Kolind Kuren

Hvis Grundfos ikke havde en udviklingsafdeling ville vi være færdige som virksomhed om fem eller ti år. Udaf de 18.000 medarbejdere har vi ca. 1200 i gang med at udvikle nye teknologier og produkter, og omkostningerne hertil udgør ca. 5% af det samlede budget. Man skulle ikke tro at vi kunne blive ved med at forbedre noget så simpelt som pumper. Strengt taget er en pumpe blot et skovlhjul der roterer i et metalhus og dermed forøger trykket af en væske. 1200 PhD’er civilingeniører, fysikere, matematikere, kemikere, økonomer, antropologer og andre specialister til bare at udvikle bedre pumper!

Tænk hvis Danmark havde en udviklingsafdeling. I Danmark er vi knap 6 millioner mennesker, dvs ca 300 gange så mange som i Grundfos. Havde Danmark været som Grundfos skulle vi have 400.000 højt uddannede specialister på alle relevante områder, som kun havde én opgave: At udvikle Danmark. Det er helt vildt, så tag en tiendedel af det antal: 40.000 specialister i Danmarks udviklingsafdeling.

Det første spørgsmål de ville stille, er: Hvad er det for et samfund, som ledelsen (folketinget) stræber efter at Danmark skal være? Jeg tror politikerne kunne blive enige om i hvert fald fire ting: 1) Danmark skal have økonomisk vækst, men den skal være bæredygtig. 2) Der skal være både frihed og tilskyndelse for alle til at tjene penge og skabe noget, men vi skal tage os godt af de svageste, 3) Vores børn og unge skal have de bedste uddannelser i verden, men de skal også bestille noget for at få dem, 4) Vores sundhedsvæsen og ældrepleje skal være i verdensklasse.

Forestil dig at politikerne sagde det klart: Det er det samfund vi ønsker, og udviklingsafdelingens opgave er at finde ud af hvordan vi får det. Det behøver vi ikke 40.000 specialister til at fortælle os. Bare 4.000 ville gøre det, hvis ledelsen var i orden og hvis ellers politikerne ville lytte til hvad udviklingsfolkene fandt frem til.

Og det er præcis det der er problemet i dag: Utallige kommissioner har fundet frem til hvad der skal gøres, men politikerne lytter ikke: Socialkommission, arbejdsmarkedskommission og velfærdskommission er bare tre eksempler; alle har de udarbejdet gode og velbegrundede forslag som politikerne ikke har villet lytte til.

Men nytter en udviklingsafdeling så ikke noget? Jo det gør den, fordi den kunne knytte de mange gode enkelt initiativer sammen til planer som både politikere og befolkning kunne forstå.

De fleste mener at politikere er sat i verden for at være uenige. Det er noget vrøvl. Politikere er sat i verden for at lede samfundet. De skal udvikle samfundet så det bliver bedre til at løse de opgaver som bedst løses i fællesskab. Hvis de bruger tiden på at skændes, spilder de tiden.

Hvad mener du? Skriv en kommentar!

Berlingske søndag bringer i dag et stort interview om hvordan man klarer kolbøtter som dem jeg har været ude for. Et lille videoindslag her giver hovedpointen: http://www.business.dk/industri/detroniseret-kolind-fortryder-intet

Jeg har nu prøvet at blive udråbt til idiot to gange, så jeg har mere erfaring end de fleste. Mit råd er enkelt: Hvis katastrofen er uafvendelig, så stil dig i spidsen for den!

Tænk hvis Ole Sohn fra første færd havde sagt det som det var: Vi modtog penge fra Sovjetunionen, og det kan vi godt i bagklogskabens klare lys se, at vi ikke skulle have gjort. Så ville der have været nogle dages støj, og så var den sag død. Der er hundredvis af eksempler på det samme, og hver gang er konklusionen at ting ikke kan skjules (heldigvis) og at det havde været langt bedre at indrømme sine fejl, hvis man har lavet nogen.

Hvis du er uenig med din bestyrelse, så lad være med at sige at du forlader virksomheden “efter fælles overenskomst”. Sig det som det er: At I er uenige om retningen, eller at du mener der er behov for fornyelse, mens bestyrelsen hænger fast i den måde I plejer at gøre tingene på. Det afføder respekt – og det giver selvrespekt.

