Folkeskole i fremtiden 2: Hvad er meningen?
I princippet må folkeskolens formålsparagraf vel udtrykke hvad meningen er. Den nye tekst, som folketingets flertal enedes om i januar 2006 er:
“Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der
1) forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere,
2) gør dem fortrolige med dansk kultur og historie,
3) giver dem forståelse for andre lande og kulturer,
4) bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og
5) fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.
Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.
Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”
Som de fleste andre politiske kompromis’er er formuleringen “lidt om alt – kort fortalt”. Tænk hvis politikerne i stedet var blevet enige om at meningen med folkeskolen er sammen med forældrene og andre samfundsinstitutioner ”at hjælpe eleverne til at få et godt liv i det samfund der venter os”. Det ville åbne diskussionen om
- Hvad det er for et samfund der venter,
- Hvad et godt liv i det samfund er,
- Hvad skolen skal gøre i forhold til forældre og andre, og
- Hvordan opgaven kan løses med de midler og ressourcer vi stiller til rådighed.
Den debat burde vi føre i enhver skole, i enhver forældrekreds og i enhver kommune samt selvfølgelig på Christiansborg. De allervigtigste Folketinget (Staten) kunne gøre er efter min mening at lave en kvalitetsspecifikation, dvs. et (stort) antal målepunkter som tilsammen udtrykker at skolens arbejde lykkes. Ikke at der skal undervises i et bestemt antal timer i bestemte fag, men at eleverne på bestemte tidspunkter skal kunne bestemte ting (både faglige og “bløde” kompetencer). F.eks. at eleverne på et bestemt trin skal kunne læse og skrive dansk og engelsk på bestemte niveauer og at de skal kunne samarbejde og være kreative i en bestemt forstand. Kvalitetsspecifikationen er målet; midlerne må skolerne selv vælge og de må aldrig blive mål i sig selv.
Kan bløde ting måles? Ja, i høj grad – se f.eks. konkurrencen om “Danmarks bedste arbejdsplads” www.greatplacetowork.dk
Hvad mener du? Mere i morgen…
21. november 2006 kl. 18:28 #
Her er et konkret forslag til hvordan hver enkelt elev kunne udvikle sig mere:
Lad hver elev få mulighed for, i en periode på f.eks. 2 timer, at lede et fag, som han/hun har stor interesse for. Den enkelte elev kunne løse følgende opgaver:
1. Han/hun foreslår, hvordan de andre elever skal forberede sig til seminaret.
2. Han/hun leder gennemførelsen af seminaret.
Læreren – hvilket i forhold til dette seminar kunne være en (projekt)leder fra en virksomhed – har, mens eleven er seminarleder, f.eks. følgende roller:
Han/hun coacher i forbindelse med både forberedelses- og gennemførelsesprocessen eleven, der leder seminaret samt de af de andre elever, der har behov for hjælp.
Han/hun giver efter seminaret feedback til samtlige elever – herunder feedback på kvaliteten af det produkt, der i løbet af de to timer er blevet skabt af alle, samt feedback på, hvordan eleven, der har været leder, har faciliteret processen.
21. november 2006 kl. 19:38 #
Når så lovgivningen var på plads, skulle der være en helt fast aftale for hvornår, der måtte rører ved andet end direkte fejl, så skolerne kunne få arbejdsro!
Som i så mange andre virksomheder stresser man medarbejderne og dermed kvaliteten, når man hele tiden omformulerer målene.
Lars’ tanke om ”at hjælpe eleverne til at få et godt liv i det samfund der venter os” er også langt mere forpligtende for den enkelte underviser, end mange af de senere års tiltag har virket. Når medarbejderen får sine egne visioner for en god fremtid i spil, bliver vedkommende mere engegeret og engagerende. Her vil omformuleringerne ske i tråd med den enkelte lærers erfaringer og overvejelser, så hvor det i en del år har virket som om, en lærers planer blev afbrudt gang på gang af nye tiltag, vil der for læreren være tale om en målelig UDVIKLING.
Frank Calbergs tanke om at få den enkelte elev i spil er ikke ueffen, men der vil for en del børns vedkommende spille nogle faktorer ind, som deltagerne i denne debat formentlig ikke er hæmmet af, nemlig lysten til at sidde på bagerste række og lave det, man får besked på, uden at gøre væsen af sig. De solide “backoffice”-medarbejdere kan vi slet ikke undvære, og vi risikerer at gøre vold på dem, hvis vi tvinger dem til at være ledere.
Og så til overvejelse: Hvordan måler man trivsel og nysgerrighed?
22. november 2006 kl. 11:00 #
Jeg har nu indtryk af, at lærerne i høj grad selv kan bestemme hvilken indlæringsmetode de vil bruge, bare de når rundt om bestemte emner og opnår bestemte færdigheder. Problemet, tror jeg, i højere grad er at skoler og lærere ikke har ressourcer til at udvikle bedre medtoder – og når de heller ikke har penge til at købe dem “ude i byen” er der heller ikke andre der udvikler dem. F.eks. er teorien om “læring via de 7 intelligenser” meget interessant, men hvordan den bruges i undervisningen må den enkelte lærer selv finde ud af.
