2007 – et vigtigt jubilæum
2007 er 100 året for spejderbevægelsens start. Og jeg vil gerne begynde året med at fortælle hvordan jeg blev spejder og hvordan linien går derfra og til Kolind Kuren. I får den korte version:
Det var i 1956. Min bror Peder var 11 og jeg 9 år. Pludselig sagde far at nu skulle vi være spejdere og vi skulle starte på onsdag som ulveunger. Sådan var det og vi var glade. Tændte bål, lærte at finde vej, binde knob, måle afstande, morse, lave mad, slå op i køreplanen, høre efter hvad præsten sagde, tegne skitser, huske personer, følge spor og meget mere. Da jeg var 11 år blev jeg bandefører (det hed det!) med ansvar for fire andre drenge. Stor spejder son 12 årig, patruljefører som 14 årig (hvor billedet ovenfor er taget), på min første uforglemmelige ledertræning samme år, tropfører som 17 årig (det var lidt for tidligt!) og med til at træne andre ledere i Århus Amt som 21-årig. Til USA i tre måneder som 17 årig og jeg kan blive ved til og med i dag.
Det var en forrygende uddannelse, som menneske, som medarbejder og som leder. Altid med meget små økonomiske midler, aldrig med mulighed for at udøve magt. Og altid med vægten fordelt imellem fysisk, intellektuel, social og åndelig udvikling. Inspireret og drevet af “hele mennesker” (før jeg vidste hvad det dækkede over), der gjorde det hele frivilligt og uden løn.
Jeg havde aldrig fået de jobs jeg har fået, hvis ikke jeg havde været spejder(leder). Jeg havde aldrig fået ideen til Oticons spaghettiorganisation og jeg havde aldrig turdet gennemføre den. Jeg havde sådan set heller ikke kunnet gøre det, hvis ikke jeg havde gjort erfaringerne som spejder. Og havde aldrig haft stof til Kolind Kuren…
Og i dag sidder jeg så som godsejer, bestyrelsesformand, forfatter, adjungeret professor og blogger og tænker på, hvordan det mon ville være gået, hvis ikke min far for 51 år siden bare havde sagt: I skal være spejdere.
Hvis nogen gider læse, vil jeg gerne fortælle lidt mere om spejderarbejde i morgen. Men inden da spejder jeg nysgerrigt efter kommentarer…
3. januar 2007 kl. 10:46 #
Hej.
Jeg synes det er inspirende synsvinkler du fanger. Jeg er så småt begyndt at bruge dine kommentarer og ideer som input i mit arbejde, men vender det også derhjemme da emnerne er interessante og høj-aktuelle.
Din måde at redegør for tingene på, fanger i høj grad min interesse.
Alt i alt en rigtig god blog du har.
Mvh Brian.
3. januar 2007 kl. 11:21 #
Kære Kolind
Er det for sent at blive spejder som 29-årig? :-)
Har kun lige fundet frem til din blog for nogle få dage siden, men er allerede trofast læser.
3. januar 2007 kl. 11:29 #
Tankevækkende så stor betydning din fars beslutning fik for din videre løbebane og karriere. Min egen 8-årige har plaget om at blive spejder i lang tid – i næste uge starter han som ulveunge! Derfor ekstra pudsigt at læse din beretning:- ) Jeg funderer over, om kvindelige ledere tillægger deres spejdertid lige så stor betydning som du og andre mænd ? Frivilligt lederarbejde i fx idræts- og gymnastikforeningerne kan jo også give værdifulde fællesskaber og retning for den enkelte?
3. januar 2007 kl. 11:33 #
Jeg blev KFUM-Spejder i 1983 som 10 årig, og blev lokket med til ulvemøde af en kammerat fordi ulvene skulle i svømmehallen. Jeg elskede at svømme, men kom aldrig afsted sammen med min familie, så nu var der en mulighed. I de 23 år jeg nu har været spejder, har jeg været i svømmehallen 2 gange, så hvis det var salgsargumentet, er jeg blevet grundigt snydt. Men jeg har fået så utroligt meget andet, at jeg slet ikke kan forestille mig hvordan mit liv havde formet sig uden al den læring og de personlige oplevelser spejderarbejdet har givet mig.