Folk skal nok finde ud af hvad den virkelige historie er. Som fx. Hanne Sindbæk der i fredags skrev en kommentar i Nyhedsbrev for Bestyrelser om hvad der sker på Grundfos. Den findes også på Hanne Sindbæks blog http://sindbaek.blogspot.com/2011/12/niels-due-jensens-karakterselvmord.html

Så er der vist ikke meget mere at sige om den sag.

For mig vil 2012 især stå i “Unboss” lys. Jeg er optaget af to problemstillinger:

1. Hvordan store og veletablerede organisationer der er stivnet i selvtilfredshed og bureaukrati, kan komme ind i en ny og positiv “livscyklus”. Det var det, KolindKuren (2006) handlede om, og emnet er mere aktuelt i dag end nogensinde. Statsinstitutioner, kommuner, offentlige og private virksomheder, politiske partier og organisationer har mere end nogensinde behov for at forny sig selv. KolindKuren gav et svar, men Unboss går langt videre.
2. Hvordan vi som ledere kan gå foran når ting skal fornys og forandres. Helt kort er det transformationen fra at være chef for en organisation til at blive leder af en bevægelse. En Unboss er netop det: leder af en bevægelse. Og pointen er at banker, industrivirksomheder, transportselskaber, energiselskaber, universiteter, skoler, medievirksomheder, departementer, institutioner og foreninger skal til at opfatte sig selv som bevægelser, hvis de vil vinde i den konkurrence der kommer de næste ti år.  

Sikken et privilegium pludselig at få mere tid til at gøre noget ved de opgaver! Hvis du har nogle gode råd i den forbindelse, så del dem med os andre her på bloggen…

Skriv en kommentar!

Det er blevet til over 200 pressehistorier i sidste uge om min beslutning om at trække mig fra Grundfos; Det siges at være rekord. Men omstændighederne er også usædvanlige: virksomheden er suveræn; resultaterne imponerende; fremtiden lovende og ledelsen kompetent. Jeg har været primus motor i at gennemføre et generationsskifte som har været svært, men som alle er enige om er endt godt. Der er ingen planer om at rulle noget som helst tilbage.

Men inden støvet lagde sig kom en “black swan” flyvende: Bogen om Niels Due Jensen, Arvtageren. Pludselig blev detaljerne i en proces som bestemt foregår bedst bag lukkede døre, rullet op. Der er en grund til at sådanne historier altid for lov til at ligge mindst ti år inden de offentliggøres. Det gjorde ondt for selvfølgelig er et sådant forløb svært og til tider dramatisk. Sådan er det altid, og Grundfos historien er bestemt ikke værre end andre. Heldigvis er det nu klart at der er så mange kilder til bogen, at den mistanke som i begyndelsen blev rettet mod mig om at give fortrolig information til bogen, er væk (JP i lørdags).  Dejligt, for det generede mig voldsomt. Men uroen i forbindelse med offentliggørelsen af bogen skabte usikkerhed og frustration og i den forbindelse valgte jeg så at sige farvel efter 13 år som formand/næstformand i Grundfos og Poul Due Jensens Fond.

Livet går videre i Bjerringbro, men ærgrelsen over at pressen fik anledning til at skrive så meget negativt om Niels Due Jensen er der stadig. Den behandling fortjente han ikke. 

Ingen forstår at jeg fortsætter som formand for koncernbestyrelsen i Grundfos indtil april. Det opfattes nærmest som uhørt! Men hvorfor dog det? Vi er jo ikke grundlæggende uenige om noget som helst i ledelsen af Grundfos; værdierne ligger fast, strategien er klar og der er fortsat et godt samarbejde om at løse alle de små og store problemer der opstår hver dag når man driver en stor virksomhed. Selvfølgelig er der nogle skår der skal klinkes efter at stormen har lagt sig, men det gør man bedst når man smøger ærmerne op og trækker i fællesskab.

Jeg tager det helt roligt at jeg i ugen der gik, er blevet udnævnt til ugens taber og at jeg er blevet dømt ude af dansk erhvervsliv for evigt. Journalister og komentatorer skal jo skrive om noget. Husk på hvor stor en idiot jeg var da jeg (ikke) foreslog 40% skat på Fyn i 2007. Dengang var jeg også en færdig mand. Storbytosse og det der var værre. Siden da har jeg i grunden haft det rigtig godt, startet næsten ti nye virksomheder og endda tjent penge på det. Og jeg har flere på vej.

