Innovation i fattigdomsbekæmpelse

Her i Nicaragua er fattigdom symptomet på det mest grundlæggende problem i samfundet: Mangelen på arbejde. Og der er masser der skal gøres, masser af udviklingsprojekter, masser af muligheder, men alligevel mellem 40 og 70% arbejdsløshed. Min brors og min erfaring herfra er at det eneste der virkelig flytter fattige menneskers situation, er arbejde. Fem kvinder kan dele en symaskine og sælge det tøj de syr, på det lokale marked. Og hvis designet er i orden kan de sagtens konkurrere med billigt kinesisk massefremstillet tøj. Det er udviklingsbistand der virker. Men skal det blive til noget i større skala skal også den form for virksomhed gøres professionel. Det er først når store veldrevne virksomheder går efter udviklingslandene som marked at tingene sker og bliver ved med at ske. Det er ideen i den mest nyskabende bog jeg indtil nu har læst om udviklingsbistand: C.K.Prahalad: The Fortune at the Bottom of the Pyramid, Wharton School Publishing 2005.

 2006-06 ProCredit Granada.jpg

Ideen kan illustreres her fra Nicaragua: Bankvæsen. Lige over for det hus jeg bor i, ligger Banco Pro Credit. Det lyder progressivt og det er det også: Her kan folk få lån mod sikkerhed i f.eks. familiens hus til en rente på 3,9%. Altså 3,9% per måned. Hvis du f.eks. mangler 500 kr. til julegaverne så kom til Pro Credit og få pengene med hjem. Til næste år hvor pengene skal betales tilbage, er beløbet vokset til 800 kr og da familien ikke har dem, overtager banken alt familiens indbo som måske har en værdi på 2.000 dollars. Det stillede du nemlig som sikkerhed, stod der i den fem siders tætskrevne kontrakt som du ikke kunne læse, men alligevel skrev under. ProCredit er en fantastisk forretning. Den får kun lov at eksistere fordi ordentlige banker fra vores del af verden ikke kan forestille sig at man kan tjene penge på at drive bank i Nicaragua. Det er simpelt hen uden for deres forestillingsevne. Hvis fattige mennesker skal kunne få kredit til f.eks. at starte virksomhed skal der være banker der driver forretning på “verdensmarkedsvilkår”, dvs med en rente på f.eks. 20% pr år og en ordentlig forretningsmoral. Og selv med det renteniveau er der masser af penge at tjene på “mikrokredit”. Der findes udviklingsprojekter mange steder med netop dette sigte, men de kan aldrig hamle op med pro Credits markedsføring. Der skal en kommerciel bank til – og det er den der mangler her i Nicaragua.

Hvorfor accepterer folk dette? Det er et spørgsmål om markedsføring: Jeg bad nogle af de mennesker der ventede i køen uden for banken for at betale deres afdrag, om at se kontoudtoget. Det viste intetsteds hvad renten var i procent. Kun hvad der skal betales hvornår. Og i markedsføringen nævner bankerne altid kun hvilket beløb man skal betale pr. måned – ikke antal måneder. God markedsføringsskik og beskyttelse kender man ikke her. Noget godt kan man dog sige: Hvis du vil låne til julegaverne hos en privat pengeudlåner er renten 20% – altså pr. måned.

C.K.Prahalad fortæller historien om ICICICI bank i Indien der har lavet ægte social innovation i mikro kredit og tjener gode penge på sine lån til 461.000 selvhjælpsgrupper (2002). Mange danske virksomheder kunne gøre tilsvarende ting. Men det kræver selvfølgelig at de tør tage deres mentale modeller op til kritisk revision og lære at tænke nyt. Det er vist det man kalder lederskab.

Der er 5 milliarder mennesker på kloden der lever for under 2 dollars pr. dag. Hvorfor egentlig ikke tjene penge på at give dem bedre produkter og serviceydelser de kan betale?

Hvad mener du?

12 kommentarer til “Innovation i fattigdomsbekæmpelse”

  1. Lars Kolind

    Der var fejl i første udgave af ovenstående indlæg. De er rettet i det du ser ovenfor.

  2. Lars Kolind

    Jeg fik blod på tanden og skaffede ProCredits årsrapport 2004. Her kan man læse at ProCredit er etableret af den tyske udviklingsorganisation DEG (svarer til Industrialiseringsfonden for udviklingslandene i Danmark) – altså udviklingshjælp i offentligt-privat partnerskab. Og ProCredit er en god forretning: Egenkapitalen forrentet med 46% i 2004.
    Sådan hjælper man altså de fattige med at gå fra hus og hjem.

