Hvem trænger mest til Kolind Kuren?

Det tror jeg at der er mange offentlige og private organisationer der gør. Alle organisationer har behov for mening, alle behøver partnerskab med medarbejdere, leverandører og kunder/klienter, alle vil have glæde af en organisation hvor alle samarbejder med alle og værdibaseret ledelse er heller ikke forbeholdt en bestemt type virksomheder.

Jeg foreslår at du nævner tre navne på organisationer (i første omgang danske) som efter din opfattelse virkelig ville have nytte af Kolind kuren. Dette skal ikke opfattes som en sønderlemmende kritik af de pågældende – blot et udtryk for at de kunne have særlig stort udbytte af at gøre noget for at erstatte bureaukrati med vækst. Med andre ord: Hvilke organisationer hæmmes af deres eget bureaukrati?

Giv dit input som en kommentar med en kort begrundelse! Jeg laver en sammenfatning når vi ser hvilke organisationer der hitter flest gange. Klik på kommentarfeltet nedenfor.

22 kommentarer til “Hvem trænger mest til Kolind Kuren?”

  1. Jette Løkke Pedersen

    Jeg har lige stiftet bekendtskab med Det Kongelige Teaters interne organisering af deres processer. Det efterlod et indtryk af at være uhyre bureaukratisk, kundefjendsk, ineffektivt og stærkt fejlproducerende. Et mirakel, at den kunstneriske produktion faktisk lykkes.

  2. Jacob Bøtter

    Som opfølgning til Jette’s kommentar kan jeg oplyse at hun ikke er den eneste som har bemærket Det Kgl. Teater’s problemer. Jonas Kjær har tidligere omtalt nogle andre problemer på sin blog.

  3. Martin Ipsen Pedersen

    Eksemplet med det Kgl. Teater jo ikke enestående, vi kan også tage Skat, der meget dygtigt ligger utroligt mange informationer ud på nettet og giver mulighed for selvbetjening – det har været positive skridt, nu virker det så som om at man går igang med de negative skridt, nemlig at man fjerner udsendelse af materialer til skatteyderne. Uanset at stadig ganske mange ikke har adgang til internet eller ikke er fortrolige eller trygge ved det. Og uanset, at selvom man bruger nettet til mange ting, så er der mange der foretrækker papir.

    For mig lidt med andre, så er det spørgsmål der ikke er blevet overvejer:
    Hvem er det vi er til for?
    Hvis jeg nu får et andet svar end “Borgerne”, så kan jeg godt forstå handlingerne.

    Ligesom, hvis det Kongelige Teater svarer “kunsten” og ikke “kunderne”. Så forklarer det også mange af de oplevelser der bliver refereret til.

  4. mads kjær

    Kære Lars,

    Vi trænger alle som en til at blive løftet ud af hverdagens trumlerum, få løftet blikket og sat gang i vores hjerne neutroner og nogle reflektioner.

    Tak for det.

    Hvem trænger så mest?

    Ja, én kunne sige, at det gør hele verden, for nu at løfte blikket højest. Skulle vi gå mere i det hjemlige så kunne vi betragte os selv, Danmark, som én stor virksomhed med følgende organisation:

    En organisation, hvor borgerne er medarbejderne, folketingsmedlemmerne er mellemlederne og regeringen er direktionen. I denne organisation er tillids-mændene vores interesseorganisationer/fagforeninger, uddannelsesinstitutionerne er vores HR afdeling og sidst men ikke mindst er religionerne (eller vores samvittighed) vores bestyrelse.

    Vores produkt er VELFÆRD og vi tager det for givet, at vi er verdensmestre heri. Vi forventer faktisk, at alle vores konkurrenter betragter os som specielle og er lidt misundelige fordi vi på vores arbejdsplads er tolerante, åbne, hjertelige, ærlige, har det så skægt, giver plads til forskellighed, er demokratiske, flexible, lærende, værdibaserede, selvledende og innovative. I bund og grund kan vi slet ikke forstå, at vi ikke har mange flere kunder (men det er jo også kundernes skyld).

    Endog tager vi det så meget for givet, at det er vores vision, at blive et af verdens førende videnssamfund!

    En strøtanke indskudt her…. “er et videnssamfund et mål eller et middel og ifald et middel hvad er målet så?”

    Nåhhh videre…

    Har vi med dette mind-set mistet evnen til at forny os? Og den såkaldte innovation, der opstår er den egentligt ikke bare en løbende proces af forbedringer og reguleringer?

