingen i samfundet. Ikke mindst blandt de unge. Det stiller store krav til os om et væsentligt anden indhold.
Så måske er tiden alligevel (100 år) at revurdere værdisættet for spejderarbejdet. Der ligger 100 år foran os…
Men det er en helt anden drøftelse ..
6. januar 2007 kl. 22:38 #
Kære Erling Birkbak.
Må jeg knytte et par ord til din udtalelse om fornyelse.
Da jeg som skrevet tidligere har været spejder i ca 65 år, kan jeg godt se forskelle på før og nu. Gennem de mange år har KFUM-spejderne, som jeg er medlem af forandret sig meget. Forsøgt meget, bl. a. fordi det omgivende samfund har forandret sig. Det kan man let læse sig til i korpsets blade. Det har været forandringer både på korpsplan og i vor lokale gruppe. Vi skal blive ved med at følge med udviklingen, men vi har også nogle basale karaktertræk i spejderbevægelsen, som vi ikke skal give køb på. Det vil betyde, at nogle aldrig vil kunne finde sig tilpas i vore rækker, og det kan vi ikke gøre noget ved. Jeg har tidligere nævnt 4 hovedpunkter i vort arbejde, som jeg mener er med til at karakterisere vort arbejde som spejderarbejde. Hvordan vi så udføre det i det daglige er en anden sag. Fodbold har f. eks. en stor tiltrækning på nogle børn, derfor skal vi da ikke begynde at lave fodboldturneringer. I øvrigt har der også været problemer med at skaffe ledere/trænere til fodbold, hvorfor man har måttet give økonomiske gulerødder til dem. Jeg synes ikke vi skal betale nogle for at være ledere. Det skal være sagen, som driver værket.
Med spejderhilsen
Søren Hansen
7. januar 2007 kl. 22:59 #
Birkbaks kommentar får mig til at tænke på, om der ikke var en journalist, der kunne synes, det var spændende at udfritte erhvervsledere i forskellige brancher om spejderarbejdets værdi for dem, om særlige minder (story-telling), nødvendigheden af dannelse o.s.v. Der må da være til mindst fem-seks søndags-halvsider (eller helsider).
8. januar 2007 kl. 13:13 #
Særligt denne kommentar synes jeg rammer lige plet: “Spejderarbejdets grundlæggende PR-problem er at dette ikke er enkelt at forklare; folk ser alene aktiviteterne og så tror de at spejderarbejde bare er en fritidsaktivitet man “går til” lige som fodbold og blokfløjtespil. Og hvis spejderkorpsene så holder lidt for længe fast ved gamle symboler, korte bukser, spejderhat og andre ydre ting, så får bevægelsen let et gammeldags og lidt latterligt image. Og der står vi efter min mening i dag.”
For mig at se, er dette virkelig kernen af spejderbevægelsernes problem, og det er ikke enkelt at løse. Det er ikke nok bare at gøre aktiviteterne “sjovere” og mere nutidige, for koncurrencen fra de mange andre tilbud er stadig enorm. Og netop fordi det ikke bare er noget man “går til”, så kræver det også en investering. Det er bliver først rigtig sjovt når man har været med i et stykke tid.
Men det er heller ikke nok at berette om hvordan man som voksen får glæde af at have været spejder. Vel får man masser af gode ting ud af det, men det kan man ikke forklare et barn på 10.
Jeg glæder mig til at læse mere her på siden.
8. januar 2007 kl. 13:47 #
Baden-Powell har sagt “If it isn’t fun, it isn’t scouting”. I de flesta utvecklade länder sjunker medlemstalen, till skillnad mot utvecklingsländerna. Det är en stark indikation på att det inte är tillräckligt “sjovt” nog. Scoutrörelsen står kvar i gamla omedvetna ideal och uppfattningar om vad som är scouting. Medan unga länder känner sig friare att skapa nytt.
Jag tror också att scoutledare i utvecklingsländer drivs av en stark “missionsinstinkt”. De vill göra sitt land och världen bättre och kan dessutom göra det.
Min uppfattning om scouting i Sverige (i alla fall) är att vi förlorat kontakten med scoutings ursprungliga själ, att vi har blivit en organisation och att de flesta ledare med missionsinstinkt söker sig tll andra rörelser där de kan få något gjort.
Jag tror att WAGGGS, WOSM och WSF starkt kan bidra till tt utveckla scouting i västvärlden genom att hjälpa oss att fullständigt ifrågasätta det vi gör och återuppfinna scouting med de internationella riktlinjerna som bas.
8. januar 2007 kl. 19:04 #
Jeg er helt enig i nogle af de indlæg der er.
Det gælder om for spejderorganisationerne at skille begreberne, værdier, traditioner og symboler ad.
Og derefter revurdere værdibegrebet.
Det er en rigtig svær øvelse, fordi følelser, oplevelser og personlige erfaringer “blænder”.
Gennem de sidste 100 år tror jeg at symboler og traditioner lige så stille er gledet ind og blevet til værdier.
Vi skal tilbage til at definere vort værdibegreb i år 2006, og derudfra lægge eventuelle nye traditioner og fastlægge nye symboler.
Samfundsudviklingen går stærkt. Også stærkere end vi kan følge med til. Men det er en nødvendighed, hvis vi fortsat skal eksistere på sigt. Vi skulle jo helst ikke ende som “kustoder i vort eget museum”. Det er ideen simpelt hen for god til.
Vi skal tage det med fra de første 100 år som har været grundlaget og se på nye muligheder i de næste 100 år.
8. januar 2007 kl. 20:54 #
Erling, du uttrycker det väldigt bra när du säger att symboler och traditioner har glidit och blivit värderingar. Det är nog en stor del av de gamla scoutländernas problem. För 15-20 år sedan hade vi i Svenska Scoutförbundet en del diskussion kring det som kallades “den dolda läroplanen”, dvs de symboler och traditioner som vi levde ut utan att reflektera över dem. En av våra styrkor i scoutrörelsen är att vi är “doers”, men bristen på reflektion över vad vi gör är också vår svaghet.
9. januar 2007 kl. 18:28 #
Jeg sidder lige i øjeblikket og ser TV1s Store Nørd, som jeg synes er et meget spændende program, hvor spændende kreativitet og nytænkning får lov til at udvikles.
Det er noget som, jeg altid har ment findes i spejderarbejdet. Der er bare for få, som ved det!
Søren Hansen