  3. Jette Jakobsen

    Kære Lars Kolind og alle de andre, der gør et fint arbejde.
    Jeg har læst om de umulige vilkår, de stakkels flittige mennesker har, når det gælder penge og arbejde. Så slog det mig …er det forbudt at lave en hjemmeside og vi kunne noget af det tøj de laver?? Ja jeg ved det ikke, men verden er jo blevet lille og internettet…giver mulighed for meget. Personligt ville jeg da meget gerne handle med mennesker der virkelig behøver den handel. Jeg har ikke så meget forstand på de store forretningsmæssige ting..syntes din blok er spændende og rigtig.
    Kærlig hilsen Jette Jakobsen.

  4. Lars Kolind

    Tak for ideen med at købe tøjet over Internettet, men jeg tror desværre ikke at det kan gå. Kvaliteten af “håndarbejdet” her er ikke høj nok og ensartet nok. Men hvis en professionel dansk virksomhed sætter produktion og handel i system er det en anden sag.

  5. Helle Munch Oldefar

    Ja, det er holdningsændringer, der skal til. Flere undersøgelser viser jo, at det første parameter for os danskere er pris, det andet er pris og det tredje er pris! Før vi bliver mere etiske i vore valg af produkter – også pengeinstitutter! – bliver de fattige næppe mere rige. Lad os vise vore børn at der er alternativer til “Netto-indkøb” – hvis vi altså vil ;-)

  6. Jette jakobsen

    Jeg tror aldrig at vi har brugt så lidt af vores penge på mad og tøj…altså ikke luksusmad og tøj, men ganske almindelig daglig mad og tøj. Og det er rigtig at billige priser kan få de fleste op af sofaen…også hvis det skal presses ned i den fulde dybfryser eller ind i et tætpakket klædeskab. Og så er der mennesker der mangler de mest nødvendige ting. Nu er verden jo blevet lille og vi kan se og høre alting…også elendigheden. Så måske kunne vi finde på at dele lidt? Alle de ting vi kan blive syge af i denne del af verden…er vist det vi bruger for meget af!! Og i den fattige verden, bliver de syge af at have for lidt. Tænk hvor vi kunne hjælpe hinanden, hvis vi fordelte goderne lidt.
    Venlig hilsen Jette Jakobsen

  7. Lars Kolind

    Må jeg være så fræk og sige at jeg tror at I er på galt spor. Udviklingslandene kan ikke bringes markant fremad med velgørenhed som f.eks. at købe det tøj kvinderne syr til markedet. Det der skal til, er professionelle virksomheder som udvikler og sælger kvalitets produkter der løser reelle problemer i udviklingslandene til an pris befolkningen kan betale. Og vel at mærke gør det for at tjene penge. En bank der kan tjene penge ved at låne dem ud til 20% pr. år og ikke 67%. Et medicinalfirma der sælger kvalitets medicin til 20 kr pr. glas og ikke 200 kr. Et vindmøllefirma der laver små, effektive og robuste møller til den enkelte landsby. Et system til at rense vand til drikkevand der koster mindre end et køleskab. Et billigt og effektivt køleskab der kun kræver solenergi. Sådanne produkter kan ændre verden. Velgørenhed er godt, men ikke nok. Den bedste garanti for at udvikling er bæredygtig er at nogen tjener penge på at forbedre de fattiges vilkår.

  8. Jette Jakobsen

    Ja så blev jeg så klog og kan egentlig godt forstå det. Der er jo ingen der selv kan komme på fode…hvis der ikke er rigtig arbejde. Det er nok fordi..vi har så meget og de så lidt, så render det gode hjerte af med os.Os ganske almindelige mennesker, der ikke har forstand på at “lave forretning” skal åbenbart have lidt vejledning af og til. Det er ikke nok at sende et par 100 kr sedler af og til, for at købe lidt aflad. Så må vi se om der kommer nogle gode tiltag..eller du må fortælle om dem ikke?
    Venlig hilsen Jette Jakobsen.

