Arkiv for august 2006

Mening

Hello Kolind’ster,

Det er en ærefuld fornøjelse at være stand-in redaktør på Lars’ weblog, og jeg starter op med et af hans egne og foretrukne temaer. Nemlig: At enhver organisation skal have et større mening end at stable penge, være lønsom og give overskud.

Pointen er selvfølgelig, at der ikke kan opbygges blivende værdier på et fundament, som alene består i profitmaximering, og at alle de organisationer og virksomheder, som kun kan det med “de kolde kontanter” dybest set vil erodere og afgå, hvilket de jo i sagens natur også fortjener!

For medarbejderne er meningsskabelse afgørende, og det er mit håb, at fremtidens medarbejdere i højere og højere grad vil undersøge virksomhedernes mening, for på denne baggrund af vurdere relevansen i at være ansat det pågældende sted. Dette kunne nemlig lede frem til, at virksomheder uden mening vil have vanskeligt ved at skaffe sig medarbejdere. A good point! Og hvor ville det være skønt, hvis vi i fremtiden kunne udfordre ejerne og direktørerne for virksomheder som Lidl, Nyhedsavisen og “den kulørte branche” til at redegøre for sin meningsskabelse.

Og hvad er meningen med at forære sin direktør 100 mio. kr. i Ringkøbing Bank eller Roskilde Bank? Som kunde i banken eller som medarbejder må man nok få den tanke, at nogen groft udnytter den tillid, som man har givet banken?

Det er vigtigt, at medarbejdere og kunder kan identificere sig med sin leverandør eller sit arbejdssted. Det kan man ikke, når nogle få personer udviser uanstændig adfærd og eksponerer en anløben forretningsmoral.

… og så synes jeg faktisk, at det er underligt, at nogen vil acceptere et elendigt sortie og renomé for en stak millioner. Når disse direktører opdager livets større dimensioner og sammenhænge vil de selvfølgelig fortryde, at de lod sig tryllebinde af millionerne.

Og derfor burde Roskilde Bank-direktørerne, Ringkøbing Bank-direktørerne og andre med lignede fede optionsaftaler allerede nu afskrive sig de mange millioner og i stedet for donere pengene til Lars’ spejderbevægelse eller Unicef, hvor jeg selv har a side-activity!

Så kan man nemlig engang i fremtiden dø med god samvittighed, vide at man har gjort en forskel og været med til at skabe mening!

I ønskes en fantastisk uge.

Alfred Josefsen

 

Alfred Josefsen bliver gæsteredaktør

Alfred Josefsen der er administrerende direktør for Irma, har lovet at være gæste redaktør her på bloggen mens jeg de næste tre uger er i Indien på forretningsrejse.

AlfredJosefsen.jpg

Alfred Josefsen er kendt for at have gjort Irma til en af landets bedste arbejdspladser og et af midlerne hertil har været en ærlig og direkte kommunikation med medarbejderne. Alfred er pioner i værdiledelse og tilmed stærkt engageret i samfundsforhold, bl.a. som formand for Unicef i Danmark. Jeg er meget glad for at kunne byde Alfred velkommen som gæsteredaktør af bloggen de næste tre uger!

Jeg glæder mig til at følge med på afstand. Vær med i debatten!

Talent og geografi – er det væsentligt?

Keld jespersen foreslog i en mail til mig at vi diskuterer talent og geografi, altså om hvor vigtigt det er, at en virksomhed ligger der hvor de bedste talenter vil bo og arbejde. Her er Kelds brev:

Jeg kunne godt tænke mig en diskussion på bloggen vedrørende talent og geografi.

Jeg har over de sidste måneder flere gange været i diskussioner med venner og kolleger om præcis dette, mestendels fordi det er et emne, som interessere mig meget.

Da jeg var ved at være færdig på institut for kemiteknik på Danmarks tekniske Universitet i 1997 gik snakken naturligvis på hvad vi kunne tænke os at arbejde med som nyudklækkede kandidater – skrækscenariet dengang var at den eneste mulighed ville være Cheminova i Harboøre – det var simpelthen ikke et sted man kunne bo.

I Jim Collins bog “Good to Great” viser hans forskning at det første kriterium for en succesfuld virksomhed er at få det rette talent på bussen, som han siger – for først dernæst at bestemme hvor bussen skal køre hen.

I “Kolindkuren” er modstanden mod en udflytning til Thisted beskrevet, og Oticon blev i Københavnsområdet.

Ferring er lige flyttet fra Ørestaden til Lausanne i Schweiz for at placere sig midt i “the biotech belt” som strækker sig fra Geneve til Basel, med talentmasse som hovedbegrundelse.

