Folkeskole i fremtiden 4: Eleverne som råmateriale eller partnere?
Formålsparagraffen bygger på den mentale model at eleverne er et råmateriale, der skal forædles frem til et niveau hvor de kan klare slutkontrollen, dvs. folkeskolens afgangsprøve. Og folkeskolen er fabrikken hvori det foregår.
Men man kunne jo også opfatte eleverne som en ressource:
- Inddrage eleverne i undervisningen, f.eks. 30% af arbejdstiden fra 12 års alderen og op.
- Inddrage hver enkelt elev i planlægningen af hvad han/hun skal lære i hvilken takt og form.
- Udnytte eleverne meget forskelligartede baggrund som en ressource i skolens arbejde – næsten alle er rigtig gode til et eller andet.
- Bruge eleverne som kreativt værksted når skolen har brug for at løse problemer eller udnytte nye muligheder.
Men det er måske for vildt. Hvad mener du?
Mere i morgen..
23. november 2006 kl. 10:00 #
Det er ikke spor for vildt!
Jeg synes, at det er nyttigt for ikke at sige naturligt for alle mennskelige relationer at tage udgangspunkt i “at ingen kan alt; alle kan noget”. Altså at vi som mennesker er ligeværdige og kan være hinandens resurser. Og det gælder uanset alder, køn, hudfarve og livsværdier. “jeg er god nok, du er god nok”; det er grundessensen i det ligeværdige møde. Vi kan noget forskelligt, vi har forskellig alder og livserfaring osv., men som ligeværdige har vi mulighed for at mødes i gensidig respekt for det, vi hver især er, ved og kan.
At mødes ligeværdigt forudsætter, at vi respekterer hinandens “roller”. (Ordet roller kan misforstås, derfor gåseøjnene. Det handler ikke om komedie, men om ansvar!). Læreren er lærer, eleven er elev, forældrene er forældre, lederen er leder, de voksne er voksne, barnet er barn. Det går altid galt, når vi forsøger at overtage hinandens “roller”, eller pådutter hinanden “roller”, vi ikke har. Ligeværdighed bygger på det vi er og ikke det, vi måske gerne ville have hinanden til at være. I det ligeværdige møde mellem elev og lærer kan begge parter tage ansvar, for det de er og kan og medansvar for aftaler om mål og ikke mindst handlinger for bygning af den vej de sammen vil gå for at nå målet. Så holdes der skole i ordets bedste betydning.
23. november 2006 kl. 10:08 #
Jeg har et vanvittigt eksempel på det modsatte: I 2. klasse blev min søn sat i OBS-klasse i dansktimerne – Fordi han var for dygtig til at læse!
Lærerne tænkte ikke på at høre, hvordan han var blevet så dygtig, og så bruge det positivt. I stedet gjorde de det at være dygtig til noget negativt. Han kan stadig huske netop det fra den tid, og det er snart 20 år siden!
Jeg vil lige tilføje, at han gik der ca. en måned inden jeg tog ham ud!
23. november 2006 kl. 10:52 #
Ja, det var vanvittigt!
Og desværre kan man nok stadig finde aktuelle eksempler på vanviddet. En skole, hvor man som pædagogisk filosofi og grundlag tager udgangspunkt i elevernes mål og resurser, er Næstved Fri Skole. Se skolens hjemmeside!
23. november 2006 kl. 10:55 #
Hov, her er web-adressen: http://www.naestved-fri-skole.dk/
23. november 2006 kl. 18:48 #
Lars, Du beskriver Montesourri-skolen, som vi godt nok ikke har i Danmark, men som der er masser af i f.eks. Holland. Herhjemme har vi Montesourri-børnehaver.
Tanken er, noget forenklet, at vi er født med lyst til at lære, og vi lærer forskellige ting, efterhånden som vi har lyst til at tilegne os dem. Der er selvfølgelig tale om en vis styring og støtte, men det er i bedste forstand lysten, der driver værket.
23. november 2006 kl. 19:22 #
Jeg har gået i en summerhill inspireret skole her i DK. Næsten al undervisning foregik i hold, hvor dem der kunne hjalp og underviste dem der ikke kunne, uanset alder og klassetrin. Der forstod jeg hvor man også selv lærer ved at skulle forklare det til andre. Jeg vil mene jeg lærte lige så meget (eller mere) som med venner i folkeskolen, men brugte kun 1/4 – 1/2 af tiden på egentlig undervisning.