    Nye historier om vores seneste “cash cow” og kvante spring er helt gået af dansen og vi hører fortsat på de gode gamle dage, hvor vi kan fortælle mange historier fra om hvor skægt det var at vokse og overgå os selv år-efter-år.

    En kunne forfalde til tro at såfremt man betaler middelmådig løn, så får man kun middelmådige medarbejdere. Og bliver resultaterne så andet en middelmådige?

    Lad os lige først stille otte barske til chefen:

    1) Når medarbejdere i den bedste alder (og den er som bekendt den man har) forlader firmaet for at arbejde og leve andre steder, vil du så typisk betragte det som noget du ikke behøver at bekymre dig om?

    2) Finder du det, at kunne rekrutere nye medarbejdere fra de af dine konkurrenter med høj vækst som et nødvendigt onde?

    3) Når dine konkurrenter kan holde gang i væksten i deres selskaber med 5-7-10% år-efter-år, er det så fordi deres medarbejdere får mindre i løn?

    4) Sidst du arbejdede med at revidere virksomhedens vision, involverede du da kun ledelsen og dine venner i organisationen?

    5) Hvis din virksomhed løber ind i et alvorligt problem, vil du så normalt prøve at løse det i direktionen og blandt de af dine mellemleder som er dine venner uden at informere medarbejderne om det, før I har en løsning?

    6) Såfremt en af dine konkurrenter finder på noget nyt, som du selv synes er temmeligt genialt, vil du så normalt prøve at finde på noget andet?

    7) Tror du, at det er nok, at 51% af dine medarbejderne vil følge dig i tykt og tyndt?

    8) Er den årlige budgetfremlæggelse noget der bare skal gøres og hvor der ikke laves om på 98% af budget-linjerne da disse er faste omkostninger.

    Og med Lars Kolind’s egne ord fra JP 26/4:
    “Hvis dit svar er ja på to eller flere af spørgsmålene, bør du overveje din mentale model når det gælder dine medarbejdere. Du tror måske selv, at du er meget handlingsorienteret – det tror de fleste ledere – men er du sikker på, at du i virkeligheden kan leve op til det du siger?

    God vind og weekend. Glæder mig til at læse din nye bog.

    Mads

  5. Henrik Peytz

    Hele den kommercielle software-industri (både i Danmark og i udlandet) kunne bruge et wake-up call. Den generelle tendens på markedet er at software-firmaer bruger tid på at beskytte deres software med ufleksible hokus-pokus-formater og proprietære drivere, end at innovere og skabe bedre software der kan stå mål med konkurrenterne. Dette medfører også som konsekvens at udvekslingskanalerne mellem softwarefirmaerne er godt tilsvejset, hvilket endvidere lukker af for de samarbejder der kunne tænkes at blive affødt, havde der været blot en lidt mere åben tilgang til tingene, og ikke en “vi vil alle være lige som Microsoft”-mentalitet.

    På den anden side ser vi en interessant udvikling på Open Source-fronten. Linux (f.eks. Ubuntu-linux) har gjort store fremskridt i brugervenlighed indenfor de sidste par år, og hvis det fortsætter varer det ikke længe før os almindelige dødelige folk begynder at spørge “Hvorfor købe sin software, når man kan få noget der er lige så godt og nemt gratis?”. Det må virkeligt gøre ondt hvis man som software-producent, der baserer sin forretning på udlicensering af proprietær software, en dag vågner op og finder at ens klientel har dumpet én for et stykke gratis software.

    Men hvem ved? Måske er det den vej tingene skal gå. Hvis man fjerner al reklamen, spin’en og de lukkede døre, så tror jeg de fleste ville finde Open Source’s værdigrundlag og mission mere sympatisk (læs : til at stole på) og fremtidssikker end størstedelen af de proprietære ydbydere. Det er en spændende tid vi går i møde, både for producenter og forbrugere.

  6. Stefan Kalmar

    Den som lige skinner i øjnene er jo selvfølgelig kommunerne og de statslige institutioner.

    Men ser vi bort fra disse indlysende eksempler, skal der også nævnes de brancher som påstår de har et “medarbejder flaskehals” problem, plus mindre -mellemstore familieejede produktionsvirksomheder.

    Ovenstående to typer virksomheder ænser ikke at se mulighederne i at sadle anderledes, eller få nogen til at løse deres konjunkturproblemer.

    Som ordsproget lyder: “Udviklingen går så stærkt i dag, at den person som påstår det ikke kan lade sig gøre, bliver afbrudt af personen som gør det”.