Jeg har stået i mange sjove situationer, hvor jeg blev kastet ud på dybt vand, men hvor der altid var andre kammerater og i sidste ende en voksen i nærheden, som kunne “gribe” mig, hvis det kiksede. Men først og fremmest var ansvaret mit. Som da jeg stod overfor 350 børn i spidsen for en stab på 15 andre på spejdercentret Næsbycentret som 17-årig og havde det fulde ansvar for at en weekendlejr skulle blive en stor succes. Det blev det. Eller da jeg som 15 årig sammen med min patrulje “Padderne” vandt sølvøksen på et natløb en meget mørk nat i Sverige med en 5 mands patrulje, der var totalt underseatet. Men hvor hurtige ben, en god stedssans, skarpe øjne, munter udholdenhed, kreative tanker og et godt sammenhold viste sig at være det der skulle til (og lidt held…)
Spejderarbejdet, med de unikke arbejdsmetoder og det værdigrundlag vi arbejder ud fra, betyder rigtig meget for mig og for mange millioner andre over hele kloden. Jeg bruger rigtig mange af mine spejderkompetencer fra denne verden i mit civile liv, og jeg kan sagtens genkende rigtig mange elementer i Kolindkurens værktøjskasse. Jeg tror du har helt ret Lars, din egen livsvej er et godt eksempel på potentialet i spejderiet. Lad os gøre os umage med at vise andre mulighederne…
Spejderhilsen
Torben Stenstrup
3. januar 2007 kl. 13:17 #
100 år og forsat en bevægelse – det har været det vigtige i mit voksne spejderliv, at fastholde begreb og idè om, at det primært er en spejderbevægelse jeg er en del af og mindre en forening/organisation.
Har været aktiv KFUM-Spejder siden mit 11. år – De første år lidt som en hundehvalp, der skal oplæres og opdrages og senere som mit hele liv.
Jeg havde nok ikke startet selvstændig virksomhed uden den ballast jeg fik gennem de unge spejder- og lederår.
mvh
Svend-Erik Fangel Pedersen
3. januar 2007 kl. 14:04 #
Man går ikke til spejder, man er spejder, fordi spejder er en livsstil. Det er noget der ligger dybt i én, har man først bidt på ”krogen” er der ingen vej tilbage, så sidder man fast på den resten af livet… Tror mig jeg sidder der endnu…
Da jeg var 6 år, blev jeg meldt ind i Vesterbølle gruppe som bæver, nu 16 år senere er spejderarbejdet noget at det der fylder mest i min hverdag… (Hvis ikke det fylder det hele…). Spejderlivet har givet mig alle min bedste oplevelser i mit liv, der har både været lange traveture i silende regnvejr til langt ud på natten, hvor jeg tænker; ”hvorfor blev jeg ikke bare hjemme”, men der har også været alle de gode stunder hvor jeg sidder rundt omkring et glødende lejrbål, en stille sommeraften, med ens bedste spejdervenner og ønsker at tiden bare må gå i stå. Alle disse oplevelser der har været med til at give mig mere kraft og mod på livet, har været med til at gøre mig til det menneske jeg er. Uden mit spejderarbejde ved jeg ikke hvor jeg ville være i dag.
Til dagligt er jeg juniorleder for en flok unge drenge og piger på ca. 10-12 år, at se dem udstråle dem samme glæde for spejderarbejdet som jeg også har gjort, er en af de mange ting der for mig til at blive ved, når de endelig får noget til at lykkes, når de på eget initiativ kommer frem til en løsning på et problem, når de løser en opgave i fællesskab, når de overvinder deres største skræk og rappeller ned af en klippe på det nordlige Bornholm. Det er alt sammen ting der giver mig mod på mere.