Det giver en interessant udfordring for virksomheder placeret steder hvor geografien ikke nødvendigvis er en medspiller. Kan Grundfos (Bjerringbro), B&O (Struer), Danfoss (Sønderborg) vinde kampen om talent over Mærsk, Oticon og Novo Nordisk på længere sigt og dermed fortsat udvikle konkurrencedygtige produkter og forretningsmetoder?

Mit mål er naturligvis ikke at nedgøre eller promovere særlige byer eller områder, men at søge en reaktion på det faktum at der er en korrelation mellem studerendes ønskelister med hensyn til fremtidige jobs og geografi.

Hvad siger du?

Communities of Practice

Det er dejligt at ha en blog for så kommer man i forbindelse med en masse mennesker, der ved meget andet end en selv. I dag fik jeg en hilsen fra Eva Elisabeth Jensen, der er konsulent i en virksomhed ved navn heartofbusiness (www.heartofbusiness.dk). Hun henviste mig til Etienne Wenger, der er en af guruerne inden for “Communities of Practice”, dvs. organisationer hvor medarbejderne virkelig arbejder sammen og udnytter hinanden (på positiv vis). På EW’s hjemmeside www.ewenger.com er der en kort og meget brugbar beskrivelse af fænomenet. Den kan anbefales. Og jeg glædede mig over parallellen til det jeg selv foreslår i Kolind Kuren. Til inspiration!

Skal Folkekirken på kur?

Jeg var rigtig glad for at se pastor Birgit O’Sullivans interessante analyse af Folkekirkens behov for en kur i Roskilde Stifts nyhedsbrev fra 10. august. Folkekirken er en af de institutioner i Danmark der kunne have allermest glæde af at tænke over sin eksistensberettigelse og den måde den løser sin opgave på. Jeg skrev et kapitel om dette i min bog “Vidensamfundet” fra 2000 (Gyldendal), men det resulterede desværre i at alle fordommene og modstanden mod forandring kom frem. Nu ser man så at et af vore stifter tager sagen op. Rigtig dejligt! Se hvad præsten skriver på www.roskilde.folkekirken.dk.

Kan du sige mig hvad meningen er med partierne Venstre og Det Radikale Venstre?

Det lyder som et spørgsmål lidt ude i hampen, men prøv at tænke over det og giv mig en melding: Hvad er det for nogle grundlæggende samfundsopgaver som de to partier løser? Hvad er det der virkelig ville blive savnet i Danmark hvis de ikke eksisterede (forskellige svar for de to)?

Mening er netop det der ville blive savnet hvis organisationen ikke eksisterede. De tunghøre ville have en dårligere livskvalitet hvis ikke Oticon eksisterede. Jylland ville mangle en stærk regional bank hvis ikke Jyske Bank eksisterede. Verden ville bruge langt mere energi til at pumpe hvis ikke Grundfos eksisterede. Men hvad er de to partiers mening(er)? Hvad ville Danmark gå glip af hvis ikke de eksisterede?

Må jeg høre dit bud for et eller begge partier.

Mening > Profit (4) Fokus på brystkræft.

Avon sælger kosmetikprodukter til kvinder for ca. 50 mia. kr. om året. Ikke via supermagasiner eller specialbutikker, men gennem ca. 4 mio. kvinder der sælger til familie, venner og andre. Det er ikke en forretningsform jeg personlig synes særlig godt om, men når man ser hvad firmaet har opnået skifter billedet. Læs i visionen:

The Largest Women’s Foundation
We will be a committed global champion for the health and well-being of women through philanthropic efforts that eliminate breast cancer from the face of the earth, and that empower women to achieve economic independence.
Avon har til dato doneret over ½ milliard dollars til arbejdet med brystkræft. Og Avon integrerer arbejdet med at udrydde brystkræft i selve forretningen – ikke som et vedhæng på PR-kontoen. Læs mere på www.avoncompany.com.

 

Mening > Profit (3) Økologisk mad

En af mine yndlingsaversioner i USA er at mad næsten altid er fyldt med tilsætningsstoffer og at jeg frygter medicinrester, sprøjtemidler og hvad ved jeg. Altsammen i effektivitetens, stordriftens og profittens navn.

Men Stonyfield Farm (www.stonyfield.com) er gået den modsatte vej. Her er alle produkter økologiske og fri for kunstige tilsætningsstoffer af enhver art. Læs her hvad målet er:

“We’re committed to a healthy planet that sustains healthy people and produces healthy food. We’re proud to be involved in many exciting projects that we believe have a positive social and environmental impact.

For starters, we donate 10% of our profits each year to efforts that help protect or restore the Earth. We use our yogurt lids as mini billboards to help educate consumers about environmental issues that threaten the health of our planet, and motivate them to take action.