    Venlig hilsen
    Stefan Kalmar
    Partner

    “Hovedkontoret ApS”

  7. Søren Hansen

    Ang. det offentlige. I POLitiken havde Bergthora Kristjansdottir d. 27. april en kronik om tosprogede børns modersmålsundervisning. Heraf fremgår det, at der i mange år har været en viden om emnet på embedsmandsplan, men på det politiske plan er der intet sket, som har relevans til denne viden. Da hun har skrevet en ph.d. afhandling må det antages, at hun har nogen viden om sagen. Jeg spørger bare mig selv, om det er embedsmændene eller politikkerne, som styrer DK, når man tager diskussionen om at kunne integrerer sig i batragtning. Ja, andre har måske svaret!

  8. Søren Louis Pedersen

    ALLE !
    De mest trængende er vel personer som forsøger at fastholde procedurer og ikke er klar til at vise åbenhed for nye retninger. Dette kræver at personen er klar til en vis risiko for så derefter at opleve glæderne ved at prøve nyt. Det er dermed også vigtigt at personer belønnes af organisationer og kolleger for forandringsvilligheden fremfor at der forsøges at “spænde ben” for personen.
    Jeg tror ALLE personer, kulturer og organisationer trænger til KK, men pas på for DE ved det ikke…eller vil ikke vide det….

  9. Søren Hansen

    Søren Louis Pedersen berører noget interessant. Da jeg ikke har kendskab til virksomhedsdrift, skal jeg holde min til mine erfaringsområder. Som som opdragere af børn i hjemmet eller i skolen, må vi meget ofte leve med risikoen for at lave fejltagelser. Børnene skal have udfordringer, fornyelse og frihed, men projektet kan også mislykkes. Skal vi derfor afholde os derfra, fordi forældrene måske møder om med krav om erstatning eller andet? Med risiko for at blive fyret! Hvem tør så! Er der ledere, som tør give medarbejderen æren for en succes og som tør forsvare en fiasko! Eller, hvis det lykkes, skal læreren så om 10-15 år, når resultatet viser sig, have en belønning
    som “efterløn” fordi hans arbejde lykkedes? Er det ikke lidt småt, hvis man kun vil udføre lidt ekstra, hvis man får flere penge?

  10. Anne Kathrine Bagger

    Som nyuddannet, arbejdsløs akademiker har jeg i mange år lavet ”meget” for ”lidt”, hvis man ser på det rent økonomisk. Søren Hansen har selvfølgelig ret i, at det også kan være en løn i sig selv, at man udvikler sig personligt og finder en personlig glæde i at løse eksamensopgaver godt.
    Men dermed ikke være sagt, at et økonomisk incitament ikke også kan være motiverende – jeg er i hvert tilfælde yderst motiveret til at fortsætte min personlige udvikling samt udføre arbejdsopgaver til en løn, der er højere end en SU!
    Anne Kathrine Bagger

  11. Søren Hansen

    Kære Anne Kathrine Bagger. Selvfølgelig kan der være brug for et økonomisk incitament. Det har den berygtede tænketank – er det ikke Cepos den hedder – jo også fremført. Jeg har været med skoleklasser i kloarkerne i København, og jeg kan forsikre, at der skal penge til for at få folk derned. Du kan selv finde andre dødstruende arbejdspladser, som ikke har andet at give end risiko for fysisk skade – de kræver økonomisk incitament. For f.eks. de mange topchefer i stat og kommuner, som kan hente en løn på over 1 mill. kroner om året, undres jeg over, at de tilsyneladende kun vil bestille noget ( eller skal lokkes), hvis de får 10% ekstra i løn. Det synes jeg er umoralsk. Hvis de er 1½ mill. værd, så giv dem det, men at de folk skal lokkes med penge til at gøre det betroede (interessante og spændende)arbejde, som det ville være naturligt at udføre med flid og dygtighed, kan kun medføre en negativ holdning for alle andre lønmodtagere, som siger, at man kun gide gøre noget, hvis man får noget ekstra! Det er ikke godt for landet.
    Venlig hilsen
    Søren Hansen

  12. leif petersen

    Jeg tror, at forandringer til det bedre hænger sammen med individet’s opfattelse af egen deltagelse i fællesskabet og samhørighedsfølelse med samfundet’s,staten’s og kloden’s fremtid.
    Denne samhøring og deltagelse i vores alle’s liv,tror jeg, har bedre vækstbetingelser, hvis vi anvender ejendomsrettens “skjulte” kræfter og drivemidler, som et ejerskab kan rumme, ved at udlicitere ejerforholdet til Danmark a/s, så hele befolkningen pr.automatik ved fødsel indgår som aktiehaver og medansvarlig for statsfremtidsfirmaet Danmark a/s.