Som noget nyt, vil vi i KFUM-Spejderne prøve noget nyt, noget der rækker langt ud over vores egne rækker, vi vil hjælpe andre… Nu er der nok mange der tænker at det har spejderne jo altid gjort, ved at hjælpe gamle damer over vejen, men dette her er noget nyt, vi vil ud og hjælpe unge mennesker i Danmark som har svært ved at klare hverdagen igennem. Det er unge i de 3 målgrupper; handikappede unge, unge med bogligt og sociale problemer og unge med anden etnisk baggrund. SCOUT Academy hedder det og jeg håber og tror at det vil være med til at løfte spejderarbejdets rygte op til det som det i virkeligheden er. En organisation der går ind og leder og træner unge mennesker til at tage ansvar for dem selv og omverdenen, og ikke at det ”bare” er en fritidsbeskæftigelse som man sender ungerne til hver onsdag aften.
Når man snakker med andre der ikke er spejder, har de tit svært ved at forstå hvorfor det er at man gør det, og det er også tit svært at forklare dem. Skal man fortælle dem at man gør det for at udvikle ens egne kompetencer, at man gør det for at blive en bedre leder, at man gør det fordi man synes det er sjov. Svarene er mange men der er ikke mange der for står dem. Jeg vil slutte af dem et digt jeg fandt på nette, skrevet at en 16 år pige, ved navn Ida Christensen, hvor hun prøver at beskrive hvorfor hun er spejder:
“Hvorfor er du spejder ?”
Spørger folk mig tit
“At du gider tænde bål
og blive møgbeskidt”
“Man fryser om natten
i sår´n en bivuak.
Hvad er det ved spejder
det sig´r mig ikke et hak !”
Tænk, at de kan spørge.
Jeg har jo intet svar.
Jeg ved kun at jeg har noget
som de andre ikke har.
Jeg har sovet ude
under åben himmel,
prøvede at tælle stjerner
til jeg blev ganske svimmel.
Jeg har mærkede Danmark
under mine tæer,
travede mine såler tynde,
trods alt slags vejr.
Jeg har spejlet spejlæg
på store varme sten,
skåret mig i fingeren,
så jeg fik varigt mén.
Jeg har mærket venskab
i lejrbålets skær,
følt mig glad og elsket
og at jeg er noget værd.
Så hvorfor er jeg spejder,
for sjov eller tidsfordriv ?
ja, svare må vel være
- spejder er mit liv
Med spejderhilsen
Thomas Bang – cand.Scout
3. januar 2007 kl. 17:13 #
Kære Lars.
Tak for en spændende blog. Er først lige kommet forbi den i dag, men efter at have læst interesseret i den et par timer, synes jeg det er passende at den får sin egen plads sammen med de få andre RSS-feeds jeg abbonerer på.
Hvor er det skønt at høre om spejderlivet igen. Selv har jeg været væk fra det i små 10 år nu, efter at have været aktiv i 12 år. Når jeg læser dagens blog og de tilhørende kommentarer får det mig til at tænke på alle de muligheder, vi havde som spejdere. Jeg blev også selv bandefører og patruljefører. Jeg vandt turneringer og blev senere leder.
Mulighederne var mange, hvis man blot turde at kræve sin ret til at blive hørt og træde i karaktér samtidig med at man var i stand til at vise respekt for de øvrige involverede.
Jeg har ikke læst din bog, men lysten er der til det, og jeg tror det sker engang når mit speciale er færdigt.
3. januar 2007 kl. 17:17 #
Av, nu må jeg krybe til korset: Jeg er holdt op med at være spejder! Ikke at der er noget i vejen med tankerne bag eller mulighederne i arbejdet, men som knapt 14-årig befandt jeg mig i en (pige)gruppe, hvor tiden gik med at snakke om drenge og øl, og begge dele var mig i den forstand inderligt ligegyldige.
