Arkiv for juni 2006

Hvad gør man hvis chefen ikke ønsker fornyelse?

Jeg tror at jeg har fået det spørgsmål ti gange de sidste fire uger, hvor jeg har diskuteret “kolind kuren” med mange mennesker. Her er hvad jeg foreslår:

Forær bogen til chefen, lån ham dit eksemplar, eller giv ham en kopi af analysen af hvordan bureaukrati opstår (side 19 til 23). Foreslå at I drøfter bureaukrati og innovation på næste afdelingsmøde eller ledermøde.

Hvis ikke det er nok, så gennemfør selvevalueringen (The Second Cycle Index – klik øverst på denne side). Lad alle medarbejdere i afdelingen eller virksomheden svare og præsenter resultatet for chefen ved et internt møde. Lad være med at spørge om lov først – bare gør det. Det vil gøre indtryk på chefen.

Hvis I nu får ham i tale, så gå i gang med at kortlægge mentale modeller (Mental Model Mapping, kapitel 7). Øv jer på et par organisationer som I er kritiske overfor sådan at I lærer metoden. Derefter kan I lave øvelsen på jeres egen organisation. Resultatet bliver sandsynligvis at noget bør ændres. I kan også kortlægge jeres menneskesyn (værdier) og se på hvordan de føres ud i praksis (VIP – Value Identification Process, kapitel 7).

Hvia alt dette ikke fører til en konstruktiv dialog så overvej at søge et andet job!

Knowledge Innovation Zones

Mens vi i dag ret præcist ved hvad der skal til for at få en videnbaseret virksomhed til at fungere (mit bud på det er bogen Kolind Kuren) har det længe skortet på brugbare forslag til at gøre en by eller region videnbaseret. Ideerne har været diffuse og jeg (og andre) har haft svært ved at omsætte dem til praksis. Herhjemme synes jeg at Mandag Morgen er længst fremme med bl.a. Innovationsrådet (www.mm.dk).

Internationalt er der kommet en rapport som jeg synes bringer os et skridt nærmere en afklaring. Initiativtageren er Entovation International og du finder den under titlen KIZ preview på http://www.entovation.com/whatsnew/index.htm.

Hovedpointen er at der er store fordele ved at arbejde sammen på tværs af sektorer og brancher i en region. Rapporten introducerer et begrebsapparat som jeg synes skaber en vis afklaring af hvorfor man skal samarbejde, hvem der skal samarbejde og hvordan. Der er langt fra tale om en kogebog, men et skridt på vejen.

En af forfatterne, Debra Amidon, har udgivet bogen “Innovationsmotorvejen” på Børsens forlag sidste år (oversat fra den amerikanske “The Innovation Superhighway”).

God selskabsledelse – hvordan sikrer vi den?

For en uge siden var jeg indblandet i Berlingskes Nyhedsmagasins forsidehistorie “Statspenge i Erhvervsskandale”. Ifølge bladet handler artiklen om hvordan “den statslige investeringsfond IFU har 96 mio. kr. i klemme i Scancom International, der mistænkes for skattesvindel og returkommission”. Artiklen siger korrekt at jeg trak mig fra bestyrelsen fordi jeg ikke kunne lægge navn til den måde virksomheden blev drevet på. Dette udløste en krise for Scancom som nu – indtil videre – er løst ved at Lars Larsen har indskudt penge i selskabet. Jeg har tavshedspligt som tidligere bestyrelsesmedlem og kan derfor ikke kommentere sagen konkret. Men det generelle problem der ligger bag, nemlig hvordan vi sikrer god selskabsledelse, har jeg en mening om. Og det handler i høj grad om bureaukrati.

Der findes masser af regler og anbefalinger for “god selskabsledelse”. De siger bl.a. at bestyrelsesformanden ikke samtidig må være administrerende direktør, at bestyrelsen skal gennemgå organisation, forvaltning af formuen, forsikringsforhold, interne kontroller og mange andre ting mindst en gang om året. Reglerne har efter min mening gjort bestyrelsesarbejde langt mere “rituelt” og “bureaukratisk” uden at det i realiteten giver nogen sikkerhed for at virksomheden drives lovligt, ordentligt eller driftsmæssigt fornuftigt.