  13. Anne Kathrine Bagger

    Kære Søren Hansen
    Selvom ”topchefernes” arbejde ofte kan kategoriseres som ”spændende” og ”interessant”, virker det ikke urimeligt, at de kvinder og mænd, der er kvalificerede til at sidde på krævende topposter, får god betaling for deres indsats. En indsats der ofte betyder, at de står til rådighed 24/7 og derfor må give afkald på andre aspekter af deres liv. Det er jo f.eks. også dem, der skaber arbejdspladser i DK.
    Men i Kolind Kurens ånd mener jeg heller ikke, at en titel automatisk skal udløse diverse goder. Den personlige fortjeneste skal svare til indsats og resultater.
    M.v.h.
    Anne Kathrine Bagger

  14. Poul Kruse

    Alle virksomheder, der i sin værdikæde rummer processer, der ikke er værdiskabende, har behov for en kur.

    Dette behov kommer ikke af bestemte virksonhedstyper, ejerforhold eller størrelse, men alene af mangel på lederskab.

    Succes skal følges op af nye forbedringer, jf. excellencemodellen, ellers fører det til selvtilfredshed og stilstand.

    Behovet er derfor meget større end antydet af de tidligere debattører. Det er måske nemmere, hvis der er nogen der tør, at foreslå excellente virksomheder, der ikke har brug for en kur.

    Venlig hilsn
    Poul Kruse
    http://www.kvalipok.dk

  15. Søren Hansen

    Til Leif Petersen. Jeg tror, at du har fat i noget rigtigt, når du skriver om “fællesskab og samhørighedsfølelse”. Har jeg forstået det ret, hvis det betyder”korpsånd”? Altså villighed til at give alt for det, man er i gang med. Jeg tvivler ofte på, at det økonomiske incitament, som får f. eks. fodboldspillere til at spille på et hold, giver sig udtryk i rigtig korpsånd.Hvor længe kan man holde til det det? Jeg mener, at Lars Kolind en gang fortalte, at med 10 år i toppen, hvor dag og nat var forbeholdt firmaet, var grænsen nået. Jeg synes ofte ledere er meget kortere tid i toppen af et firma. Da må det være svært med indleven. I Folkeskolen søgte man tidligere ledere i en meget ung alder. Man kunne så være leder i 30 år. Hvem kan holde til det, når der skal være fornyelse? Så må den da komme nedenfra. Om dem kan man da sige, at de ikke flygter fra deres ansvar, men hvad man måske gør med 2 år på stedet? Flytter man, fordi der er et økonomisk incitament et andet sted. Hvad får det forladte firma ud af at have givet lederen mere erfaring?
    Til Anne Kathrine Bagger. Jeg skriver netop, at man skal give lederne god løn i stedet for “fedterøvstillæg”, som man kalder det “på gulvet”. Nogle mener, at 3-6 mill. kr + det løse er rimeligt, andre er ikke så interesserede i lønnen, bare arbejdspladsen giver en god trivsel. Et eller andet sted i mit sind – eller hvor det nu er – synes jeg, at den megen tale om økonomisk incitament ( mest gældende de godt betalte), skubber de mere bløde værdier som ansvarlighed, interesse, arbejdsomhed, medmenneskelighed, ærlighed, samarbejde osv. til side. De snakker meget om det, men det er pengene, som tæller. Disse bløde værdier er dem, som jeg i over 40 år har prøver at gøre mine elever opmærksom på, og i samme øjeblik de forlader skolen drejer det sig om økonomisk incitament. Jeg selv har det udmærket med at have tjent 1/4 – 1/3 mill om året + pension, så andre kan nok – med vort lands sociale netværk – klare sig med over 1 mill. Det er da højere end SU!
    Venlig hilsen Søren Hansen

  16. Marc Friis-Møller

    Nu har jeg ikke læst bogen, så det er muligt jeg bemærker noget meget åbenlyst. Som jeg tolker Kolindkuren så går hele udfordringen på at lytte til, og handle på, innovative stemmer og ideer i organisationen – og deraf skabe værdi for kunden via ændring i forretningsgange og processer.
    Det er svært at være uenig med dette, for et direkte kundefjendsk foretagende vil antageligt have et kort liv.

