Godt Nytår – og en status

 Tigra 2005.jpg

Først: Rigtig godt nytåe til alle der læser bloggen!

Jeg føler mig priviligeret over at korrespondere med så mange indsigtsfulde mennesker, som interesserer sig for hvordan vi kan gøre organisationer mindre bureaukratiske og dermed mere værdifulde for deres kunder, medarbejdere og ejere.

Og vi er faktisk mange: I de 7 måneder bloggen har kørt i 2006 har der været knap 46.000 besøgende som har kigget på 149.000 sider. Der har været 127 indlæg og hele 936 kommentarer. Hver måned har der i gennemsnit været ca. 3.500 unikke besøgende, som hver har besøgt bloggen godt to gange pr. måned. Nogle har heldigvis været på bloggen hver dag og blandt dem flittige kommentatorer som Frank Calberg, Helle Munch Oldefar, Niels Erik Madsen, Per Feldthaus, Hans Henrik Heming, Klaus Jakobsen, Jan Sjøstrand, Erik Torm, Alexander Kjerulf, Gunnar Langemark, Birgitte Saltorp, Bjarne Balle, David Lamhauge, Karen Bloch, Steen Hansen, Hanne Calberg, Anne Mette Holstein, Jette Jakobsen, Mette Laursen, Nicolai Krarup, Jørgen Schirmer Nielsen, Søren Hansen, Agnethe Gammelgård jensen, Michael Bjørnbak Martensen, Anni Løndal de Lichtenberg, Michael Arnoldus, Casper W. Rasmussen, Jan Sørensen, Mads Kjær, Torbjørn Jørgensen, Pia Mikkelsen, Carl-Aage Lykke Laustrup, Anja Christiansen, Lise Bornerup, Ask Josephsen og sidst men ikke mindst min med-blogger Alfred Josefsen.

Værdien af en blog er at mange mennesker kan dele synspunkter og bidrage med inspiration – et godt eksempel på at udnytte kollektiv intelligens. Skulle jeg have skrevet “Kolind Kuren” i dag efter at have blogget om emnet i 7 måneder, ville bogen være blevet bedre! Mere konkret og der ville være flere eksempler fra hverdagen. Nogle af synspunkterne ville jeg nok også have udtrykt på en anden måde. Der ville have været et større afsnit om folkeskolen og jeg ville have skrevet mere om hvad det vil sige at være leder i det 21. århundrede. Nu er dette indhold blevet til på en helt anden måde og det foreligger i en anden form. Jeg har selv megen gavn af katogorierne i bloggen når jeg skal arbejde med et bestemt emne og jeg bruger flittigt søgefunktionen. Om der nogensinde bliver en anden udgave af Kolind Kuren ved jeg ikke, men processen har i hvert fald gjort at vi der har deltaget, er blevet klogere.

Planen for 2007 er at jeg glæder mig til at blogge fra Vædderen (Galathea 3) når vi den 11. januar sejler fra Christchurch i New Zealand til Antarktis. Jeg vil samtidig skrive på www.galathea.nu og på www.epn.dk samt med jævne mellemrum skrive en større artikel i Jyllands Posten, hvis gæst jeg er på ekspeditionen. Jeg vil lade mig styre af inspirationen; bl.a. regner jeg med at komme med nogle provokerende forslag til hvordan vi kunne gribe bestemte ting an i Danmark på en helt anden måde end vi er vant til. Sådan noget må man blive inspireret til når Danmark ligger 10.000 km. væk lige under ens fødder.

Vi ses i de kommende dage…

PS: Billedet ovenfor er husets dalmatiner, Tigra, som også ønsker godt nytår!

8 kommentarer til “Godt Nytår – og en status”

  1. Helle Munch Oldefar

    Du ønskes god vind ;-)
    Jeg glæder mig til at høre om dine nye inspirationer, og at høre dig foredrage en dag i dit travle program, og genkende nogle af de ting, som vi har diskuteret her på bloggen.
    Dejlig hund, du har. Det er uden tvivl menneskets bedste ven ;-) Det burde være enhver forundt – børn som voksne – at gå tur med sin hun og snakke med en der altid lytter. Godt Nytår.

  2. Frank Calberg

    Godt nytår til jer alle!

