Arkiv for maj 2006

Her er et citat at tænke over..

På den konference jeg omtalte i går, leverede Dave Snowdon som er founder og chief scietific officer for et foretagende der hedder cognitive Edge http://www.cognitive-edge.com/whoweare.php et citat som har meget med bureaukrati at gøre og som jeg gerne vil dele med jer:

If a means becomes an end, it ceases to be a means (hvis et middel bliver til et mål, er det ikke mere et middel).

Det er en ret fundamental erkendelse. DS illustrerede det bl.a. med følgende eksempel fra det britiske sundhedsvæsen: Regeringen ønskede at alle skulle kunne få en bestemt undersøgelse inden for 48 timer. Hvis altså patienten ringede og bestilte tid, skulle hun/han kunne komme til undersøgelse inden for 48 timer. For at vise at regeringen mente det alvorligt, blev tilskudet til lægerne for undersøgelsen reduceret hvis deres IT-system viste at patienterne havde ventet over 48 timer. Resultatet blev at klinikkerne nægtede at lave aftaler med patienterne mere end 48 timer frem. Hokus Pokus: Nu var midlet blevet et mål i sig selv og dermed blev det virkningsløst, for hvad med alle de patienter der ikke kunne få en aftale inden for de næste 48 timer eller som først ønskede at blive undersøgt i næste uge?

Jeg kom til at tænke på folkeskolens nye nationale tests: Det er jo godt at teste eleverne hvis man bruger testen til at individualisere undervisningen. Men hvis det i sig selv bliver et mål at læreren/skolen har et flot testgennemsnit flytter fokus fra at udvikle eleverne til at optimere testresultaterne. Og så bliver resultatet med stor sandsynlighed modsat af det man sagde man tilstræbte med testen. Når et middel bliver til et mål, er det ikke mere et middel.

Har du kommentarer eller andre eksempler?

Lidt teori bag Kolind Kuren

I dag var jeg til en spændende konference om strategi og innovation på Centralværkstedet i Århus. Det var Strategy Lab (http://www.asb.dk/research/centresteams/projects/strategy-lab.aspx) der havde arrangeret, og første taler var professor Louis Printz, der gjorde mig i rigtig godt humør. Han præsenterede nemlig hovedkonklusionen fra en ny bog: “Innovation i videnvirksomheden” som han har skrevet sammen med Anders Drejer og Frank Radich. Konklusionen er at der er seks grundlæggende karaktertræk ved innovative videnvirksomheder:

De er placeret i vækstsikrede markedspositioner, De fokuserer på langsigtede brugervendte nytteværdier, De præges af musisk lederskab, De har en virksomhedskultur med et kollektivt ego, De praktiserer ad hoc samarbejde på tværs uden grænser, De har stor strategisk handlefrihed.

Når jeg blev glad var det frodi jeg kunne genfinde de samme mekanismer som jeg udnytter og konkretiserer i Kolind Kuren. Jeg har ikke haft ressourcer til at lave det store forskningsarbejde bag de tre forskeres bog; til gengæld har jeg prøvet det hele i praksis! Så hvis du ønsker mere teori er her muligheden for at få den.

Duer Kolind Kuren til store organisationer?

I går havde jeg besøg af 25 chefer for store organisationer i UK og USA her på Løndal. De var fra British Telecom, British Gas, Royal Bank of Scotland, Barcleys osv, dvs virksomheder med 100.000 medarbejdere eller flere. De var endnu mere overbevist end os danskere om nødvendigheden af at gøre noget ved bureaukratiet, men de kunne ikke rigtig se hvordan kuren kunne bruges på de helt store organisationer. Vi har jo også meget store organisationer i Danmark og mit råd er at man tager en mindre del (500 -5.000 medarbejdere) ud og gennemfører sin kur på dem inden man går videre med resten. Forandring er trods alt meget lettere i en mindre organisation. Men problemet er at det centrale bureaukrati altid lægger sin klamme hånd på den lille enhed sådan at også forandringen af den bliver vanskelig.

Hvad er dit råd?