Folk der sidder med hænderne i skødet får ingen tæsk. De synker hen i passiv ligegyldighed. De tør ikke noget. De gør ikke noget. De vil ikke noget. Det kalder jeg fattigdom. Jeg vil stadig en hel masse og jeg har ressourcerne til at gøre noget ved det. Der er stadig virksomheder der skal startes; forretningsideer der skal prøves. Der er stadig samfundsopgaver der skal løses. Her er en liste over hvad jeg har i gang i øjeblikket:

Jeg er medejer af 12 virksomheder: Kolind A/S, Løndal Gods, Addithus Skov, Sømer Skov, Salten Langsø Skovadministration, Wemind, KeepFocus, PeopleTools, Co’ensus, Spiir, Zealand Pharma og Younoodle og jeg er aktivt med i de fleste. Jeg sidder derudover i bestyrelsen for bl.a. Grundfos Holding A/S, Poul Due Jensens Fond, Tooling Invest og Jacob Jensen Holding og jeg er med i repræsentantskabet for Kristeligt Dagblad og Danske Bank. Jeg er formand for Welfare Tech Region og med i en række andre initiativer rundt i landet. Jeg er adjungeret professor ved Århus Universitet og netop færdig med min nye bog, Unboss. Invitationer til foredrag er der mange af. Jeg bruger min erfaring i det bedste toplederprogram i Norden: LinKS i samarbejde med verdens førende business school, Wharton, hvor jeg både underviser og formand for LinKs advisory board. Glem ikke spejderarbejdet: Jeg er medlem af World Scout Committee og past chairman for the World Scout Foundation og der er jeg med til at transformere det der i al beskedenhed er verdens største børne og ungdomsorganisation. 30 millioner unge der skal gøres til næste generation af ledere i 164 lande. Vent og se. Og så har jeg sikkert glemt noget.

Der skal nok blive et liv efter Grundfos…

Jeg forstår godt at mange undrer sig over at jeg nu har besluttet at forlade Grundfos til april næste år. Pressemeddelelsen (forrige blogpost) siger det meget præcist: Jeg har haft god opbakning fra bestyrelsen hidtil, men den opbakning har jeg ikke mere.

Set i et lidt større perspektiv har min opgave været at hjælpe Grundfos gennem transformationen fra familieejet/familieledet til familietilknyttet virksomhed. Inden Grundfos stifter, Poul Due Jensen, døde i 1977 ændrede han Grundfos til at være en familieejet til at være en familietilknyttet virksomhed ved at oprette Poul Due Jensens Fond som i dag ejer 87% af Grundfos. Poul Due Jensens Fond er en alment velgørende fond, hvis formål er at være den bedst mulige ejer af Grundfos. Fonden må ingensinde føre midler tilbage til familien; derfor er den ikke en familiefond. Grundfos er altså i dag en fondsejet virksomhed med en tilknytning til stifterfamilien. Hvis der i stifterfamilien er en person der er kvalificeret til at lede Grundfos, vil alle glæde sig over det som det har været tilfældet med Niels Due Jensen der var koncernchef indtil 2003.

Som man kan læse i biografien om Niels Due Jensen (Arvtageren) kommer meddelelsen om min afgang efter en svær proces i bestyrelserne med en række spørgsmål om det man kalder ”god ledelsesskik”: Kan man sidde i en bestyrelse, hvis man er økonomisk afhængig af formanden? Kan en bestyrelsesformand uden videre gå imod en bestyrelsesbeslutning som direktionen er i gang med at gennemføre? Kan en bestyrelsesformand gribe ind i de enkelte medarbejderes arbejde uden om direktionen? Hvor langt kan stifterfamilien gå for at sikre “arvefølgen” i virksomheden?

Det har været min opgave som (tidligere) formand for bestyrelsen i Poul Due Jensens Fond at finde løsninger på disse problemer, og med godt samarbejde fra alle i bestyrelserne er det hidtil lykkedes; alle beslutninger i de to bestyrelser er truffet enstemmigt. Jeg er glad for opbakningen, men situationen er ganske enkelt at jeg nu ikke har den opbakning mere, og derfor har det ingen mening at fortsætte arbejdet. For mig er det helt afgørende at også en fondsejet virksomhed som Grundfos følger god ledelsesskik, og hvis der ikke er opbakning hertil i bestyrelserne må jeg trække mig tilbage.