Through re-use and recycling, we prevent hundreds of tons of materials from reaching the landfill or incinerator each year, and conserve resources for future generations. We also collect our recyclable cups and turn them into useful products. There’s even a toothbrush and razor made from our yogurt cups!”

I Danmark er indsatsen for økologisk og sund mad forbeholdt de små nicheproducenter som Hanegal, Øllinggård, Thise osv. Sikken en chance Danmark går glip af. Hvis jeg var chef for Arla…

Regeltyranni

I dag var jeg i Haderlev og mødte undervisere på CVU Sønderjylland. Det var opmuntrende fordi CVU Sønderjylland er det CVU der er kommet længst med e-uddannelse. en tredjedel af de 240 nye lærerstuderende deltager som e-studerende; dvs at hovedparten af studiet er virtuelt, bl.a. med virtuelle gruppearbejder mmm. Det gør det muligt for folk at læse til lærer mens de har andet arbejde fordi de bliver fleksible mht. hvornår de studerer. Samme indhold og samme eksamen som alm. dagstuderende. En virkelig ny mental model: Flot.

Men det var forstemmende at opleve undervisernes frustration over de mange regler og tendensen til at fokusere mere på at eleverne skal reproducere (måles ved standard tests) i stedet for at producere og skabe (det der er brug for i livet). Seminarielæreren vurderes efter hvordan de lærerstuderende klarer sig i tests. Lærerne vurderes efter hvordan børnene klarer sig i tests. Skolens formål er at fylde kundskaber på eleverne (den nye formulering) i stedet for at udvikle eleverne til hele mennesker. Hvordan kan det blive til andet end en undervisningsfabrik?

15 års foedselsdag for Oticons spaghetti organisation

 Oticon building.jpg

I aftes var jeg alene hjemme på Løndal. Familien var på Skanderborg Festival og i København. Jeg skænkede et glas rigtig god rødvin op og satte mig til at læse mails fra tidligere og nuværende Oticon medarbejdere som jeg havde fået i anledning af 15 års dagen for “revolutionen” den 8/8 1991, hvor Oticon skiftede den gamle hierarkiske organisation ud med det der siden har fået status som verdens første videnbaserede organisation.
Først og fremmest ønskede mails’ene tillykke med de flotte resultater i Oticon som den nye form for virksomhed har ført med sig. Men også tillykke med det faktum at de nye ideer med tværfagligt samarbejde om at udvikle produkter der gav livskvalitet (nu hedder det “people first”) frem for lineær frekvensgang stadig er grundlaget for virksomheden. Så kan det godt være at der igen er kommet lidt mere bureaukrati i Oticon, bl.a. fordi virksomheden i dag er næsten ti gange større end i 1991. Det tror jeg godt at Oticon kan bære.
Oticon blev en af de mest omtalte virksomheds cases i 1990′erne og jeg gætter på at mindst 100 universiteter og handelshøjskoler verden over, stadig har Oticon på programmet. Jeg får i hvert fald fortsat en strøm af invitationer til at diskutere casen i ind- og udland. Det er jeg dog holdt op med – nu interesserer jeg mig mere for hvordan andre kan få glæde af “Kolind Kuren”. Oticon er beskrevet i tusindvis af tidsskriftsartikler og (formentlig) hundredvis af bøger. Det tror jeg ikke at nogen har tal på. Jeg har netop fået kopi af en artikel om spaghetti organisationen der kommer i august nummeret af Sloan Management Review – verdens måske mest anerkendte tidsskrift om management.
Jeg tror jeg er blevet spurgt 100 eller 1000 gange om hvorfor ingen har kopieret Oticon. Der må være to svar: 1) Oticon hverken kan eller skal kopieres – enhver virksomhed er unik og den løsning der var rigtig for Oticon, er ikke nødvendigvis rigtig for andre. 2) Der er 100.000 eller flere virksomheder der er blevet inspireret af Oticon til at arbejde mere innovativt, kommunikere mere direkte, reducere bureaukratiet og inddrage medarbejdere, leverandører og kunder som partnere. Aktiviteten her på bloggen og mængden af mails jeg får fra folk i alle hjørner af verden, tyder på det.
For et år siden flyttede Oticon hovedkontoret til et efter sigende endnu mere visionært og spændende byggeri i Måløv. Tuborgs gamle mineralvandsfabrik på Strandvejen 58 som Oticon flyttede fra, skulle nu lejes ud til andet formål. Ind kom et revisionsfirma og pålidelige kilder siger at huset der rummede verdens mest spændende organisatoriske nyskabelse i 1990′erne, nu er ført tilbage til et helt traditionelt kontormiljø. Der er langt igen…

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.