Scancom er et fint eksempel herpå: Alle væsentlige punkter på checklisten for god selskabsledelse var overholdt mht. bestyrelsens arbejde; bestyrelsen var flot sammensat på papiret og alligevel var det først efter en uges besøg på fabrikken og rundrejse til underleverandørerne (i Vietnam) at jeg fik et så dybtgående kendskab til virksomheden at jeg råbte vagt i gevær. Og formålet med mit besøg i Vietnam var ikke at finde uregelmæssigheder – jeg tog til Vietnam for at lære virksomheden grundigt at kende fordi jeg var helt ny i bestyrelsen.

Alverdens bureaukratiske regler og anbefalinger for god selskabsledelse ville aldrig have bragt mig på sporet af de ting jeg fandt i Scancom. De mange regler og anbefalinger giver efter min mening en falsk tryghed for aktionærerne (og for samfundet). Det der tæller, er at have bestyrelsesmedlemmer der sætter sig ind i virksomheden, og som er vedholdende når de har mistanke om at noget ikke er som det skal være. Vi har brug for bestyrelsesmedlemmer der sætter sig grundigt ind i virksomheden, engagerer sig i virksomheden, støtter virksomheden og som siger fra - evt. ved at trække sig fra bestyrelsen – når det er nødvendigt.

Inden afsløringen af milliardskandalen overholdt Enron samtlige bureaukratiske regler for god selskabsledelse i USA. Hvad mener du?

Efter ni dage i Nicaragua: Er Nicaragua et møg-land?

Her er i hvert fald mange af de ting vi ikke synes om i Danmark: Udbredt korruption, kriminalitet, vold mod kvinder, misbrug af børn, arbejdsløse og tiggere på hvert gadehjørne, forurening og affald, sundhedsproblemer, støv og hede og frem for alt fattigdom.

Men Nicaragua er ikke et møg-land. Tværtimod. Her er ganske rigtigt fattigt, men mange mennesker er glade og stolte af at være Nicaraguanere. De holder fester, danser på diskotek (entre 3-6 kr), elsker at diskutere og behandler som regel os ordentligt hvis vi behandler dem ordentligt og forsøger lidt med det spanske. Mange lever for omkring 2 dollars pr. dag, de er glade for de ting de har, og aner ikke hvad surround sound er – en lille ghettoblaster til 150 kr. gør underværker når man elsker musik og dans. Selv folk hvis situation med danske øjne er totalt håbløs, får noget ud af livet. Ikke mindst børn og unge.

 Gradada boy 2005-11.jpg

Fattigdomskulturen betyder bl.a. at man tænker ekstremt kortsigtet. Mulighederne skal udnyttes mens de er her. Desværre fører det som nævnt i et tidligere indlæg til at folk låner penge til forbrug nu selvom renten er 67% eller mere. Man sælger sin fremtid for at få noget nu. Men det kan ændres: I Centro Carita-feliz (www.caritafeliz.org) har lærerne ret til at sætte en del af deres løn ind i Banco Carita-feliz, som giver 5% i rente om måneden. Når lærerne ser hvor hurtigt deres opsparing vokser med den rente, ændrer det et meget vigtigt element af fattigdomskulturen: Det kan betale sig at lægge til side nu for at kunne forbedre sin situation i fremtiden.

Nicaragua har ressourcerne: En ung befolkning der er interesseret i at lære noget og få et arbejde. Et stort og frugtbart land til en lille befolkning (5,2 millioner mennesker) og rigeligt med vand. Enestående natur og kultur som kan udnyttes til turisme. Udfordringen er at få energien og ressourcerne kanaliseret i en retning som almindelige mennesker og ikke alene de “20 familier” får glæde af.