    Tak til dig, Lars Kolind, for et superinitiativ. Jeg har en klar opfattelse af, at mange virksomheder – både tunge bureaukratiske virksomheder men også de mange innovative små og store virksomheder – har kunnet bidrage meget af de resultater, du i de seneste måneder gennem denne blog har været en stor drivkraft for at skabe.

    Det har for mig været en stor glæde sammen med så mange vidende og nytænkende mennesker at deltage.

    All the best i 2007 til jer alle.

  3. Trine-Maria

    Jeg vil også gerne ønske godt nytår og takke for bloggen her. Jeg synes, det er et meget indsigtsfuldt sted, du har fået skabt dig – både fordi du selv tør tænke befriende skævt om de strukturer vi jo selv har skabt og derfor også selv må kunne ændre, men også fordi dine læsere ofte supplerer med en skarphed, som det desværre ikke er mit indtryk at ret mange ledere udsætter sig selv for i det daglige – selv om det med sikkerhed ville være sundt :-)

    Kan du sige noget om, hvad dine største oplevelser på bloggen har været?

    Jeg glæder mig under alle omstændigheder til fortsættelsen i 2007.

  4. Erik Torm

    Også godt nytår herfra og god vind på land og sø.
    Turde man håbe på, at det nye år vil bringe gode eksempler på handling inspireret af både Lars’ og nærværende blogs kreative tankegods? Eller holder vi os bare til snakken?

  5. Birgitte Saltorp

    Ønsket om handling ligger, tror jeg, rigtig mange af os på sinde. Det kunne være interessant at udvikle nogle tanker om “handling fra neden”, altså at udvikle fra der, hvor man befinder sig i en (måske) stiv organisation. Som aviserne har skrevet i de seneste dage, er det jo langt fra alle virksomheder, der udnytter deres medarbejderpotentiale – ville det være muligt som medarbejder at byde ind med mere end det forventede UDEN at blive betragtet som besværlig?

    Det slår mig i skrivende stund, at vi måske som virksomheder er lige så dårlige til at tage imod, som vi er som enkeltindivider. At vi på den ene side gerne vil have gaver (her i form af særlig medarbejderindsats), men at vi kommer til at signalere alt det forkerte, når vi får dem. Og så er vi tilbage ved Erik Torms ønske om handling.

  6. Helle Munch Oldefar

    Vedr. handling, så er det min erfaring, at der hvor der kommer noget interessant frem på personalemøder oftest er under punktet ‘Eventuelt’, men at man oftere ikke når det punkt, da lederne altid har så meget vigtigt at fortælle, så tiden er udløbet – og man overholder jo tiden, ikke?
    I have a dream: At man starter mødet med punktet ‘Eventuelt’. Herved kan alle de (farlige?) ting, som trænger til behandling, dukke op til overfladen. Så kan de andre meddelelser fra ledelsen blive omdelt på papir eller elektronisk.
    I have a dream: At personalemøder ikke altid overværes af lederne. Giv medarbejderne mulighed for et formaliseret personalemøde helt for sig selv, hvor de frit kan diskutere ting. De kan så bestemme om det er noget der er så interessant for ledelsen, at den bør inddrages, eller selv løse deres problemer.
    Nå, jeg har sovet godt, men det var en dejlig drøm ;-)

  7. Gunnar Langemark

    Tak for 2006 – og godt nyt år i 2007 – det skal nok blive sjovt og lærerigt.

    :-)

  8. Pia Mikkelsen

    Jeg vil også gerne udtrykke min tak for mange inspirende og interessante indlæg, både fra dig Lars Kolind, men bestemt også fra de øvrige medbloggere. Jeg har ivrigt fortalt mine medmennesker om dette tiltag og hvad det giver mig som menneske -og ikke mindst som ansat i en stivnet organisation. Jeg har ofte mærket den indre ild blusse op og fået lysten til “at gøre en forskel, her hvor jeg bevæger mig. Forandringsvilligheden er dog nogle gange langt henne og hente -og JA man kan få opfattelsen af at man som aktiv medarbejder mere er til besvær end til inspiration.
    At være til besvær, giver grobund til drømmen “Hvis jeg kunne bestemme” -og hvem ved om chancen en dag byder sig og vi “besværlige” vil blive hørt!
    Rigtig god weekend!

Skriv en kommentar

Skal vi fortsat have gratisydelser der alene afhænger af hvor gammel man er?

Vis resultat

Nye kommentarer

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.