Jeg har haft 13 gode år i Grundfos bestyrelser og ikke mindst sammen med Niels Due Jensen har jeg været med til at træffe en lang række beslutninger som jeg er stolt af og glad for, og som jeg tror, har haft betydning for den succes, som Grundfos oplever i dag. Faktisk mener jeg at Grundfos er en af de bedste virksomheder i Danmark, og jeg tøver ikke med at anerkende Niels Due Jensens indsats i den forbindelse.

Længere er historien egentlig ikke.

Pressemeddelelse:

Lars Kolind forlader Grundfos 

Efter 13 år som medlem af bestyrelserne for Grundfos Holding A/S samt Poul Due Jensens Fond, heraf 11 år som formand/næstformand, forlader Lars Kolind Grundfos med virkning fra generalforsamlingen i april 2012.  Lars Kolind har sammen med Niels Due Jensen stået i spidsen for det generationsskifte i Grundfos der har fundet sted det seneste år, hvor bestyrelserne for såvel Poul Due Jensens Fond som Grundfos Holding A/S har fået nyt formandskab og nye medlemmer. 

”Det er lykkedes at gennemføre ændringerne med fuld opbakning fra en enig bestyrelse indtil nu, men det mandat som jeg hidtil har haft, har jeg ikke mere, og derfor vælger jeg at forlade bestyrelserne”, siger Lars Kolind.”Grundfos er godt rustet til fremtiden og jeg ønsker min efterfølger og alle på Grundfos fortsat god vind”.

Fondsbestyrelsen vil indstille direktør Jens Moberg til valg som ny formand for Grundfos Holding A/S på selskabets generalforsamling i april 2012.

Jeg er bestyrelsesformand for Spiir – den nye tjeneste der siden 6. juni har hjulpet danskerne med at få overblik over deres privatøkonomi. Lidt flovt at jeg har haft så travlt, at jeg først i dag tog min egen medicin og lagde mine netbank transaktioner over i Spiir (www.spiir.dk).

Det var både lettere end jeg troede og endnu bedre end ildsjælene fra Spiir havde fortalt! Først meldte jeg mig til Mine Spiir og oplyste hvilken Netbank jeg bruger. Derefter overførte jeg let mine netbank transaktioner til Spiir og… vupti! så kunne jeg se hvad jeg har brugt mine penge til de sidste 12 måneder. 85% af mine transaktioner forstod Spiir uden videre (dvs. hvilken form for udgift det er), mens jeg selv måtte hjælpe til med de 15%. Det var fair nok: Jeg forlanger ikke at Spiir forstår en caféregning fra Sydafrika.

Nu ved jeg noget som jeg ikke vidste før, selvom jeg altid kigger mine netbank transaktioner omhyggeligt igennem: Jeg opdagede at jeg bruger noget mere på transport (fly, tog, taxi) end jeg troede; faktisk meget mere. Jeg brugte mindre på dagligvarer, sko og tøj; jeg bliver flået i skat (det vidste jeg godt!) og jeg bruger uhyggeligt mange penge på Internet og telefoni. Mon ikke jeg skulle se om jeg kunne få et billigere abonnement?

Jeg kunne godt klare mig uden Spiir, men hvor er det smart og hvorfor tilbyder min bank endnu ikke automatisk overførsel af netbank data til Spiir (hvis jeg beder om det)? Nu skal jeg i gang med at få transaktionerne fra mine andre kreditkort over i Spiir, og så ved jeg simpelt hen hvad jeg bruger mine penge til (og hvorfra indtægterne kommer). Det er lækkert, og så er det gratis.

Selvom jeg godt ved at jeg ikke er objektiv vil jeg alligevel opfordre dig til at gøre forsøget. Når du først har opdaget hvad det vil sige at ha overblik over sin økonomi tror jeg du vil invitere dine venner til at gøre det samme. Spiir er nemlig ikke en traditionel virksomhed. Spiir er en bevægelse der vil hjælpe danskerne med at få et bedre liv gennem bedre styr på økonomien.