Så vidt jeg husker svarer udviklingsbistanden til over 30 % af Nicaraguas statsbudget og dog er fattigdommen ikke blevet mindre i landet. Jeg tror ikke at vi på kort sigt kan ændre Nicaraguanernes mentale model, men vores egen kunne vi da se efter i sømmene. Er fattigdomsbekæmpeltse ikke for vigtig til at overlade til folk med airconditioning, swimming pool, privatchauffør og skattefri løn?

Vi ses i Danmark! 

Bygger dansk udviklingsbistand på en illusion?

I den forgangne uge har jeg brugt en del tid på at tænke over grundlaget for dansk udviklingsbistand. Jeg har sammenholdt de principper vi bygger på, med den virkelighed jeg oplever her i landet.

Jeg har haft megen glæde af MMM – Mental Model Mapper. Jeg har brugt værktøjet til at kortlægge hvilken mental model Danmark egentlig har for bistandssamarbejdet. Det er en lang historie, men blot en enkelt ting illustrerer at her er noget at tænke over:

Danmark bygger sin mentale model for bistanden på en forudsætning om at regering og myndigheder i modtagerlande med demokratisk valgte regeringer reelt vil “folkets bedste”. Derfor har modtagerlandets regering afgørende indflydelse på prioriteringen af indsatsen og derfor giver Danmark i forøget omfang bistanden i form af “budgetstøtte”, dvs. at Danmark simpelt hen betaler en vis del af et bestemt ministeriums budget. Ministeriet har så selv ansvaret for at bruge pengene. Hvis ministeriet eller et regionsråd prioriterer et stadion højere end fem skoler så bygger de stadion for de danske penge i stedet for fem skoler. Den grundlæggende mentale model (forudsætning) er altså at lokale embedsmænd og politikere i landet bedst ved hvad landet trænger til. Det er vist det man kalder et politisk korrekt standpunkt.

Men når jeg taler med almindelige mennesker på gaden her i Nicaragua så får jeg at vide at donorlandenes mentale model er en illusion. Og det mener ikke alene folk på gaden, men også lærere, læger, advokater og selvstændige erhvervsdrivende som har indsigt i hvad der foregår. De siger samstemmende at politikerne under valgkampen siger en masse ting for at få så mange stemmer som muligt, men derefter er de ligeglade med vælgerne indtil næste valgkamp. Og almindelige mennesker har den opfattelse at folk bliver politikere eller embedsmænd for at få en platform for at rage til sig selv - på samfundets bekostning. Folk opllever at der ingen idealisme er hverken hos regeringspartier eller opposition. Og når flertallet skifter betyder det blot at folkene fra det andet parti kommer til fadet i de næste fem år. Den tidligere præsident, Arnoldo Aleman, fik efter han gik af for fire år siden, en dom på 20 års fængsel for korruption. Men alligevel er han i fuldt vigør fra sin såkaldte husarrest og det ser ud som om hverken regering eller opposition ønsker at straffen skal afsones.

I udviklingslande er det ikke unormalt at de 3-4 øverste chefer i et ministerium står for halvdelen af det samlede lønbudget og at lønbudgettet i øvrigt er så højt at der ikke bliver råd til ret mange af de aktiviteter som er formålet med ministeriet. Jeg læste fornylig i en lokal avis at præsidenten for Latinamerikas fattigste land, Nicaragua, indkasserer den højeste løn for en præsident i Mellemamerika. 

Jeg har ikke grundlag for at vide hvilken motivation ministre og embedsmænd i udviklingslande har, og billedet varierer formentlig meget fra land til land. Men spørgsmålet er helt fundamentalt. For hvis grundforudsætningen for den danske udviklingsstrategi er en illusion (som folk på gaden her i landet mener), har Danmark et stort problem. Så står vi ved et klassisk eksempel på at vi bruger kræfterne på at lave småjusteringer på en fundamentalt forkert mental model i stedet for at sætte spørgsmålstegn ved den. Vi prøver med andre ord at gøre de forkerte ting endnu mere perfekt. Og det kommer der sjældent noget godt ud af.