Jeg tror man skulle finde ressourcerne til at lærere m.fl. kunne arbejde dedikeret med at udvikle konkrete løsninger med jævne mellemrum – f.eks. 1 uge hvert ½-1 år. Suppleret med blogs og anden detbat tror jeg det kunne virke godt. Men at 20% af medarbejderne tar’ sig tid hver 4 dag til at bruge 20 minutter på kreativ debat tror jeg ikke er nok.
23. november 2006 kl. 20:37 #
Eksempelvis har jeg over mange år skrevet artikler, holdt kurser, foredrag etc netop om det emne.
Jeg har som omdrejningspunkt: “Udvikling af realtioner på tværs af kvalifikationer”, copyright
Har selv været folkeskolelærer i 18 år og er nu selvstændig på 8. år.fordi jeg synes det var svært at få plads til udvikling af lærernes fagpersonlige kompetencer, eksempelvis: selvreflektion på egen praksis samt indførelse på alle skoler at ekstern supervision og videreudvikling af formidlingsevnerne hele tiden justeres og sættes under lup. Det er og bliver den vej vi kan møde børnene anstændigt og herved vil jeg påstå, at mobning, social eksklusion samt evne til at lytte til hinanden og bruge tiden på god dialog kan etableres. Jeg mener vi har mange gode viljer i den danske skole, men vi har ikke fokus på, hvad der er vigtigst for at få den skole der gør en forskel. Det kan lykkes, men det ikke nok, at det sker tilfældigt på skoler hvor ledelsen går i spidsen. Det skal bredes ud på alle skoler fra centralt hold. Økonomien skal bruges til at hjælpe lærerne til at blive bedre til både at træde i karakter og passe på sig selv også overfor urimelige angreb fra elever og forældre!!!Samtidig med at de skal lære at rumme børnene uden at føle sig kørt rundt i manegen For at underbygge bl.a dette aspekt har jeg i 2000 produceret en video/dvd i samrbejde med RUC der hedder:” Samtalen skolens oversete dimension” kig også min hjemmeside http://www.am-holstein.dk hvor mange andre tiltag er lagt ind. Bl.a bogen Kirre som tager meget hånd om problematiken i form af anskuelighedsundervisning i romanform, det er en svensk bog, jeg oversatte til dansk i 2003.Den er lige udkommet i 2. oplag august 2006 på Krogh’s Forlag, hvor deen kan købes.
En helt ny rapport omkring temaet: Samtale, reflektion og anerkendende relationer.Et pilotprojekt om social inklusion og kompetence i fem skoleklasser med synshandikappet elev er udkommet ultimo sept. 06 hvor jeg har været procesleder og underviser, supervisor og tovholder samt medskribent af rapporten. Rapporten er udgivet af Videnscenter for Synshandikap i Hellerup.Jeg har den som PDF fil og vil kunne sende den. Den fokuserer på lærerens ansvarlighed som forudsætning for social inklusionreflektion og samtale.det er en meget praksisorienteret rapport, med bagrund i teori.
Endvidere ligger der en masse udgivne artikler under udgivelser på min hjemmesideww.am-holstein.dk. Bl.a. vil jeg anbefale artiklen “Skolesyn og almen dannelse”, den fortæller meget konkret om min vision og min praksis, når jeg arbejder med større grupper/ foredrag/ coaching og supervision.
venlig hilsen
Proceskonsulent og Inspirator
KREATIV TÆNKNING & KOORDINERING
Anne Mette Holstein
27. november 2006 kl. 22:37 #
Jeg er meget interesseret i at høre hvordan du, Lars kolind, mener at vi kan måle de bløde værdier? Har været inde på den foreslåede hjemmeside, men kan ikke lige se sammenhængen. De bløde værdier i folkeskolen knytter sig jo bl.a til Folkeskolens formål §1, stk 3, der handler om at forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med ffihed og folkestyre. Hvis der blev sat fokus på at måle disse værdier ville vi få en helt anden og bedre skole, for evalueringen slår jo bekendt tilbage på undervisningen med voldsom kraft….så hvordan er det lige du mener vi helt konkret kan gøre det? Hvad er det vi kan bruge på http://www.greatplacetowork i forhold til opfyldelse af ovenstående mål? Hvordan undgår vi, at sådanne evalueringer kommer til at hvile på subjektive “synsninger”?
Med venlig hilsen
Mette Bisp (Lærer i folkeskolen gennem 7 år)
28. november 2006 kl. 16:37 #
For mig at se er det umuligt at måle værdier. Vores holdninger og overbevisninger ligger i vores bevidste sind og følelser i vores ubevidste sind. Værdier er begrebsliggjorte følelser, og meningen med at begrebsliggøre og bevidstgøre følelser er netop at vi kan forholde os til dem, og arbejde med dem. DE ER DOG STADIGE SUBJEKTIVE!