200 organisationer selv-evalueret

Det er spændende at følge hvordan I der læser denne blog, arbejder med selvevalueringen “Second Cycle Index” (klik på feltet tilhøjre) selvom systemet stadig er på engelsk. Det vil det være i ca. 2 uger endnu indtil jeg har en dansk udgave klar. De første indtryk:

Der er stor forskel i den måde forskellige organisationer vurderes på – den bedste har et Second Cycle Index på 90 og den “dårligste” eller mest bureaukratiske er nede i fyrrene, dvs. det røde felt. De fleste har mange advarselslamper; enkelte går helt fri. På grundlag af de første 20 analyser fastlagde jeg grænsen mellem grøn og gul til 60. Noget tyder på at også organisationer med et index i 60′erne har meget at forbedre selvom de befinder sig i det grønne felt. Jeg analyserer det samlede materiale når vi er oppe på ca. 500 virksomheder der har brugt analysen.

Er du klar over at du både kan lave din “egen” analyse af jeres organisation, og at du også kan organisere en analyse for alle dine medarbejdere? Klik på knapppen til højre og læs mere. Kommentarer til resultaterne og den måde du bruger analysen på vil andre gerne høre her på bloggen. Skriv en kommentar.

Bruger du Powerpoint?

Selvom det egentlig ikke har noget med Kolind Kuren at gøre vil jeg alligevel gerne dele to tankevækkende links med jer.

Først prøv at lytte til eller læse Abraham Lincolns “Gettysburg tale”, som han holdt ved indvielse af en kirkegård efter det blodige slag ved Gettysburg. Talen varer kun få minutter. Den kan høres her: http://www.americanrhetoric.com/speeches/gettysburgaddress.htm

Se derefter en powerpoint version af samme tale: http://www.norvig.com/Gettysburg/

Nogle kommentarer?

Bioteams – kan vi lære af naturen?

Her i foråret hørte jen ved en konference i Tyrkiet en amerikansk biolog tale om hvordan vi kan lære af naturens organisationsformer og nu har Hens Henrik Hemig fra Connecta (www.connecta.dk) gjort mig opmærksom på en meget interessant lille artikel om bioteams, dvs. hvordan grupper af dyr arbejder sammen og hvad vi måske kan lære af det. Kolind Kurens vision for “Den samarbejdende organisation” kan måske blive en tak bedre af inspiration fra naturen. Se artiklen på følgende link:
http://www.bioteams.com/2006/02/25/bioteams_an_introduction.html#more

Hvordan kommer man i gang med Kuren?

Hvis du er en medarbejder der gerne vil have din organisation (f.eks. en virksomhed, en organisation, en institution, en afdeling eller en forening) til at gå i gang med en Kolind Kur foreslår jeg at du begynder med at gøre lidt forarbejde inden du går til ledelsen:

Først laver du en grov vurdering af hvor tæt på eller langt fra organisationen er fra det “idealbillede” jeg har stillet op af den innovative og vækstorienterede organisation. En måneds tid endnu må du gøre det på engelsk ved at klikke på knappen tilhøjre fordi jeg endnu ikke har haft tid til at oversætte siden til dansk. Resultatet er ti indekstal mellem nul og 100. De tal der falder i det gule felt (fra 40 til 60) er advarsler og tallene i det røde felt er alarmer. Spørgsmålene er formuleret som om I var en privat virksomhed og øvelsen tager et kvarters tid. Hvis der er spørgsmål som ikke er relevante for jer, så lad bare være med at svare på dem. Du kan også organisere en evaluering hvor f.eks. ti andre medarbejdere deltager. Så får resultatet større vægt!

Derefter skal du lære at kortlægge din organisations mentale model med det værktøj der hedder MMM – Mental Model Mapper. Inden du går løs på din egen organisation skal du prøve metoden på 2-3 andre; gerne nogen du ser kritisk på. Så opdager du sandsynligvis at de pågældende organisationer er fanget i en tankegang som ikke passer til den nutid de lever i, og den fremtid der kommer. Når du er fortrolig med værktøjet, bruger du det på din egen organisation.

Nu er du ved at være klar, men du kunne også prøve at kortlægge din organisations værdier og hvordan de føres ud i livet. Dertil kan du bruge VIP – Value Identification Process. Det vil overraske mig hvis ikke du finder en række områder, hvor ledelsen siger et men gør noget andet.