Jeg har svært at forestille mig hvordan vi kan få belyst hvad der er op og ned i det spørgsmål. Rigsrevisionen kan kontrollere om budgetter er overholdt og om aktiviteter er udført som planlagt. Men hvem reviderer den mentale model? Hvem er i stand til det og hvem har interesse i det? Næppe de der på den ene eller anden måde lever af bistandsmilliarderne. Jeg er ikke i tvivl om at de fleste skatteydere i Danmark ønsker at hjælpe fattige mennesker, bl.a. i Nicaragua. Men de aner ikke hvad der foregår.

En sådan bredside mod systemet kunne bruges af de der ønsker at Danmark skal skære sin udviklingsbistand ned. Det er ikke min hensigt og det er i øvrigt en helt anden diskussion. Det er uvæsentligt om udviklingsbistanden koster 9 eller 11 milliarder i forhold til spørgsmålet om hvordan vi bruger bistandskronerne. Der er efter min mening ingen vej udenom at kortlægge og verificere Danmarks grundlæggende mentale model for udviklingsbistanden. Og dernæst gennemføre det som politiske og offentlige systemer er allerdårligst til: en radikal innovationsproces. Radikal innovation betyder at man visker tavlen ren og skaber en ny mening med det man gør. Hvis meningen skal være et gøre noget for og med de fattigste mennesker i udviklingslandene må arbejdet bygge på at man ved noget om fattige menneskers situation og tankegang. Og den indsigt får man ikke fra huse eller kontorer med airconditioning, swimming pool og privatchauffør. Velkommen til virkeligheden!

Mon ikke her er brug for en kur? 

 Granada woman 2005-11.JPG

 

Hvad har jeg lært af den første måned som blogger?

Nu er der gået en måned siden denne blog startede. For mig føles perioden som meget længere:

Der har været over 10.000 besøgende eller omkring 300 pr. dag. I gennemsnit har de kigget på godt 3 sider hver, dvs. 30.000 sider ialt. Over 100 har tegnet abonnement på alle indlæg i deres postkasse – herunder adskillige journalister (dejligt!). Knap halvdelen af de besøgende vælger at føje kolindkuren.dk til deres liste over foretrukne sider. Det er jeg glad for. Og endnu mere glad er jeg for de ca. 150 kommentarer som læserne har skrevet. Der er mange gode synspunkter og nye ideer, som jeg håber at også andre er inspireret af. Jeg læser dem alle men har ikke altid tid til at svare. Og endelig: 1200 har evalueret deres organisation og efter at testværktøjet nu foreligger på dansk kan jeg se at mange er i gang med at organisere en større evaluering hvor medarbejderne også deltager. Det glæder mig også.

Jeg oplever bloggen som en spændende og perspektivrig kommunikationsform. Emnet er jo ikke en bestemt bog, men en sag: Hvordan bekæmper vi bureaukrati og selvtilfredshed i Danmark (offentlig og privat sektor) og erstatter de to ting med innovation og vækst? Hvis den indsats skal bære frugt er det vigtigt at rigtig mange mennesker er engageret i den og derfor håber jeg i resten af 2006 at få endnu flere til at læse og diskutere med på bloggen. Hvorfor ikke 1000 pr. dag? Her synes jeg det er en styrke at bloggen spreder sig. I denne uge indtryk og inspiration fra et u-land, på andre tider mest folkeskolen og på atter andre problemerne med at flytte store organisationer. Jeg lader mig inspirere af de ting der sker og prøver ikke at følge en forkromet plan. Bloggen skabes af dem der deltager og af den tid vi er i - så enkelt er det!

Som nybegynder er jeg fortsat meget interesseret i kritik og forslag til hvordan bloggen kan blive et endnu bedre redskab for sagen: At komme fra bureaukrati til vækst. Du kan altid sende mig en mail, men jeg vil hellere at du skriver din kommentar nedenfor!