    Min indsigelse går på at vejen til dette mål går igennem det som man kunne kalde ‘selvstyrende teams’. Efter min erfaring kan der komme mange gode ideer ud af at slippe tøjlerne som leder, men der går ikke lang tid før utilfredsheden melder sig. Ganske simpelt fordi menneskers ønsker og krav til en arbejdsdag (og livet generelt) er forskellige.
    Og så er den menneskelige faktor også i spil i teams, hvilket indenfor en kort periode medfører, at der opstår ‘ledere’ og ‘følgere’ i teamet – og deraf splid, intriger, mobning osv.
    Faren ved selvstyrende teams er desuden, at der ingen styring på tværs af organisationen, og at den venstre hånd ikke aner hvad den højre foretager sig. Eks. hvis et kundecenter ikke længere har indflydelse på den egentlige produktudvikling.
    Og sidst med ikke mindst, så har jeg oplevet flere tilfælde af stress sygemeldinger pga. denne teamstruktur – det er ganske simpelt ikke knivskarpt hvilket ansvar der påhviler en person. Det stiller store krav at være innovativ, hvis man egentlig bare vil arbejde, og så iøvrigt hjem og gå tur med hunden (eller hvad de ellers har af fornøjelser på hjemmefronten).

    Min konklusion er mao. at der findes mennesker som ikke trives i modellen, og som risikerer at blive klemt.

    Nu har jeg prøvet at arbejde i både stramt hieraske og bureakratiske organisationer samt i mere traditionelt uformelle danske virksomheder.
    Og min overordnede konklusion er, at arbejdet går lettest fra hånden når der ledelsmæssigt er overordnede beslutninger og faste mål som skal forfølges, men at der samtidig er en uformel stemning så der er mulighed for at få inflydelse på både egne opgaver og virksomhedens ansigt udadtil.

    Åbenhed skal der til, men jeg har det fint med at der er andre som tager de store beslutninger i organisationen – det er trods alt derfor de er ledere, og får mere i løn. Det er vel det man kalder ansvar.

  17. Lars Kolind

    Tak for mange gode indlæg. Jeg hører de fleste sige at mange offentlige (stat, kommune) institutioner er angrebet af bureaukratiets virus, men at de næppe selv ved det. Jeg håber at bloggen kan give ideer til hvordan vi kan bare nogle få institutioner i gang med at gøre noget alvorligt ved bureaukratiet. Det skal jeg nok komme tilbage til her på bloggen.

  18. Søren Hansen

    Her er et spørgsmål. Hvem skal sørge for uddannelsen af nye medarbejdere. Er det staten eller firmaerne? Der klages jo i øjeblikket meget over mangel på kvalificeret arbejdskraft, så hvorfor kan der ikke skaffes praktikpladser, så de unde kan lære noget i praksis. I min familie har vi oplevet en ung datastuderende gå uvirksom rundt i 3 måneder, på grund af manglende plads. Min nabos søn, som også er i gang med datauddannelse, har i månedsvis været uvirksom, af samme grund. Det er da ikke dynamik!
    Venlig hilsen
    Søren Hansen

  19. Poul Kruse

    Marc Friis-Møller skriver bla,:
    “Som jeg tolker Kolindkuren så går hele udfordringen på at lytte til, og handle på, innovative stemmer og ideer i organisationen – og deraf skabe værdi for kunden via ændring i forretningsgange og processer.”
    Det lyder naturligvis rigtigt, men din følgeslutning :
    “Det er svært at være uenig med dette, for et direkte kundefjendsk foretagende vil antageligt have et kort liv.”
    er et dogme. Om det er korrekt afhænger af, om konkurrenterne er lige så uduelige og kundefjendske.
    Det vil sige, at overlevelse blot kræver, at man er relativt mindre kundefjendske end konkurrenterne. Prøv bare at se nogle forbrugermagasiner i fjernsynet, hvordan de behandler kunderne inden for internethandel, telekommunikation og forsikring. De klarer sig åbenbart udmærket alligevel.

    Men det betyder selvfølgelig ikke, at de ikke kunne score kassen ved at tage en kolindkur, Men det må være denne relativisme, der er årsagen til, at så få virksomheder styrer direkte efter værdiskabende processer og tilfredse kunder.