23. november 2006 kl. 19:47 #
Summerhill og Næstved Fri Skole er med i samme internationale netværk af Demokratiske skoler, som netværket kalder sig. Dynamo i netværket er Sudburry Valley School. På dansk er pædagogikken beskrevet i bogen “Endelig fri” af Daniel Greenburg og oversat af Tove Hartelius, udkommet på Frydenlund Forlag
24. november 2006 kl. 01:28 #
Vvvvvvi må have op-lyst, lyst. Står aldrig alene..Peger på noget andet,og “lyser” på noget tredie.Hvem skal tænde det. og hvor er “kontakten”
24. november 2006 kl. 11:06 #
hej igen.
Jeg er på en skole hvor eleverne er produkter. Her viser lærene deres totale magt ved altid at sætte spørgsmålstegn havd eleverne laver. Lærene skal altid lige fortælle hvordan det nu lige skal gøres. For som vores skoleinspektør siger, og jeg citere:Lærene ved bedst. Citat slut. Det sagde han da jeg spurte ham om hans drømme skole. Han mente det samme, i store trak som dem Lars Kollind. Han mente dog ikke at forældre ,eller elever skulle spille nogen rolle.For som han også sagde. Lærene ved hvad der vikker. Hertil spurte jeg om han så ikke ville få den samme skole som han havde nu. Da der så tydligvis ikke ville ske noget nyt. Det havde han ingen komentare til. Men det kunne bare være fedt hvis eleverne delvist kunne lave undervisningen, også læren `bare` kom med gode råd. Og jeg ved at eleverne ville gøre det. De er vikkelig villig til det at deltge i sårdan et projekt.
jeg har en lære der vikkelig opfatter elever som produkter. En af de første gange vi havde ham skulle vi have en prøve. det var også var også fint nok, hvis vi bare ikke en uge i forvejen havde lavet en ligne mattematik prøve. Så der var ikke mange der tog det særligt seriøst, da han kom med sin mattematik prøve. De viste karaktene også. Så han fotalte vigtigt om vores lave gennem snit, da lærene stod og konkurede om hvem der havde den bedste klasse.Det er respektløst i den grad. det var som om lærene stod og snakkede om vis bil der kunne køre hurtigst. Jeg vil lige tilføje at der gik to uger, så kom han med en ny prøve til. ren magt demonsration.
24. november 2006 kl. 19:38 #
Je blev så inspireret af en amerikansk lærer, der engang sagde, at hun lod alle elever starte med topkarakter – altså et A eller 12 efter den nye skala. Derefter var det så op til eleverne at opretholde deres karakter. Rent psykologisk er der jo pokker til forskel på at arbejde sig op ad en skala – der kan forekomme uopnåelig – og så bibeholde et niveau. Bare tankegangen bag det er jo revolutionerende. Eleverne fik naturligvis at vide, at de startede med top-karakter. Mon man kan få danske lærere på alle niveauer til at tænke ligeså?
30. november 2006 kl. 13:06 #
Her er nogle ret rystende resultater af en undersøgelse af det schweiziske skolesystem med titlen „Schulabsentismus in der Schweiz – ein Phänomen und seine Folgen“:
Ca. 4000 tilfældigt udvalgte elever mellem 12 og 17 år fra 28 skoler deltog i undersøgelsen.
5% af eleverne pjækker mere end 5 gange om året.
Som grund for det relativt omfattende pjækkeri angav 64% af eleverne, at de ikke havde lyst til gå i skole.
Professor Margrit Stamm fra Universität Freiburg kritiserer bl.a., at lærere og forældre ser væk fra problemet.
Kilder:
„Unterschätzte Form der Schulweigerung.“ Neue Zürcher Zeitung Online, den 30.11.2006. http://www.nzz.ch/2006/11/30/il/articleEPDWA.html
„Schulschwänzen wird unterschätzt“. Tages-Anzeiger Online, den 29.11.2006. http://www.tagesanzeiger.ch/dyn/news/schweiz/693144.html