Det er et fremragende eksempel på kassetænkning. For mig var det en kamp at få lov til at holde op med det konkrete tidsspilde, og der var ikke en eneste af de voksne, som mente, at jeg burde blive i spejderbevægelsen, der foreslog, at jeg flyttede til en anden gruppe eller en anden type spejdere. Først da min fem år yngre søster havde et ganske anderledes storspejder-liv end det, jeg havde oplevet, forstod jeg, at jeg ved at vælge fra i stedet for at finde et positivt alternativ har snydt mig selv for en hel del. Og alligevel må jeg her på mine “gamle” dage konstatere, at de fleste af de mennesker, jeg i dag har stor fornøjelse af, er eller har været spejdere.
Tillykke til jer, som giver jeres børn muligheden! Skulle de miste modet så husk, at der kan være alternativer til “alt eller intet”.
3. januar 2007 kl. 17:22 #
Kære Lars Kollind
Det var interessant læsning. Jeg hører også til dem som har fået meget ud af at være spejder(leder).
Jeg ser tilbage på tiden i spejderbevægelsen, som en tid med mange naturoplevelser og lejre.
Det som fylder mig med taknemlighed i dag er at mine spejderledere viste mig tillid, da jeg langsomt selv fik lyst til at påtage mig lederopgaver. Det betyder, at jeg i dag kan uddelegere ansvar, have tillid og blive en god coach for medarbejderne.
Jeg vil gerne høre mere..
Hilsen
Erik Morten Jensen
3. januar 2007 kl. 17:30 #
Jeg har selv været spejder før teenageårene rigtigt tog fat, det var fra 69 til -74-, og en af de “rigtige gamle gule” af slagsen
Jeg tror det jeg har med der fra først og fremmest er stor glæde ved naturen, større bekvemmelighedszone med bedre evne til at sætte mig ud over problemer og “ubehag”. Spejderlivet gav mange udfordrende oplevelser der har smittet af på mit senere liv. Under min værnepligt oplevede jeg flere af mine ligesindede som noget pylrede, bl.a. over at skulle sove i det fri eller at skulle vaske hår i koldt åvand.
Vi ved at den menneskelige hjerne skal udvikles til at kunne modstå og bearbejde det livet byder af problemer og opgaver. Det er faktisk en udvikling der omfatter hele vores neurologi. Jeg er overbevist om at bl.a. spejderlivet medvirker positivt til denne udvikling. De udfordringer vi oplever gennem spejderlivet er tilpasset vores “niveau” og alder, og på denne måde udvikler vi os i afpassede små ryk, udfordringerne bliver større og større efterhånden som vi udvikler os.
Aldrig før har vi haft så mange med stress og depressioner. Stress er en “mini-depression” og skyldes IKKE arbejdesbyrden, men den måde vi forholder os til det på.
Så lad os få noget mere “spejderliv”, grænsesøgende og udfordrende opgaver, andet udfordrende og “ubehageligt” virkende på bekvemmelighedszonen. Jeg tror tror det vil virke hæmmende på udviklingen stress og depressioner i samfundet, og skabe en mentalt stærkere samfund
3. januar 2007 kl. 18:01 #
Jeg ønskede som barn også at være spejder og var i en periode på 5 år KFUM spejder. Jeg husker min tid som spejder for nu en del år siden som en lærerig periode.
Jeg var også i min barn-/ungdom interesseret i bl.a. sport – herunder udøvelse af sport, træning af andre mv. På et tidspunkt i min barn-/ungdom ”vandt” min interesse i bl.a. sport over spejderarbejdet. Og jeg har været glad for at hjælpe til i forbindelse med løsning af forskellige opgaver for bl.a. sportsklubber/foreninger.