  9. Helle Munch Oldefar

    Jeg tro nu nok, at vi er enige, Lars Kolind ;-)
    Jeg har selv valgt Folkesparekassen, som kan tjene penge på at låne “rentefrit” ud, i stedet for at tjene milliarder til investorer.
    Mit indlæg var IKKE ment som velgørenhed, for det har vi set spille fallit. Men netop at vi betaler det for varerne, som de koster, så de kan tjene penge på det – i stedet for at tvinge dem til at sælge så billigt, at kun vi tjener penge, kan være med til at få dem til at tjene deres egne penge ;-)
    Verden er netop blevet “mindre”, men vi skal nok passe på at vore sko ikke også bliver for små til verden ;-)

  10. Anne Kathrine Bagger

    Jeg tror, at fair handelsvilkår og gedine, nyttige løsninger som dem Lars Kolind foreslår, vil kunne ændre udviklingslandenes mentale modeller nedefra og op, om man så må sige. Hvis “almindelige” mennesker oplever, at deres egen indsats bærer frugt og dermed forbedrer deres vilkår vil det give en tro på, at det nytter at gøre noget. En tro der ikke vil kunne lade være med at brede sig som ringe i vandet.
    Men spørgsmålet er om de professionelle firmaer, som skulle sætte gang i denne udvikling, ikke er nødt til at være af en vis størrelse, så de ikke kan presses ud af de folk, som sidder på magten og synes at det nuværende system virker fint?

  11. Christian Frismodt

    Faldt tilfældigvis over jeres dialog i forsøget på at finde noget helt andet.
    Jeg brænder for emnet og har lige et par kommentarer.
    Nicaragua kan få et løft til gavn for hele befolkningen, såfremt der er kræfter bla. herhjemme, der arbejder aktivt på at sælge landet som “emerging manufacturing market”. Argumenterne ligger ligefor: Demokrati, fordelagtige exportaftaler til både USA og EU, lave lønninger, rig på råvarer etc.
    Det vil kunne skabe det grundlag, der vil give en holdbar vækst!
    MEN, hvad er det egentlig væksten ofte bringer med sig? – Så I programmet “når tilbud dræber” igår? De kræfter, der ligger bag ønsket om vækst og profitoptimering, er ofte så ensidigt prisorienteret at grådighed tilsidesætter al sund fornuft (herunder god etik og moral). Konstante vækstkrav har f.eks. ødelagt vores kost, så den største medicinske nyopdagelse er et kosttilskud af monosacharider, der systematisk er fjernet fra alt vores (importerede) frugt og grønt! men som er kernen i celle-til-celle kommunikationen. Heri ligger en væsentlig årsag til allergi-, astma-, gigt-, diabetes-, autoimmunelidelser osv. Men heldigvis også nøglen til lindring/helbredelse af disse sygdomme)
    I den konstante jagt på vækst, har vi presset producenter ud at f.eks. at producere broccoli i rockwool/lecanødder og give kunstgødning. Resultat: Det ligner mad, men uden jordkontakten har den næsten intet indhold af jern, mangan, magnesium etc. Fyrfadslys må ikke have bly i vægen, hvis den er produceret i USA eller EU – men så køber vi dem blot fra Asien, hvor blyindholdet er så højt, at et enkelt lys kan få blyindholdet i luften i en stue op på over 13 gange over den max tilladte. (bly i luften er en af hovedårsagerne til DAMP hos børn) osv, osv

    My point is: hvorledes skal vi sikre, at vores ønske for vækst baseres på et holdbart grundlag, når presset for profitoptimering flytter produktionen til lande, hvor kun den lokale (og dårlige) – lovgivning sætter niveauet?

  12. Jette Jakobsen

    Ja …tænk engang hvor langt vi vil gå for at få et billig håndklæde!! Det er usmageligt at fattige, uvidende mennesker skal udsættes for disse ting. Jeg kender unge mennesker der smider soveposer, håndklæder, tæpper ud som affald efter en sommerferie..det er så billigt at de ikke gider vaske det.Det er disse produkter, som er lavet i udlandet af fattige mennesker. Ja ..jeg er ikke sikker på at alting skal være stort og give en god profit til ejeren og vi andre kan købe tøj, mad og 1000 andre ting så billig som mulig. Ja…så kan vi jo få råd til at rejse ud i verden og se på elendigheden, når vi forlader det fine hotel. Jeg syntes stadig vi skulle dele verdens goder, så længe vi er på jorden. Man kan altså ikke tage noget med herfra. Blåøjet?? Ja det er jeg! Håber dog stadig på vi kan indse det. Tænk at for at jeg kan købe billig mad er der andre der vader rundt i gift og pestisider..bagefter bliver vi også syge og samfundet må bruge penge på at mildne mangelsygdomme. Jeg ved ikke on stordrift er så smart?
    Venlig hilsen Jette Jakobsen

Skriv en kommentar

Current day month ye@r *

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.