    Venlig hilsen
    Poul Kruse
    http://www.kvalipok.dk

  20. Anne Kathrine Bagger

    Som jeg læser “Kolind Kuren”, går det bl.a. ud på, at det er de virksomheder, som sætter sig for at lære deres kunders behov at kende, for efterfølgende at indrette produktionen og serviceydelserne efter disse, der vil overleve på længere sigt.

  21. Marc Friis-Møller

    Der er klart at ‘Businesscasen’ i en forretning gør stor forskel på hvor store krav der er til kundenstilfredshed. Og jeg er helt enig i at der er mange eksempler på virksomheder som klarer sig fint, uden iøvrigt at have den store kundetilfredshed. Der vil altid være nogen som ser en fremragende indtjening i for gammelt kød, gebyr åger, annoncesalg og diverse plattenslageri.
    Om kunderne er tilfredse eller ej skal jeg ikke dømme.

    MEN, det jeg egentlig ville påpege i min forrige post var, at jeg ser en stor risiko for overfolkning af Kolindkuren. Når man læser diverse artikler i medierne for tiden virker det som om, at alle har taget ideen om selvstyrende teams til sig.
    Som sagt har jeg ikke læst bogen, så jeg ved ikke hvor stor kobling der vitterligt anbefales mellem selvstyrende teams, og så ‘kuren’. Men jeg vil under alle omstændigheder advare om at benytte ordet ‘team’ om enhver samling af medarbejdere på en opgave.

    Hvis de udvalgte personer er heldigt sat sammen ifht. personlighed og diverse andre egenskaber, så kan der med lidt held komme et rigtigt team ud af samarbejdet. Men det kan også gå stik modsat, og så kommer den egentlige opgave ingen vegne.

    Nu arbejder jeg ikke med HR til dagligt, men som deltager i adskillige IT projekter i fortiden har jeg set både gode og mindre gode eksempler på teams. Det værste tilfælde i et såkaldt selvstyrende team, hvor absolut ingen vidste hvilken retning vinden blæste.
    Én dag den ene vej, og nogle gange den anden.
    Og ledelsen greb ikke ind før de håndgribeligt kunne måle at produktiviteten var faldt 80% på en måned.

    Gudskelov har jeg også haft privilegiet at være en del af et rigtigt godt team. Her vidste alle præcis hvilket ansvar der lå på deres skuldre, vi vidste hvad målet var, og vi havde en kanonprojektleder som skaffede alt hvad vi havde brug for og sørgede for at vi holdt planen.
    Men den slags har jeg hørt kun sker én gang i en karriere. Håber stadig at modbevise denne påstand.

  22. Poul Kruse

    Jeg har været med til at skrive bogen Ledelse – Hvor svært kan det være? med praktiske modeller og værktøjer til den ideelle og excellente virksomhedsledelse.
    Og nu er Kolind Kuren kommet med værktøjer til at korrigerere kursen, hvis virksomheden er røget ud af den bureaukratiske tangent.

    Mit store spørgsmål er, hvorfor så relativt få virksomheder vælger målrettet og bevidst at styre efter værdiskabende processer og tilfredse kunder? Eller erkende problemerne og starte en afbureaukratiserende kur?

    Professor Steen Hildebrandt har jo sagt at dårlig ledelse har et sådant omfang, at lederne er den største ufaglærte gruppe i DK! Er det årsagen?

    Min egen teori er, at presset fra markedet ofte ikke er kraftigt nok til at gøre ovennævnte initiativer attraktive eller nødvendige nok. Det sker, hvis der er ubalance i det jeg kalder markedskvaliteten. Hermed mener jeg udbud og efterspørgsel af en varieret kvalitet af varer, tjenesteydelser og kundebetjening til priser, der varierer med kvaliteten på en gennemskuelig vis.

    Ubalancen opstår, hvis der inden for en branche udbydes en overvægt af lav kvalitet, eller hvis sammenhængen mellem pris og kvalitet systematisk sløres. I så fald bliver det besværligt for kunderne at finde det rette pris/kvalitet-forhold. Dermed svækkes presset på den enkelte virksomhed til at anstrenge sig til det ypperste. Og selvtilfredsheden og middelmådigheden med deraf følgende bureaukrati breder sig.

    Jeg kunne godt tænke mig at spørge Lars Kolind, hvordan mener du, at vi som kunder eller på anden måde kan bryde denne ubalance og dermed øge presset på de bureaukratiske virksomheder?

    Venlig hilsen
    Poul Kruse
    http://www.kvalipok.dk

Skriv en kommentar

Current day month ye@r *

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.