3. januar 2007 kl. 18:08 #
Hej Lars
Hvor har jeg ofte ærgret mig, når jeg har været til jobsamtale! Når jeg er blevet spurgt om hvor jeg fik min lederuddannelse, har det ligget lige på tungen: “Hos Det Danske Spejderkorps”. De smarte konsulent-drenge på den anden side af bordet ville jo have grinet mig ud af lokalet – hvis jeg havde gjort det! Men det ER et faktum, at jeg har ledet arkæologiske udgravninger, en turistattraktion og et par organisationer -med ballast i den viden jeg grundlagde i “Glenterne” i slutningen af 60´erne.
Så tak fordi vi lige fik slået dét fast, én gang for alle.
Det kan derfor heller ikke undre, at jeg er trofast læser af din kur.
Endelig noget om ledelse, som jeg er helhjertet enig i. Så klem bare på.
4. januar 2007 kl. 00:01 #
Sidste år afholdt KFUM spejderne korpslejr ved Nykøbing Falster. En lejr hvor 15.000 spejdere og forældre mødes i en uge på en bar mark.
Inden de ankommer er at areal på 110 Ha ændret fra den bare mark til et komplet lejrområde med infrastruktur til at håndtere disse mange mennesker og alle de aktiviteter der gennemføres i sådan en uge.
For at lejren skal komme til at fungere arbejder omkring 1500 frivillige i varierende omfang i 3-4 år for at denne udfordring skal blive en succes, og det bliver den hver gang.
De ledere der har styret de mange arbejdsgrupper har ydet en kæmpe ledelsesmæssig indsats, som en hver virksomhed vil have gavn af.
Mange af dem der er med til en sådan opgave har været spejdere i mange år, men der er også dem der ikke har været med i så mange år, som har nogen andre ressourcer at stille til rådighed.
Det hele fungeree som en effektiv virksomhed med mange projektgrupper som i sidste ende skal samarbejde om et fælles mål. De ledere der sikrer at alle “medarbejderne” kommer igennem sådan et projekt kan bruges som ledere i en hvilken som helst virksomhed.
De kender ikke nødvendigvis alle de fine begreber fra lederuddannelserne, men ved hvordan man motiverer og udvikler hele mennesker som netop er det enhver virksomhed har brug for.
Fortsæt gerne med denne tråd.
4. januar 2007 kl. 08:27 #
Tak for kommentarerne. Som jeg læser dem tyder det på at selv relativt få år i spejderiet kan have betydelig effekt mange år frem. Den tråd vil jeg gerne ta op i morgen…
Og tilSøren Kiilerich: Det er aldrig for sent!
4. januar 2007 kl. 11:07 #
I tillæg til de mange gode oplevelser der er beskrevet allerede (jeg genkender mange af dem – har selv 25 års jubilæum som spejder i år), synes jeg også det er vigtigt at tilføje, at en spejderlederuddannelse er mere end “blot” en lederuddannelse. Det er i høj grad personlig udvikling og stillingtagen.
Forskellen på traditionelle lederuddannelser til erhverslivet og spejdernes lederuddannelse ser jeg især som værende de værdier og rammer uddannelsen bygger på (indholdet er det samme).
Værdier er kammeratskab, ansvar, friluftsliv, samarbejde og udfordring mens rammerne er det simple liv i naturen.
4. januar 2007 kl. 14:56 #
Som nuværende spejderleder og spejder gennem ialt ca 20 år skal jeg jo være enig ;)
En pointe, som jeg for nyligt har gen-tilegnet mig er, at spejderarbejdet bliver med med at byde på muligheder for at lære.
Vi har startet et planlægningsforløb til vor sommerlejr næste år – og der har jeg såmænd lært nogle nye teknikker til ide-generering og -udvikling fra et par af vore 18-årige assistenter; teknikker som jeg direkte vil kunne bruge i mit arbejde. Det er jo genialt!