Hvis der er kød på din analyse foreslår jeg at du taler med din chef og foreslår at I går igennem de samme trin. Sigtet skal være at I bliver enige om hvad organisationens mening er, hvilken mental model i arbejder inden for – og med hvilken begrundelse, på hvilken måde medarbejdere og ledelse kan blive partnere i stedet for modparter, hvordan I kan skabe en ægte samarbejdende organisation og hvilke værdier I skal bygge på. Alle værktøjerne er til rådighed og klar til at bruge i bogen og på websiden (selvevalueringen).

Og del så dine erfaringer med os andre her på bloggen…

Innovationen bobler i trekantområdet

Onsdag deltog jeg i en konference i Fredericia, Innozone.dk (se www.innozone.dk) hvor temaet var innovation i trekantområdet. Der deltog hele 1000 mennesker, herunder omkring 30 hold (tror jeg) studerende som under paraplyen “Young Enterprise” præsenterede deres virksomhedsideer. Det kunne kun gøre mig optimistisk: Gode ideer, dygtige unge mennesker og masser af energi. Der var især en foredragsholder som gjorde indtryk på mig: Anne Kirah, leder af Microsofts brugerdrevne innovation, socialantropolog og udlånt til trekantområdet for at starte den nye konceptmageruddannelse som bakkes op af bl.a. LEGO, Gumlink, B&O, Danfoss og Middelfart Sparekasse. Du kan læse mere om Anne Kirah på følgende link:

http://www.innozone.dk/index.php?id=186

Hovedpointen i Anna Kirahs indlæg var at man ikke skal basere udvikling af nye produkter på markedsanalyser, men derimod gå ud og leve sammen med sin kunder og forstå ikke blot hvordan de bruger produktet, men også den sammenhæng, produktet indgår i: Don’t just go to the Zoo, go to the jungle!

Det Kgl. Teater trænger måske til en kur…

Her på bloggen har vi samlet en interessant liste over organisationer med mening plus gode eksempler på nogen der har glemt deres mening og som iøvrigt er syltet ind i bureaukrati. Gad vide om deres ledelser ved at de står her på bloggen? En blogger nævnte bureaukratiet på Det Kgl. Teater og det blev flot fulgt op i Berlingske Tidende, hvor Ghita Nørby i et stort interview søndag den 7. maj siger

… at skuespilkrisen på Det Kgl. Teater først og fremmest skyldes et stramt hierarki: “Bureaukratiet har gjort det svært for os, og er det ikke altid sådan med hierarkier? Men enhver virksomhed råder over kloge medarbejdere, og måske kunne det være en fordel, hvis flere fonde af viden blev taget i ed” siger hun og spidsede da også ører da hun forleden i radioen hørte Lars Kolind fortælle om sin nye bog om ledelse. “Han fortalte om hvordan man kommer bureaukratiet til livs i en virksomhed: At ledelsen skulle have større åbenhed over for sit personale og engagere dem tidligere i beslutningerne… Ja tænk. Jeg syntes, at han var god, og måske kunne Det Kgl. Teater trænge til Kolind Kuren, for vist er de åndsvage!”

Det synes jeg var en markant melding fra den 71 årige Ghita Nørby. Kan du genkende det hun siger, på din arbejdsplads?

Mine første ti dage som blogger

Det er ti dage siden jeg startede med bloggen på kolindkuren.dk. Der har været 1606 unikke besøgende, som har læst eller deltaget i debatten og du er måske nr. 1607 eller forhåbentlig et højere nummer.

Inden jeg startede kendte jeg kun perifert til blogging; havde besøgt enkelte blogs, men uden rigtig at forstå hvad de var og hvad de kunne bruges til. Efter ti dage har jeg skiftet mening. Blogging er en helt ny måde at kommunikere på og de som deltager i en blog eller som skriver en, kan få megen inspiration og måske også indflydelse hvis det der foregår på bloggen har kvalitet. Det undrer mig at vi ikke ser flere erhvervsledere der blogger ude i det åbne rum, som kolindkuren.dk opererer i. Kender du nogen? Jeg kender enkelte der blogger på virksomhedens intranet, men ingen der deler deres tanker med alle os andre.

Lad mig høre din mening!

 

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.