 LK ude sol 2 res.jpg

 

Innovation i fattigdomsbekæmpelse

Her i Nicaragua er fattigdom symptomet på det mest grundlæggende problem i samfundet: Mangelen på arbejde. Og der er masser der skal gøres, masser af udviklingsprojekter, masser af muligheder, men alligevel mellem 40 og 70% arbejdsløshed. Min brors og min erfaring herfra er at det eneste der virkelig flytter fattige menneskers situation, er arbejde. Fem kvinder kan dele en symaskine og sælge det tøj de syr, på det lokale marked. Og hvis designet er i orden kan de sagtens konkurrere med billigt kinesisk massefremstillet tøj. Det er udviklingsbistand der virker. Men skal det blive til noget i større skala skal også den form for virksomhed gøres professionel. Det er først når store veldrevne virksomheder går efter udviklingslandene som marked at tingene sker og bliver ved med at ske. Det er ideen i den mest nyskabende bog jeg indtil nu har læst om udviklingsbistand: C.K.Prahalad: The Fortune at the Bottom of the Pyramid, Wharton School Publishing 2005.

 2006-06 ProCredit Granada.jpg

Ideen kan illustreres her fra Nicaragua: Bankvæsen. Lige over for det hus jeg bor i, ligger Banco Pro Credit. Det lyder progressivt og det er det også: Her kan folk få lån mod sikkerhed i f.eks. familiens hus til en rente på 3,9%. Altså 3,9% per måned. Hvis du f.eks. mangler 500 kr. til julegaverne så kom til Pro Credit og få pengene med hjem. Til næste år hvor pengene skal betales tilbage, er beløbet vokset til 800 kr og da familien ikke har dem, overtager banken alt familiens indbo som måske har en værdi på 2.000 dollars. Det stillede du nemlig som sikkerhed, stod der i den fem siders tætskrevne kontrakt som du ikke kunne læse, men alligevel skrev under. ProCredit er en fantastisk forretning. Den får kun lov at eksistere fordi ordentlige banker fra vores del af verden ikke kan forestille sig at man kan tjene penge på at drive bank i Nicaragua. Det er simpelt hen uden for deres forestillingsevne. Hvis fattige mennesker skal kunne få kredit til f.eks. at starte virksomhed skal der være banker der driver forretning på “verdensmarkedsvilkår”, dvs med en rente på f.eks. 20% pr år og en ordentlig forretningsmoral. Og selv med det renteniveau er der masser af penge at tjene på “mikrokredit”. Der findes udviklingsprojekter mange steder med netop dette sigte, men de kan aldrig hamle op med pro Credits markedsføring. Der skal en kommerciel bank til – og det er den der mangler her i Nicaragua.

Hvorfor accepterer folk dette? Det er et spørgsmål om markedsføring: Jeg bad nogle af de mennesker der ventede i køen uden for banken for at betale deres afdrag, om at se kontoudtoget. Det viste intetsteds hvad renten var i procent. Kun hvad der skal betales hvornår. Og i markedsføringen nævner bankerne altid kun hvilket beløb man skal betale pr. måned – ikke antal måneder. God markedsføringsskik og beskyttelse kender man ikke her. Noget godt kan man dog sige: Hvis du vil låne til julegaverne hos en privat pengeudlåner er renten 20% – altså pr. måned.

C.K.Prahalad fortæller historien om ICICICI bank i Indien der har lavet ægte social innovation i mikro kredit og tjener gode penge på sine lån til 461.000 selvhjælpsgrupper (2002). Mange danske virksomheder kunne gøre tilsvarende ting. Men det kræver selvfølgelig at de tør tage deres mentale modeller op til kritisk revision og lære at tænke nyt. Det er vist det man kalder lederskab.

Der er 5 milliarder mennesker på kloden der lever for under 2 dollars pr. dag. Hvorfor egentlig ikke tjene penge på at give dem bedre produkter og serviceydelser de kan betale?

Hvad mener du?

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.