Skriv en kommentar og del dine Spiir erfaringer med andre!

I disse dage skrives der ti avissider pr dag om den påståede magtkamp mellem Niels Due Jensen og mig i Grundfos. Anledningen er den bog “Arvtageren”, som Gyldendal udgiver om en uge med Birgitte Erhardtsen som forfatter. Bogens emne er Niels Due Jensens liv og især hans store og bemærkelsesværdige indsats for Grundfos gennem fem årtier. I sandhed en indsats der fortjener en biografi, som forhåbentlig kan inspirere mange andre til at arbejde lige så dedikeret for deres virksomhed som han. Jeg håber at mange vil læse bogen!

Bogen beskriver også forløbet de sidste par år, som er endt med at Niels Due Jensen har givet stafetten som koncernbestyrelsesformand videre til mig. Det er selvfølgelig ikke gået helt stille af og andre kan måske få glæde af at følge processen, men det er mærkeligt at se hvordan denne beskedne parentes i den store sammenhæng kan vendes, drejes og kommenteres i næsten samtlige erhvervs-medier i et sådant omfang at bogens egentlige substans glider helt ud. Det vigtige i sagen er faktisk at her har vi en erhvervsleder der – sammen med mange andre i et godt teamwork – har bygget videre på sin fars arbejde og skabt det der i dag måske er Danmarks bedste virksomhed. Grundfos spiller en kæmpe rolle for samfundet på tre områder:

1. Grundfos skaber mellem 5.000 og 10.000 gode og værdiskabende jobs i Danmark. De jobs betyder mellem 2 og 5 milliarder kroners skatteindtægter hvert år.
2. De over 100 millioner Grundfos pumper verden over sparer energi svarende til mange fuldvoksne kraftværker idet de er langt mere effektive end de pumper de afløste eller de pumper man kan få fra konkurrenterne. Grundfos pumper leverer rent vand tilmillioner af mennesker.
3. Grundfos driver forretning på et værdigrundlag som er (næsten) enestående. Grundfos sætter vand og energi højere end profit; Grundfos er et forbillede mht bæredygtighed på alle områder og Grundfos sætter mennesker over systemer.

Jeg er enormt stolt af at være formand for Grundfos og for at have været med i bestyrelsesarbejdet både i koncern og fond de sidste 13 år. Der er så meget vi skal udrette i de kommende år at jeg glæder mig til at pressestormen lægger sig og at vi igen kan koncentrere os om at gøre vores arbejde!

Den kulørte presse i Sverige har fat i Kong Carl Gustav igen: Nu har svenskekongen sandelig dekoreret Kong Abdullah med Bronzeulven – spejderbevægelsens fornemste hædersbevisning. Og hvad ligner det? At dekorere en brutal diktator – det kan man ikke.

Jeg har faktisk været med til at foreslå netop den dekoration, og det er jeg stolt af. Her er historien:

Saudi Arabien er (efter min mening) ikke noget godt land. Den ortodokse form for Islam (Wahhabi Sunni) man dyrker, bruges som begrundelse for en lang række traditioner og regler som jeg tager afstand fra.

Men også i Saudi Arabien er der progressive kræfter og dem vil jeg gerne være med til at styrke. Jeg har især forbindelse med spejderkorpset (Saudi Arabian Scouts Association) med ca. 100.000 medlemmer som arbejder tæt sammen med det nationale center for dialog. Deres arbejde for at skabe forbindelse og forståelse på tværs af religiøse  og sociale skel inden for rammerne af systemet, kunne vi godt lære noget af i Danmark og i resten af verden.

Senest har spejderkorpset i Saudi Arabien sammen med the World Scout Foundation og WOSM, The World Organization of the Scout Movement, lanceret “Messengers of Peace”, den største fredsskabende indsats i verden nogensinde (tror jeg): 20 millioner spejdere i 150 lande skal i de kommende år bygge bro mellem Israelere og Palæstinensere, Hutuer og Tutsier, katolikker og protestanter, muslimer og kristne, handicappede og raske, indvandrere og lokale. Tyve millioner børn og unge, der ikke bare taler om tingene, men som gør noget konkret der hvor de er.

