Efter ni dage i Nicaragua: Er Nicaragua et møg-land?
Her er i hvert fald mange af de ting vi ikke synes om i Danmark: Udbredt korruption, kriminalitet, vold mod kvinder, misbrug af børn, arbejdsløse og tiggere på hvert gadehjørne, forurening og affald, sundhedsproblemer, støv og hede og frem for alt fattigdom.
Men Nicaragua er ikke et møg-land. Tværtimod. Her er ganske rigtigt fattigt, men mange mennesker er glade og stolte af at være Nicaraguanere. De holder fester, danser på diskotek (entre 3-6 kr), elsker at diskutere og behandler som regel os ordentligt hvis vi behandler dem ordentligt og forsøger lidt med det spanske. Mange lever for omkring 2 dollars pr. dag, de er glade for de ting de har, og aner ikke hvad surround sound er – en lille ghettoblaster til 150 kr. gør underværker når man elsker musik og dans. Selv folk hvis situation med danske øjne er totalt håbløs, får noget ud af livet. Ikke mindst børn og unge.
Fattigdomskulturen betyder bl.a. at man tænker ekstremt kortsigtet. Mulighederne skal udnyttes mens de er her. Desværre fører det som nævnt i et tidligere indlæg til at folk låner penge til forbrug nu selvom renten er 67% eller mere. Man sælger sin fremtid for at få noget nu. Men det kan ændres: I Centro Carita-feliz (www.caritafeliz.org) har lærerne ret til at sætte en del af deres løn ind i Banco Carita-feliz, som giver 5% i rente om måneden. Når lærerne ser hvor hurtigt deres opsparing vokser med den rente, ændrer det et meget vigtigt element af fattigdomskulturen: Det kan betale sig at lægge til side nu for at kunne forbedre sin situation i fremtiden.
Nicaragua har ressourcerne: En ung befolkning der er interesseret i at lære noget og få et arbejde. Et stort og frugtbart land til en lille befolkning (5,2 millioner mennesker) og rigeligt med vand. Enestående natur og kultur som kan udnyttes til turisme. Udfordringen er at få energien og ressourcerne kanaliseret i en retning som almindelige mennesker og ikke alene de “20 familier” får glæde af.
Så vidt jeg husker svarer udviklingsbistanden til over 30 % af Nicaraguas statsbudget og dog er fattigdommen ikke blevet mindre i landet. Jeg tror ikke at vi på kort sigt kan ændre Nicaraguanernes mentale model, men vores egen kunne vi da se efter i sømmene. Er fattigdomsbekæmpeltse ikke for vigtig til at overlade til folk med airconditioning, swimming pool, privatchauffør og skattefri løn?
Vi ses i Danmark!
13. juni 2006 kl. 10:08 #
Spændende at høre om Nicaragua. Et land hvor jeg aldrig har været. Du skriver, at i Carita-Felix har lærerne RET til at sætte penge ind. Det vakte min nysgerrighed. Er det sådan at det er en særlig rettighed, som kun er givet nogle få eller er det en mulighed for alle? Det undrede mig lidt.
Mht fattigdomsbekæmpelse, så har jeg ofte grublet over, om vi ikke med diverse hjælpeorgansiastioner i virkeligheden bare har skabt et system(flere systemer) i systemet. Og så bliver det, som du retorisk spørger: Fattigdomsbekæmpelse der er overladt til folk med aircondition, privatchauffør og skattefri løn.
Dermed bliver de systemer i mine øjne en art medløbere. Måske er det sat på spidsen, men jeg ville gerne skabe et helt nyt fremtidsscenarie, hvor vi tænker “hjælpen” og vores egen rolle forfra.
14. juni 2006 kl. 08:13 #
Ja alle medarbejdere der er ansat i Carita Feliz har ret til at sætte penge ind til 5% pr måned. Det er jo et skjult løntilskud som vi ikke kan give til alle og enhver. Så skulle vi jo til at udlåne penge til 6 eller 7% pr. måned og den forretning er vi ikke interesseret i! Men det smarte er iøvrigt at dette er en ret, for så bliver folk for alvor interesseret. Og når man ser hvor hurtigt ens opsparing vokser er det jo meget lettere at forstå hvor dyrt det er at låne penge til samme rente pr. måned! Det er jo sådan set bare at rette et plus til minus…
14. juni 2006 kl. 11:24 #
Jeg har væert utroligt glad for at læse dine blogposts fra Nicaragua, og jeg er fuldstændig enig i din indangsvinkel til bistand.
Den traditionelle mentale model trænger i høj grad til justering!
Jeg har fundet to spændende initiativer, som ser ud til at virke meget bedre.
Hernando de Soto fra Chile er en økonom der har studeret fattigdom i u-lande. I bogen The Mystery of Capital konkluderer han, at problemet ikke er kapital, selv de fattigste i verden har adgang kapital til f.eks. at starte små virksomheder. F.eks. har ægyptens fattige mennesker til sammen 50 gange mere kapital end landet har modtaget i bistand siden 2. verdenskrig.
Problemet er, hvor banalt det end lyder, juridisk infrastruktur, altså at det er juridisk muligt at belåne fast ejendom.
Der står mere her: http://www.amazon.com/gp/product/0465016154
Et andet eksempel er firmaet Approtech der laver bistand ved at fokusere på enkle maskiner der kan produceres og vedligeholdes lokalt i Afrika. Et eksempel er MoneyMaker pumpen, en fod-drevet pumpe der kan bruges til at pumpe vand op fra undergrunden til dyrkning af diverse afgrøder.
Det virker meget bedre end store, komplicerede vandprojekter fordi det matcher behovet og det teknologiske niveau på stedet.
Der står mere på http://www.approtec.org/tech_irrigate.shtml
15. juni 2006 kl. 18:14 #
Tak til Alexander Kierulf for dette input. Også jeg kan anbefale de sotos bog, som er yderst relevant. Jeg synes dog at C.K.Prahalad: The Fortune at the Bottom of the Pyramid er lettere tilgængelig!
Eksemplet med MoneyMaker pumpen er helt rigtigt.
15. juli 2008 kl. 11:47 #
Hvor er det dejligt at læse om mennesker der har overskud til at tænke bistand i andre lande, hvad enten det er projecter eller tanker, som måske en dag kan realiseres.
Selv rejser jeg til Nicaragua d.17.7.2008 med min lille familie.
Vi kommer naturligvis som turister, men skal bl.a. besøge en lille fodboldskole startet af et ungt dansk par(info@fodboldskolen.com)her kan der læses om projectet.
Måske vi selv kan støtte dette lille project, eller viderbringe muligheden for andre.
16. juli 2008 kl. 14:43 #
God tur. Det glæder jeg mig til at høre mere om :-)