Det der er muligt at måle er den enkeltes vurdering af, i hvor høj grad vedkommende synes selv at opfylde givne værdier, og i hvor høj grad vedkommende synes at andre opfylder værdier. Og det kan så gøres relateret til givne kontekst og set up. Sådanne “målinger” kan foretages efter en egentlig skala, og på denne måde kan der så sættes måleneheder på. Det er dog vigtigt at bemærke at det er den enkeltes subjektive vurdering, og det der er interessant i sammenhængen er baggrunden for vedkommendes “karakter” og ikke karakteren i sig selv.
Eksempelvis:
På en skala på 1 til 10:
I hvor høj grad synes du så at du har medbestemmelse?
I hvor høj en grad synes du at du selv tager ansvar?
I hvor høj en grad synes du at dine klasse kammerater tager ansvar?
Etc.
Efterfølgene følge op med mere afklarende: hvad bygger du din vurdering på?
Efterfølgende kan der foretages lignende “målinger” relateret til personens egne værdier.
Eksempelvis:
I hvor høj en grad synes du, at det at tage ansvar er vigtigt for dig?
I hvor høj en grad synes du at det at have medbestemmelse er vigtigt for dig?
Etc.
Vi kan altså også få vurderinger af, om eleverne synes, at de “bløde værdier” vi voksne har formuleret er vigtige for dem – et er vi som voksne sætter en “dagsorden” efter vores eget hoved – hvad synes børnene og de unge er vigtigt for dem?
Hvis unge er modne nok til at have valgret som 18 årige, kunne det være at de også er modne nok til at have indflydelse på “meningen” med skolen mens de går der – ELLER HVAD?
29. november 2006 kl. 08:43 #
Især til Mette Bisp:
Der er mange situationer hvor man i en virksomhed har et formål der ikke kan måles direkte. F.eks. at en tunghør oplever forøget livskvalitet med et bestemt høreapparat. Traditionelt målte man det med at sætte en lille mikrofon ind til trommehinden og så analysere hvilken lyd høreapparatet leverede til trommehinden. Men det er jo fuldstændig irrelevant – og målingen virker iøvrigt lige godt om den tunghøre er død eller levende!
Derfor måler man i stedet en række indirekte indikatorer for livskvalitet, f.eks. om den tunghøre har et socialt liv, om den tunghøre kan klare bestemte situationer uden hjælp osv. Det giver en sikker indikation af om den tunghøre oplever livskvalitet, selvom man ikke kan måle livskvalitet direkte.
For skolens vedkommende kan man sagtens gøre det samme. Det kræver måske 20 eller 50 indikatorer, men bl.a. kan afspejle om eleverne er orinénterede om samfundsspørgsmål, er engagerede i dem osv.
29. november 2006 kl. 17:20 #
jeg vil tage tråden op fra Lars Kolind og sige: Lad den danske folkeskole sætte centralt fokus på at professionalisere ELEVRÅDENE ved at ruste, uddanne lærerne til at sætte fokus på HVORDAN de formidler og videregiver demokratiske processer, almen dannelse, pli,ligeværd,, åndsfrihed, samfundsengagement:lokalt, national og globalt. Lige nøjagtigt i det rum(elevrådet) ville alt det, eleverne ellers lærer i skolen kunne vises i praksis. Prøv at tænke efter hvordan elevrådene fungerer ude på de enkelte skoler idag? Det er jo ikke fordi lærerne ikke har den gode vilje, de har bare alt for mange opgaver at varetage. Deres primære job som lærer, nemlig at undervise, vise underet, som prof.Tom Tiller fra Tromsø en gang skrev, har såmænd ikke ændret sig. MEN deres VILKÅR for at gennemføre undervisning har ændret sig markant de sidste 30 år, hvilket efter min mening skyldes at skolen hele tiden er genstand for skiftende regeringers flapsi hapsi løsninger!
Jeg har i mine 8 år som selvstændig(har været lærer i 18 år, med fokus på dialog og demokratiske processer) ikke oplevet ret mange skoler hvor man bruger elevrådet som det centrale hjerte hvorfra blodet strømmer rundt i kroppen og giver varme, energi, virkelyst og livsduelighed. Det er ret enkelt, hvis man fra politisk hold ville give plads til dette fokus og handle derfra.
Skolerne med afsæt i SKOLELEDERNE må turde stå fast på, et de kan gøre en forskel(de ved det nemlig godt, at de kan!) og ruste eleverne til at møde et samfund som desværre ikke har ret megen sammenhæng og fællesskab. Tør de det, ved at organisere sig og stå fast,uden at lade sig slå omkuld af alle disse modsatrettede krav, der hele tiden flyver over disken fra politiks hold, så ville vi have en fantastisk god skole. Den vill være præget af kontinuitet, sammenhæng og fællesskab som forudsætning for livsduelighed. Det ville helt enkelt kunne måles i færre sygedage fra de ansatte ,mere livsglæde blandt såvel ansatte som børn unge og forældre. kreativiteten og motivationen vil spire. Forældrene ville også blive smittede af lærernes overskud og børnenes voksende livsduelighed eksempelvis. Her ligger for mig at se en hel konkret mulighed for måling altså nogle af de indikatorer Lars Kolind antyder.
Proceskonsulent & Inspirator
Anne Mette Holstein, http://www.am-holstein.dk