Det er et mega projekt. Og gæt hvem der har sagt ja til at stå bag: Kong Abdullah. Ingen andre fonde, regeringer eller firmaer har villet eller kunnet løfte den opgave. Og de har fået chancen.

At anerkende og takke mennesker når de gør noget godt for verden betyder ikke at man er enig i alt andet, som de gør. Derfor glæder det mig at the World Scout Committee tildelte Kong Abdullah bronzeulven.

I disse dage lytter vi spændt på hvad regeringen vil gøre for et bedre Danmark. Noget er fornuftigt nok; noget er bare symbolpolitik og noget er direkte skadeligt (efter min mening). Og med den sammen sætning som folketinget har, tror jeg faktisk ikke at tingene bliver meget anderledes.

Medmindre DU og jeg gør noget. Her er fem forslag:

1. Find noget som du kan forbedre på din arbejdsplads. Noget som du kan gøre; ikke noget ledelsen kan gøre. Bare én ting der kan spare tid eller penge, eller som kan gøre kunderne mere tilfredse. To millioner forbedringer på danske arbejdspladser vil gøre en kæmpe forskel – også selvom den enkelte forbedring er lille.
2. Find en måde du kan spare energi på. Bare én enkelt ting som kan spare bare lidt af den energi du bruger på opvarmning, varmt vand, madlavning, belysning, transport eller andet. Fire eller fem millioner besparelser kan mærkes i Danmark – også selvom hver enkelt besparelse er beskeden.
3. Udskift én usund fødevare med en der er sundere. Friske gulerødder i stedet for chips. Fedt kød med magert – gerne den halve portion. Eller sodavand med vand. Du får det bedre og samfundet sparer penge.
4. Erstat ét udenlandsk produkt med et dansk. Udenlandske æbler med danske, som der er sæson for. Der er mange muligheder: fødevarer, slik, tøj, sko og 100 andre ting. Det er godt for miljøet og økonomien.
5. Gør én ting for et menneske med problemer. Også selvom det er en lille ting. Gør noget for din syge moster, din nabo, din kollega eller en anden.

Vi er knap fem millioner (voksne) danskere, og hvis vi hver især gør noget kan det have rigtig stor værdi, ja faktisk større værdi end de fleste ting der for tiden diskuteres på Christiansbog.

Hvad er dit bedre forslag? Skriv en kommentar…

Så fik vi en afgørelse: Et snævert rødt flertal. Men også et stort flertal (knap 60%) med et stærkere fokus på reformer (Radikale og blå blok) end vi er vant til. Hele 15% af befolkningen stemte på de to partier der ønsker at gøre mest ved Danmarks problemer og udfordringer (Radikale og Liberal Alliance). Dobbelt så mange som sidst – det synes jeg er glædeligt.

Heldigvis er de to reformpartier placeret sådan i det politiske spektrum at det bliver endog meget svært at regere uden om dem. For mig at se er eneste mulighed for at undgå reformer at S/SF allierer sig med Dansk Folkeparti om at dele ud af samfundets værdier for at gøre folk på overførselsindkomst, herunder pensionister, og offentlige ansatte tilfredse. Det tror jeg dog ikke kommer til at ske.

Jeg håber at de to reformpartier vil tvinge resten af folketinget til at komme ud af den passivitet, som begge sider har stået for de sidste mange år. Danmark skal ind på et nyt spor, hvor varig økonomisk vækst (ikke bare kortsigtet stimulans) kommer i centrum sådan at der bliver råd til at håndtere de store årgang af pensionister, som vi vil få de næste tyve år.

Tre råd til Helle Thorning-Schmidt:

1. Erkend hvad der i virkeligheden er flertal for: Reformer, og handl derefter.
2. Erkend at Danmark har et kæmpe underskud på statsbudgettet (100 mia kr i 2012) og gør noget alvorligt ved det. Det der giver tillid til Danmark, er ikke kortsigtet stimulans (boligpakker), men langsigtet orden i økonomien.
3. Glem Enhedslisten som samarbejdspartner. Ræk hånden ud til Liberal Alliance, konservative, Venstre og Dansk Folkeparti og lav de nødvendige reformer sammen med dem.

Så tror jeg faktisk du har en chance. Ellers giver jeg dig max 12 måneder inden vi får valg igen.

Hvad er dine råd til den kommende regering? Skriv en kommentar.